Bachelorette er en film, der lægger sig i kølvandet på Kristen Wiigs Bridesmaids fra 2011. En komedie, der både vil være sjov, men samtidig sige noget seriøst om den moderne kvinde. Om forsøget på at balancere mellem det humoristiske og alvorlige helt lykkes, kan så diskuteres.

De tre high school-veninder Regan (Kirsten Dunst), Gena (Lizzy Caplan) og Katie (Isla Fisher) skal være brudepiger ved deres fælles venindes bryllup. Til Regans store overraskelse og misundelse vinder den tykke og kiksede Becky (Rebel Wilson) kapløbet om at blive gift først – og det oveni købet med Mr. Perfect. Regan formår dog at udfylde rollen som den gode veninde og pligtopfyldende maid of honor, selvom de andre veninder ikke gør det nemt for hende – i rollerne som hhv. den dumme blondine (der i Isla Fishers version er rødhåret) og den kyniske rock-chick-fuck-up kommer de konstant til at stikke en kæp i hjulet på begivenhedernes gang. De er grænseoverskridende på alle måder, og da bruden går i seng, stopper festen ikke, og den uansvarlige opførsel resulterer i brudekjolens endeligt. Resten af filmen drejer sig om at reparere den iturevne kjole. Denne mission bringer de tre brudepiger ud på en række natlige strabadser, der gennemsyres af uheld og manglende dømmekraft pga. deres mildest talt u-ædruelige tilstand. Nu er spørgsmålet blot, om de kan nå at redde Beckys kjole og dermed hendes bryllup?

Bachelorette vil, ved hjælp af humor og selvironi, gerne give et billede af, hvad det vil sige at være kvinde i dag.  Det er også instruktør og forfatter Leslye Headlands udtalte intention. For at tilskueren skal få forståelse for den snerpede, og til tider usympatiske, Regan, afsløres det f.eks., at hun har lidt af bulimi i sin kamp for at være den perfekte kvinde. Filmen forsøger desuden lidt ligesom i Sex and the City at rykke ved normerne ved at lade kvinder snakke lystigt og bramfrit om sex. Hatten af for intentionen, som desværre mislykkes. Hvor f.eks. Bridesmaids tegner mere nuancerede kvindeportrætter, står der i Bachelorette tre kvindetype-karikaturer tilbage. Det bliver temmelig uinteressant, at kvinderne faktisk har virkelige problemer, når det antydes, at de for at løse dem og blive lykkelige blot må finde en mand, der kan hjælpe dem med at acceptere sig selv. Det kan de åbenbart ikke klare selv. Det ellers velmente forsøg på at tillægge de kvindelige komediefigurer dybde fejler, og karaktererne bliver forudsigelige og karikerede. Når Regan som den stramtandede, succesrige kvinde nødvendigvis må blive jaloux på sin gode veninde og ikke bare kan glæde sig på hendes vegne, insisterer filmen indirekte på at understøtte den fortærskede myte om, at kvinde er kvinde værst. Regans jalousi over Beckys bryllup giver kun mening i en verden, hvor kvinder ikke kan unde hinanden noget.

Når det er sagt, har filmen også morsomme øjeblikke i de skæve scener, hvor skuespillerne får lov at give den gas. Når en snotforelsket computernørd synger inderlig serenade for at få Katie til at vågne af sin brandert, må man overgive sig og grine. Latteren forstummer dog hurtigt, når filmen igen løber ind i de førnævnte problemer. Branderten viser sig nemlig at være et mislykket selvmordsforsøg, hvilket er så overfladisk behandlet, at det hele bliver en smule upassende. Skuespillerne gør dog hvad de kan, med den smule spillerum de har. Kirsten Dunst er sjov, når hun et par timer før brylluppet går i manisk bitch-gear i sit forsøg på at lade som om, at alt er, som det skal være. Også flere af de mandlige biroller får lov at udleve deres komiske talent. Specielt Adam Scott (kendt fra tv-serien Parks and Recreation) formår at ramme en fin balance mellem det inderlige og det morsomme, som det kræves i en vellykket romantisk komedie. Han spiller med en ironisk distance til hele det romantiske set-up, og det er da også forholdet mellem hans karakter, Clyde, og Gena, der viser sig at være filmens mest interessante relation. De er det par, man håber får hinanden til sidst.

Alt i alt er filmen ikke vellykket. Den vil sige for meget om kvinder i dag til at være en klassisk chick flick, men den er samtidig for overfladisk til at blive mere. På denne måde bliver den lidt ligegyldig, og det er næsten det værste, en film kan være. Underholdende? Ja, måske til tider, men Bachelorette har simpelthen for travlt i forhold til, at der faktisk ikke sker så meget andet end, at de skal fikse en kjole. Filmen prøver at være sjov, men det er bare ikke så sjovt, når man ikke tror på karaktererne. Det er en komedie, hvor man lidt for tit glemmer at grine, fordi man har en anelse for travlt med at forudsige plottet.