Lyden af neonlys sitrer stille over dig og du ankommer et sted, som både er familiært, og samtidigt dybt fremmed. Hvem er du?

En præst, en sangerinde og støvsugersælger går ind på et hotel… Hotellet ligger præcist på grænsen mellem Californien og Nevada, i 1960’ernes splittede USA. En paranoid stemning bliver med det samme pisket op, og spænding holder ved gennem en skæbnesvanger nat. Hold fast på hat og briller når mysterierne bag hver karakter skal afdækkes.

Solide præstationer af eklektiske karakterer
Filmen lægger med det samme vægten på det stjernespækkede tableau af karakterer. Der er i alt syv forskellige karakterer som deler historiens tråde, men to af dem bærer filmen bedst.

Hollywood-veteran Jeff Bridges spiller overbevisende godt som præsten Fader Flynn, der kæmper med sin egen hukommelse. Over for ham møder vi søde Darlene Sweet, spillet af nytilkomne Cynthia Erivo. Frøken Sweet er en sangerinde, der er løbet tør for held og penge, men hendes stemme og personlighed er ustandselig. Hendes portrættering i filmen alene er nok til at sidde klistret til skærmen.

Men skuespillernes præstation er jo kun muliggjort af et solidt manuskript, og hvis der er noget instruktør Drew Goddard kan, så er det netop at skrive et twist af en historie. Goddard har blandt andet har skrevet sci-fi komedien ’The Martian’, men han startede sin instruktørrolle med kult-filmen ’Cabin in the Woods’. Gennemtrængende for disse film er den humoristiske tone. Jeg tror dog ikke, at Chris Hemsworths forvirrede Texas-australske accent var ment som grinagtig. Hans portræt af en flower-power era hippie kult leder ligger på grænsen mellem lidt for meget og lige nok. Det er egentligt meget synonymt med det stiliserede univers filmen foregår i.

En visuel wow-oplevelse
’Bad Times at El Royale’ vinder mig også kraftigt med sine stærke farver og visuelt flotte opsætning. Hotellet er en karakter der skal udforskes i sig selv, men Goddard gør et godt job med at holde det relevant for resten af historien. For det meste. Man kan godt føle at nogle af eksponeringselementerne måske var ment til mere.

Man kan godt føle at nogle af eksponeringselementerne måske var ment til mere

Efter et fængende anslag, tager det lidt tid for selve historien at komme i omdrejning. Men det er mysterium som kun trapper op igennem filmen, og der var mange gange, at jeg nåede at tænke, at jeg vidste hvad der ville ske, inden filmen formåede at overraske mig igen. Den stille opstart giver blot plads til en grande finale. Der er nogle ting som forbliver ubesvarede, men selve rejsen var en nydelse.

 

 

Photo: Nordisk Film Distribution