En meget sympatisk historie mangler både humoren og den musikalske identitet fra konkurrenterne for virkelig at blive en mindeværdig familiefilm.
’Ballerina’ handler om at følge sine drømme. Det gør Félicie og Victor, der stikker af fra et børnehjem, for at opnå lykke i Paris. Victor vil gerne være storopfinder, mens Félicie vil være ballerina ved Operaen. Félicie lærer dog hurtigt, at man ikke bare kan drømme sig frem til at blive en formidabel danser. Derfor træner hun hver dag med den lokale rengøringskone Odette og stjæler rivalen Camillas identitet, for at blive accepteret i balletverdenen.
Toilethumor og distraherende popmusik
’Ballerina’ er først og fremmest et animeret eventyr med sang, skrål, og et tidløst budskab. Når den fokuserer på disse styrker, er den franske animationsfilm ganske vellykket. Når den forsøger at fange børns opmærksomhed gennem humor og musik, er den på grænsen til det katastrofale.
’Ballerina’ er ganske enkelt ikke særlig sjov. Humoren består for det meste af slapstick, som er for pænt animerede til at være morsomt, og one-liners, der er for den laveste fællesnævner. Man ved noget er galt, når filmen beslutter sig for at stoppe op, bare for at vi kan høre pruttelyde og karakterer sige ”jeg har tisset i bukserne”. Udover den snobbede Rudolf, der er så fjong, at han har lært en speciel kampteknik overfor tiggere, har filmen desværre intet sjovt at byde på. Når konkurrenterne Disney, Pixar og Dreamworks igen og igen viser, at man sagtens kan underholde børn og voksne med god dialog og komisk animation, bliver ’Ballerina’ rimelig kedelig til sammenligning.
Derudover har filmen en identitetskrise med sin musik. Når ’Ballerina’ bruger sit originale soundtrack, bliver den faktisk både elegant og stemningsfuldt. Desværre vælger filmen ofte at erstatte soundtracket med irriterende Carly Rae Jepsen sange, som tydeligvis aldrig var gode nok til at blive hit-singles.
Smukke drømme og vidunderlige Paris
Det er virkelig synd, at filmen ikke rammer plet med humoren og musikken, for når det kommer til selve animationen og budskabet, er ’Ballerina’ til tider ligeså farverig og elegant som konkurrenterne. Filmen har kostet 30 millioner euro, og det kan absolut ses på billedernes baggrund. Paris er fabelagtigt stor og har ikke været så flot siden Pixars ’Ratatouille’ fra 2007.
Félicies kamp for at opnå drømmen er også velfortalt og rørende. Hun har et dejligt mentor-elevforhold med Odette, og hendes læringsproces giver simple livslektioner, der rammer både børn, unge og voksne.
’Ballerina’ har absolut passion, elegance og hjerte. Hvis ballerinaeventyret bare var sjovt og mindre irriterende at høre på, kunne europæisk animation have fundet sit nye store Disney-eventyr.