Frisk, fræk og med et glimt i øjet er det svært ikke at blive forført af denne næsten toptunede bilballet, der lige mangler den sidste topfart for at nå helt i mål.

Det er ikke en helt almindelig bilfilm. Men på den side har man sjældent forbundet ordet ”almindelig” med en Edgar Wright film. Han har altid sin egen version af hvordan en genre skal se ud, når han sidder i instruktørstolen. Det her er ikke en dieselbil i tomgang, det er en cool, hurtig og elegant racer, der efterlader andre bilfilm tilbage i støvet.

Baby (Ansel Elgort) er en flugtbilist af den ypperste karat. Han skylder penge til det kriminelle geni, Doc (Kevin Spacey), som derfor tvinger Baby til at være chauffør på diverse kup han arrangerer, som aldrig er med det eksakt samme hold to gange. Blandt de farverige røvere er parret Buddy (Jon Hamm) og Darling (Eliza Gonzales), samt den dybt psykopatiske Bats (Jamie Foxx). Når Baby ikke fræser Atlantas gader tynde på flugt fra politiet, passer han sin ældre døve plejefar og forelsker sig i den bedårende servitrice fra hans foretrukne diner, Deborah (Lily James).

Speederen i bund
Når filmen er god, så går den i bund på alle cylindere. Actionen bliver leveret overbevisende, som filmen skrider frem får det også en emotionel pondus, hvor det i starten mere virker som blær. Og blæret ser det ud, når Baby slynger bilen gennem snævre sidegader få millimeter fra at hamre ind i andre biler. Det er sublim koreografi og når det i flere omgange sker i perfekt synk med musikken, så er det lidt som at se en musical og alligevel ikke. Baby lider af tinnitus, så for at overdøve den konstante hyletone hører han hele tiden musik og det er så ham, der så at sige leverer soundtracket til filmen. Og det bliver til tider lidt for meget af det gode. Hvor fedt det end er at se kuglerne flyve afsted til tonerne af ’Tequila’, så bliver det også lidt langtrukkent og repetitivt som tiden går.

Hurtige replikker
Humoren har altid været et bærende element i Wrights film og det er den også her. De rappe replikker rammer oftest plet. Især Kevin Spacey leverer sine med stor gusto og uden at det bliver karikeret. Absurde situationer er der også så rigeligt af. Nogle bedre end andre. En snak om hvordan et enkelt bogstav i en tatovering kan have betydning for ens jobmuligheder er klassisk Wright.

Til gengæld halter det lidt i de stille øjeblikke. Romancen mellem Baby og Deborah er lidt kedelig, mest af alt fordi at Deborah karakteren ikke er voldsomt interessant. Man får ikke rigtig noget at vide om hende og hun fungerer mest som romantisk interesse for Baby og som ”dame i nød”. Hvilket er ekstra frustrerende når man ved, at Lily James kan meget mere end det som rollen her tilbyder hende. Kemien er der nemlig med Anson Elgort. Karakteren Deborah bliver bare ikke spændende.

’Baby Driver’ er en voldsomt charmerende film, der bliver hæmmet af et par vejbump hist og her. Men det til trods formår den alligevel at holde en god fart fra en eminent og hæsblæsende start, der giver baghjul til samtlige hurtige bilfilm på denne side af årtusindskiftet.

https://www.youtube.com/watch?v=4eH7e0MS75k