”Hvis du skal til Danmark, så vælg perioden med omhu. Om vinteren kommer mørket og så bruger folk lysterapi for ikke at miste forstanden”.

Dine øjne er åbne, men du kan intet se. Du famler og er ved at snuble. Mørket omringer dig faretruende, men du ved, at når lyset kommer, bliver alt godt igen. For en stund. Du er pigen med de mørke øjne. Store og observerende er de, men snart mister de alle farver i universet, for pigen med de smukke dystre øjne er ved at blive blind. 

Forestil dig, at du som 13-årig får beskeden fra lægen: ”Snart bliver du blind”. Det gør Ava (Noée Abita), og dermed er hendes liv, som hun kender det, forandret. Hun står på tærsklen til voksenlivet. Gemmer sine følelser og tanker til sin dagbog og føler sig frastødt af sin mors liderlige eskapader, men en dag får hun øje på den uregerlige sigøjner Juan (Juan Cano).

PJÆK fra skole og forfølg din drøm!
Noées fremstilling af pigen Ava er vanvittigt genialt præsteret. Ava er ikke bange for noget. Det eneste, der ærgrer hende, er, at hun skal blive blind uden at have set det smukke i livet. Hun leger med sin onde side, og er ikke bleg for at invitere kvarterets børn hjem og udstille mor, imens hun har sex, ligesom hendes indre rebel heller ikke har noget problem med at stjæle en hund.

Noée pjækkede fra skole og forfulgte sin store drøm, da hun hørte, at der var en casting, og med sådan en overbevisende debut bliver skolesystemet også relativt ligegyldigt. Hende kommer vi til at se meget mere til.

Juan Cano er en andalusisk sigøjner, som casterne fandt i en lejr. Begges uskolede baggrund giver filmen en vibrerende nerve, som løfter den unge kærlighed i mørkets omfavnelse.

Grænseoverskridende poesi?
Léa Mysius debuterer her stærkt som spillefilmsinstruktør. Hun har selv været med til at skrive filmen, som er skudt på 35 mm, hvilket giver et helt særligt og skønt gensyn med fortidens filmæstetik. Farverne får en komplet tyngde, og de hvilende store kameraindstillinger giver øjet plads til fordybelse i de livlige billeder. Léa er heller ikke bange af sig. Hendes naturlige tilgang til krop og sex kan både resultere i popcorn galt i halsen og sætte etiske tanker i gang, men vigtigst af alt kan mesterværket frigøre seeren fra de vante kropsfremstillinger, som man ellers ser på film. Jeg glæder mig til at se, hvad denne instruktør kommer med i fremtiden.

’Ava’ er en dragende fortælling, som ubemærket kravler ind under huden på dig, imens du trygt sidder i mørket, men når du kommer ud i lyset igen, vil filmen med garanti opsøge dig, når du mindst venter det. Det er ungdommens skønhed, naturens kræfter og de fri sjæle, som hyldes med en fantastisk troskyldig tilgang. Det er coming-of-age for de voksne, når det er allerbedst, for nogle gange skal det smukke foran os ikke blot ses men mærkes.