Det lille, men meget ihærdige, selskab Scandinavian Culture Filmdistribution, har endnu engang hentet en fremragende film fra Sverige til Danmark som man virkelig ikke skal lade sig gå glip af. For et par år siden fik vi den fabelagtige Man tænker sit og i år får vi Avalon, Axel Peterséns prisvindende instruktørdebut.

Debutfilm har ofte den force at være født af en idé, en historie som har summet længe hos instruktøren og som er så ægte og så uforfalsket at den ikke bare kommer op på lærredet som en frisk, men også meningsfuld filmoplevelse man tager med sig.

Det gælder i høj grad for Avalon, som er inspireret af 80’er hittet af samme navn med Bryan Ferry og Roxy Music og ikke mindst følgende linjer: ”Now the party’s over I’m so tired”.

Firserne er ovre, men ikke alle har lagt firserne bag sig. Janne og hans ven Klas var konger i yuppiefirserne med store armbevægelser, egen natklub, drinks og hvide baner i en lind strøm – livet i overhalingsbanen: det fede liv. Det nemme liv. Et liv hvor man ikke står til regnskab. Siden har der været nogle setbacks, men nu er de i færd med at genskabe endnu en natklub for jetsettet i Båstad, med VIP lounges og sponsorbarer i en ånd af at det søde årti aldrig sluttede. Men der er problemer med financieringen og det virker som om pusten er gået ud af Janne (Johannes Brost), som mere flyder med storesøster Jackie og Klas’ ambitioner end tager føringen. Janne er på en gang summen og resterne af 80’erne med sit hærgede ansigt og nonchalante fremtoning. Da der sker en fatal ulykke som følge af en grotesk skødesløshed, krakelerer facaden og en komplet mangel på moral og ansvarsfølelse toner frem som, måske, den sande arv fra 80’erne.

Axel Petersén skaber billeder som taler, som fortæller historier ikke mindst via de mange nærbilleder af de meget velcastede skuespillere: Johannes Brosts historietunge ansigt, Peter Carlbergs småbuttede levemand og Leonore Ekstads over make-up’pede furede jetset ansigt. Men også skærsommernatsstemningen – natten der aldrig ender – naturen, lyset og vandet fører os ind i en virkelighed med et drømmeagtig skær, der kraftigt modstilles og modsiges af dunkende disco, stive drinks og ildevarslende møder i tomme rum.

Som med alle kunstfilm er Avalon en film der primært skal opleves, men den har en force med sit tilgængelige plot og en stemning som summer lige så længe hos publikum, som den oprindelige idé må have gjort hos instruktøren.