Navnet er Broughton. Lorraine Broughton. Ligesom resten af denne film, så klinger det bare ikke rigtigt.
Spionfilm har altid været en populær genre. Der er action, fare, bedrag og underskønne kvinder bag hvert et hjørne. Så hvorfor ikke prøve noget nyt og sætte den hotteste kvindelige actionstjerne på kloden i hovedrollen. Vi tilsætter så også lige en ordentlig gang 80’er musik og obskøne mængder neonbelysing. Hvad kan gå galt? Man kan spolere potentialet til en interessant ny franchise og i stedet ende med den her ligegyldige 80’er pastiche.
Der er en handling, men den er mest af alt en undskyldning for at komme videre til næste actionscene. Lorraine Broughton (Charlize Theron) er MI6 agent, og hun er blevet indkaldt til afhøring angående en voldsom mission i Berlin. En Stasi-liste med navne og alias på en række agenter er forsvundet, og hvem der end ender med den, står med særdeles megen og værdifuld magt. Så det vrimler med briter, amerikanere, russere og sågar en enkelt fransk agent, der jagter listen og Lorraine. Start jukeboxen!
ACTION!
Øv, hvor er det, der ellers burde være en god film, det rene spild her. Eller rettere sagt, to film. Den ene er den seje spionthriller, som bygger på tegneserien ’The Coldest City’. Den er filmen nemlig løst (læs: meget løst) baseret på. Den anden er den voldsomt fede actionfilm, der bliver overdøvet af den latterlige tendens, der er i øjeblikket med at stopfodre film med så mange sange som overhovedet muligt. Den bedste actionscene i filmen er faktisk den, hvor Broughton slås med en flok KGB-agenter. Her er ingen musik og det giver derfor plads til, at man hører hvert tungt slag, spark og skud med tilhørende reaktion. Filmen får her en nerve, som den ellers mangler.
De andre actionscener fejler skam ikke noget. Det er solidt håndværk, og man fornemmer tydeligt instruktørens, David Leitchs, baggrund indenfor stunt-universet. Koreografien er flere gange uovertruffen. Derfor er det ekstra frustrerende, at man ikke har foretaget et klart valg om, hvilken film man vil præsentere for publikum. Den vil gerne være sej, men prøver alt for hårdt.
There can be only Theron
Hvis det skulle være gået henover hovedet på nogen, så er Charlize Theron den titulære blondine. Det gør hun i og for sig også ganske godt. Hun er cool, antiautoritær og så kan hun sparke seriøst meget røv. Så langt, så godt. Men hun kommer også hurtigt til at fremstå som en karikatur. Det ville ikke nødvendigvis være en dårlig ting, hvis ikke filmen var så vægelsindet om, hvorvidt den ville være seriøs med kant eller kantet med en snert af seriøsitet.
Der er også andre skuespillere med i filmen, men de kunne lige såvel have været erstattet af hvilke som helst andre. James McAvoy fyrer den af, som fik han amfetamin i drop og er rimelig utroværdig som britisk spionchef i Berlin. Roland Møller gentager en af sine scener fra ’Under Sandet’, men er derudover egentlig ganske fin, som skummel KGB-agent i dette trafikuheld af en film.
Som det er kutymen i spionfilm, er der også en babe, som betager vor helt. Denne gang tilfalder den ”ære” Sofia Boutella, der spiller den naive franske agent, der egentlig hellere vil være poet eller rocksanger. Man kan virkelig fornemme manuskriptforfatteren har tænkt dybe tanker angående denne komplekse karakter…
Kan man slå hjernen fra og ignorere de ovenstående, negative aspekter, så skal den have en stjerne til. Hvis ikke, så findes der heldigvis bedre alternativer i biograferne netop nu.
