Manusforfatter/Instruktør Damien Chazelle formår med ’Babylon’ at skabe et tilbageblik på Hollywood i 1920’erne og 30’erne der hylder filmmediet uden at se bort fra filmindustriens daværende problemer.

Damien Chazelle slår meget hurtigt fast at Hollywoods inderkreds i 1920’erne er det rene ragnarok der oser af storslået elegance og kvalmende vulgaritet.

Med eminent koordineret kameraarbejde og koreografi, samt sublimt kulisse- og kostumearbejde ser vi i ’Babylon’ hvordan sexgale kæmpefester fyldt med sprut og narkotika, er en del af stjernernes hverdag. Det samme er kaotiske optagelsesdage hvor adskillige filmoptagelser lige op ad hinanden overdøver naboen med hæsblæsende skænderier, livsfarlige stunts og skøre ulykker.

Der lægges ikke skjul på hvor usundt, destruktivt og perverst miljøet er på det tidspunkt. Kritikken lander med kompromisløs ærlighed og skarp humor. Samtidigt holder Chazelle fast på kærligheden som mange af filmens karakterer deler for film. Der demonstreres smukt hvordan slutproduktet af deres arbejde tryllebinder dem og deres publikum.

De tidlige scener, spækket med indhold, sætter stemningen for hvad ’Babylon’ er. Nemlig et kolossalt værk, fyldt til randen med excentriske karakterer og vilde fortællinger i kæmpe kulisser. Chazelle vil dog så meget at ikke engang filmens tre timers spilletid er nok til at realisere fortællingen perfekt.

”Everything is about to change”

Sådan siger filmens egentlige hovedperson Manuel (Diego Calva), eller Manny som han hellere vil kaldes, efter at han har set verdens første talefilm. En sekvens der fastslår en af filmens bærende tematikker: forandring.

Sidst i 1920’erne og op gennem 1930’erne er Hollywood i stor forandring. Til dels med henblik på moralske og sociale normer, men især da lyd og tale på film vender op og ned på alt i filmindustrien.

Netop disse forandringer er præmissen for udviklingen som filmens varierede karakterer hver især gennemgår, og de spørgsmål som fortællingen rejser. Bør karaktererne forandre sig når alt omkring dem forandres? Og er de overhovedet i stand til forandring?

Stort set alle dele af periodens Hollywood er repræsenteret blandt ’Babylon’s karakterer, og forandringerne påvirker dem forskelligt.

Skøre instruktører, skruppelløse producenter, håbefulde mellemtekstforfattere, ludfattige statister, tumpede narkopushere, arrogante lydmænd, alkoholiske skuespillere, brutale gangsters og alt imellem må hver især tilpasse sig individuelt. De tre bærende roller er dog Manuel, Jack (Brad Pitt) og Nellie (Margot Robbie).

Manuel er en alt-mulig-mand fra ydmyge kår, der i forbindelse med transitionen til talefilm har en ambition om at få kreativ indflydelse på produktionerne. Med dramatisk rækkevidde indkapsler Calva overbevisende den charme, kreativitet og gåpåmod som Manuel udstråler i sin jagt på den amerikanske drøm.

Jack er Hollywoods største stumfilmsstjerne som kvinder i alle aldre falder pladask for. Pitt finder på raffineret vis en fin balance mellem hans arrogante hensynsløshed og hans mere sympatiske, sårbare side.

Nellie er den nye stumfilmsstjerne, med en tumult baggrund, der snor mænd om sin lillefinger med sin rå seksualitet. Robbie bruger alle facetter af følelsesregistret til at gøre rollen til en af sin karrieres mest helstøbte.

Alle tre karakterer gør, på godt og ondt, tingene på deres egen måde, men har en helt oprigtig kærlighed og passion for film. Overgangen fra stumfilm til talefilm stiller nye krav til dem, kunstnerisk såvel som personligt, og spørgsmålet er om der er plads til dem og deres ambitioner i den nye Hollywood-æra.

Kaotisk passionsprojekt

Chazelle vil hele tiden have mere, og filmen vokser sig derfor løbende større og mere kaotisk både i forhold til fortælling og præsentation.

Med henblik på præsentation slipper instruktøren fra det. Jeg bliver aldrig træt af hvordan han elegant skruer op og ned for intensitetsniveauet efter behag, gennem dynamisk kameraføring og belysning i de fantastisk opførte kulisser. Alt sammen suppleret af Justin Hurwitz’ fænomenale musikalske score.

Fortællingen får til gengæld nogle problemer i kaosset. De mange karakterer har et hav af små fortællinger imellem hinanden, der udgør den samlede historie.

Chazelle formår ikke realisere alle aspekter af historien lige godt. Nogle gange bliver løsningerne lidt for hurtige og nemme, hvilket virker utroværdigt. Ligeledes resulterer det i at flere af de mindre karakterer ikke er optimalt realiseret.

Karakterer som Lady Fay Zhu (Li Jun Li), som ellers er interessant, føles lidt underudviklet. Andre mindre karakterer træffer valg som går på kompromis med deres karakter, for at fremtvinge at en brik falder på plads i det større puslespil som er den samlede fortælling.

På trods af at kaosset til tider tager en anelse overhånd og skader plottets fokus og troværdighed, så er fortællingen stadig ført an af stærke karakterer og bundet op på rige tematikker.

Endnu vigtigere er ’Babylon’ en stilistisk tour de force, hvor skabernes stærke kærlighed for film udtrykkes i hver eneste sprudlende indstilling, i hver eneste vidunderligt bombastiske scene.