Af Dorte Winkler
Sensommerens bud på en romantisk komedie har den evigt populære Jennifer Aniston som den kvindelige halvdel af det par som skal finde hinanden henover filmens 102 minutter. Aniston spiller Kassie, en kvinde i sin frugtbarheds sensommer, som beslutter sig for at blive gravid ved hjælp af en donor. Hendes bedste ven, Wally, spillet af Jason Bateman (Up In the Air, Juno), er lidt af en neurotisk hængemule, som er pænt skuffet over ikke at være blevet spurgt om han vil være far til barnet. Wally er, selvfølgelig, hemmeligt forelsket i Kassie, men vil ikke indrømme det over for sig selv. Da Kassie holder inseminationsfest – noget der nok kun kan foregå i New York – kommer den stangvisne Wally til at hælde donoren Rolands (Patrick Wilson) sæd i vasken og kan ikke komme i tanke om andet at fylde bægret op igen – med sin egen sæd selvfølgelig… og så går filmen ellers sin slagne gang uden de store overraskelser.
Både Kassie og Wally har hver deres halvskøre side-kick, der skal stå for en del af filmens komedie. I Kassies tilfælde er det veninden Debbie, spillet lettere overdrevet af Juliette Lewis, og i Wallys er det Leonard, en skødesløs charmør spillet af Jeff Goldblum, en rolle som han ramte perfekt allerede i Lawrence Kasdans klassiker i The Big Chill (1983), og som vel kan betegnes som hans varemærke. Af alle de involverede er Goldblum klart den sjoveste, især replikmæssigt, men det er ikke meget vi ser til ham og det er ikke meget han har at spille op imod.
Det er filmens første halvdel der er den mest morsomme – her er nogle gode scener med især Goldblum, men også en god og interessant personkarakteristik af hovedparret. Tilsammen er Aniston og Bateman et nydeligt og likeable par og portrætterer hver for sig fint den del af den voksne generation der ikke hoppede på familietoget sammen med alle de andre og som føler at de er sakket agterud i en verden de ikke er helt trygge ved. Men når først ”the switch” har fundet sted bliver filmen forudsigelig på den kedelige måde, hvor man bare venter på at lyset skal gå op for alle så det hele kan falde på plads og give en happy ending. Det er klart en manuskriptfejl at man ikke har kunnet gøre denne del af historien mere interessant og morsom. Lyspunktet i filmens anden del er Thomas Robinson, som spiller sønnen Sebastian – han må tage prisen som en af de mest alvorlige og verdensbekymrede børn på det hvide lærred i lang tid. Han gør det rigtig godt og er en hel god grund til at se filmen.
Filmen har nogle alvorlige undertoner, ikke mindst i den plagede Wally, hvis problemer aldrig fremstår som særlig morsomme (som fx Woody Allens neurotiske karakterer), men nærmere som reelle problemer som kan gøre en hel trist på hans vegne. Det hænger ikke fornuftigt sammen med ønsket om at lave en romantisk komedie med så plat en tagline som ”Hun så det ikke komme”.
