Sam Taylor-Johnson forsøger sig med en musikalsk biopic af den britiske sangerinde Amy Winehouse, som i 2011, i en alder af 27-år, blev fundet død af alkoholforgiftning i sit hjem.  

I løbet af de seneste år har musikalske biopics for alvor indtaget filmscenen. Vi fik Freddy Mercury i ‘Bohemian Rhapsody’ (2018), Elton John i ‘Rocketman’ (2019), Elvis i ‘Elvis’ (2022) og på nuværende tidspunkt vises Bob Marleys historie i de danske biografer under titlen ‘Bob Marley: One Love’ (2024). Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Amy Winehouse nu også får en biografisk film med ‘Back To Black’. 

Et ikon med dæmoner

Amy Winehouse var 00’ernes powerkvinde. Et vaskeægte stilikon og en rendyrket original. Hun vandt 5 Emmyer med sit album ‘Back To Black’, solgte over 16 millioner kopier og var nr. 1 på samtlige hitlister i hele verden. Med sin melankolske og soulinspirerede popstemme samt en autenticitet, der sparker røv, satte hun sig fast i folkets hjerter. Men Amy Winehouse bar også på dæmoner, som i sidste ende kostede hende livet. 

‘Back To Black’ er skabt af Sam Taylor-Johnson, hvis ønske er at fortælle Amys historie fra Amys perspektiv. Med stor bevidsthed har hun brugt Amys musik og sangtekster for at få Amys egen sandhed ud på det store lærred. Alligevel har instruktøren været på noget af en opgave, for det at skabe den helt rigtige balance mellem Amys storhed og forfald er ikke ligetil. 

Fans som den uundgåelige udfordring 

Efter udgivelsen af ‘Back To Black’-traileren har instruktør Sam Taylor-Johnson allerede fået massiv kritik på sociale medier. Især af Amy Winehouses fans. En kritik af filmens trailer bunder i frygten for, at filmen reducerer hendes livshistorie til en omsværmelse af alkoholisme, narkoafhængighed og selvdestruktiv adfærd. For det er netop dét billede, som tabloid-pressen har skabt både inden og efter hendes død. Det skaber en frygt for, at filmens omdrejningspunkt er den stereotype fortælling om den kendte og selvskadende kvinde, der ikke kan modstå livets fristelser eller tage vare på sig selv. Men Amy var langt mere end en tabt sjæl. Hun var humoristisk, rå og passioneret. Det er bare sjældent den version, vi får fortalt.  

Hvilket billede giver ‘Back To Black’ så af Amy Winehouse? Jeg føler på intet tidspunkt, at Amy bliver udstillet eller latterliggjort. Jeg har sympati med hende, for filmen viser, at hun ønsker et mere traditionelt liv end det selvskadende liv, som hun lever. Jeg sidder heller ikke med en følelse af, at hun reduceres til at være selvdestruktiv og ulykkelig. I stedet fremstilles hun som en stærk og selvsikker kvinde, som banede vejen for britiske sangerinder. 

Amy Winehouse var sin egen og hendes image kunne et pladeselskab ikke ændre på. Hun havde to modstridende sider. Den ene var den rå attitude med sort eyeliner og den anden var blød med vintage stil og rød læbestift. Alligevel ville hun mere end at synge. Hun ville elskes, ikke for sin musik, men for den hun var. Alt det formår instruktør Taylor-Johnson og skuespiller Marisa Abela at fange. ‘Back to Black’ rammer på den måde den nødvendige balance mellem Amys storslåethed og de dæmoner, hun rummede. 

Mange fans har endnu et kritikpunkt, der bunder i valget af skuespillerinde. En kritik som i den grad er unfair og uargumenteret. For en dedikeret fan vil ingen skuespiller nogensinde være i stand til at portrættere Amy fyldestgørende nok. Marisa Abela formår at personificere Amy på en fantastisk måde, og hun fanger meget af sangerindens splittede person. Det er tydeligt, at Abela har gjort sit forarbejde, og hun lykkedes med at ramme Amys talemåde, bevægelser og vildskab på en ganske autentisk måde. 

Inden Amy-fans springer op af stolen, må de se filmen som helhed – for jeg tror, at mange bliver positivt overrasket. Jeg er helt med på, at biopics skal produceres med respekt, men realiteten er, at Amys historie ikke kan fortælles uden hendes dæmoner. Amy var narkoman, alkoholiker, bulimiker og dybt afhængig af tryghed og kærlighed. Det kan sagtens fortælles med respekt, sympati og omsorg, alt imens man viser hende, som den poplegende hun er – og det lykkedes ganske fint i dette værk. 

En film om en kvinde er (stadig) en film om en mand

‘Back to Black’ er en traditionel musikalsk biopic fyldt med klassiske biopic-troper: ensomhed, misbrug og konsekvenserne af det vilde musikerliv. Alligevel kredser fortællingen i højeste grad om Amys kærlighedsliv. Kender man en smule til Amy Winehouse, ved man, at det prisvindende album ‘Back To Black’ udspringer af hendes turbulente forhold med kæresten Blake. Derfor træder det også tydeligt igennem, at målet er at skabe en biografisk film ud fra Amys musik. Det forårsager dog en noget kedelig fortælling, omsværmet af drama og interne konflikter mellem kæresteparret. Er det dårligt? Nej. Men det er heller ikke noget nyt eller revolutionerende, det er bare et kærlighedsdrama. Og hvorfor skal en kvindes fortælling endnu engang fortælles ud fra en mand? Vi er i 2024!

Når tempoet skader intimiteten 

En anden del af min kritik af filmen handler om en tendens, som samtlige musik-biopics lider under: fortællingens tempo er for hurtigt. Nærmest 20 minutter inde i filmen er Amy allerede verdenskendt, måske ikke på sit højeste, men næsten. Det er nærmest blevet præmissen for biopics om musikere, at kunstneres liv skal aftegnes så hurtigt som muligt. På mange måder er det forståeligt, at man gerne vil have alt med. Det mister bare noget af dybden, intimiteten og autenticiteten. Amy Winehouse var en kæmpe personlighed, og det formår filmen ikke at illustrere godt nok, på trods af at Marisa Abela gør et fantastisk arbejde. Jovist vi mærker hende, vi ser hende, vi følger hende – men det går for stærkt. 

‘Back To Black’ lykkedes med at skabe en respektfuld fortælling, hvor hovedfokuset ikke ender med en fortabt kvinde, der ikke kan træffe de rigtige valg. Alligevel lider den under nogle klassiske biopic-træk, som tenderer mod en småkedelig fortælling. ‘Back To Black’ er en god film, men mine hænder er ikke helt oppe i vejret.