Krig er ”posh cunts telling thick cunts to kill poor cunts”, udtaler en af filmens karakterer og dette opsummerer pænt filmens syn på verden. Vi står tilbage med en meget ærlig krigsfilm, der bliver hos publikum længe efter, man har forladt biografen.

Lyden af boksning åbner filmen, og vi møder hovedpersonen, den britiske soldat Hook, spillet af Jack O’Connell, i en hårdhændet, men fair, kamp. Slagene bliver til trommer, der simpelt akkompagnerer delingen, der træner til at blive udsendt. Året er 1971, og delingen bliver pludseligt sendt af sted til Belfast i stedet for Vesttyskland.

Protestanter og katolikker
Historien udfolder sig i Belfast i Nordirland, der i 1971 var slagmark for nogle af de blodigste optøjer i kampen for selvstændighed. Der var et meget skarpt skel mellem de protestantiske loyalister og de katolske nationalister. Filmens handling er ren fiktion, men den meget ærlige behandling af den faktiske krise giver filmen en tyngde og en alvor.

Midt i denne sprængfarlige by ender Hook alene, da han bliver efterladt af sin deling under et sammenstød med nationalister. Nu skal han så finde vej tilbage til basen, men gaderne er minefelter, og befolkningen er utilregnelig. Hvem kan man stole på? Spørgsmålet kommer til at gennemsyre filmen – mistilliden og usikkerheden holder Hook og publikum i et stramt greb.

Cook/Hook
Enhver, der har set Jack O’Connell før, ved, at han kan spille på intensiteten. Især sidste års fantastiske ’Starred Up’ (der ikke har fået dansk premiere) lod ham spille på alle tangenter; utilregnelig, usikker, såret og uovervindelig. Selv med hans karakter Cook i den britiske ungdomsserie ’Skins’ var det klart, at han kunne noget, de andre unge skuespillere ikke kunne.

Men ’Bag fjendens linjer’ giver ham en helt anden rolle at spille. Den voldelige utilregnelighed og hurtigtalende flabethed, som han normalt påtager sig, er væk. Soldaten Hook er skrækslagen, stille og usikker. O’Connells karakter har næsten ingen replikker, men filmen følger ham, studerer ham og reagerer med ham.

Da Hook først bliver separeret fra sin deling, bliver han jagtet af to voldelige IRA-mænd. Kameraet følger Hook på den hektiske flugt gennem smalle stræder og ruiner. Kameraet påtager sig Hooks sindstilstand og får publikum til at føle, hvor rædselsslagen han er. Dette sker flere gange i løbet af filmen og lader publikum træde ind i karakteren på en smuk og skræmmende måde.

Hvem er fjenden?
Var historien blot så enkel, at Hook bare skulle finde vej til sikkerhed, men dette er en verden af gråzoner og fjenden er ikke én, men mange. Hook bliver jaget vildt og flere grupper har interesse i at finde ham.

Filmen giver ingen svar, den lader publikum føle krigens turmult, usikkerhed og ondskab, men efterlader os uden rigtig og forkert, uden godt og ondt. Hvad er den enkelte soldat værd i det store perspektiv? Og hvad er den enkelte person villig til at opgive eller gøre i krigens ærinde?