Der er mange spørgsmål om hovedpersonen Barbara som ikke besvares i filmen af samme navn. Barbara er på vej til sin første arbejdsdag på en børneafdeling på hospitalet i en østtysk provinsby, med en fortid, som vi forsøgsvis prøver at stykke sammen som filmen skrider frem, men som i hvert fald ligger til grund for hendes nuværende tvangsflytning til landet efter et noget mere spændende liv i Berlin, som børnelæge på det daværende østtyske rigshospital, Charité.

I provinsbyen står en lurvet og deprimerende lejlighed til hendes rådighed, og på hospitalet mangler der moderne faciliteter. De nye kolleger er nysgerrige men reserverede, undtagen den mandlige lægekollega, André som virker forbandet rar og flink og god, men er han til at stole på? For, hvem kan Barbara stole på i dette angiverland. Selv får hun regelmæssigt besøg af Stasi der nøgternt endevender hendes lejlighed og tilkalder damen med gummihandskerne der sørger for at også Barbara bliver ”undersøgt”. Barbara er selv reserveret, hvilket ikke er så mærkeligt, men hun kommer ud af sin skal når hun står overfor de børn der indlægges og som hun nemt involverer sig i. To væsentlige patienter, en pige og en ung mand, repræsenterer to af filmens, og måske Østtysklands, temaer: indespærring og et tab af empati, og det bliver også disse to patienter der drager Barbara ud af hendes indre eksil og fremmaner et valg, der umiddelbart vil gælde for livet.

Hele filmens stil og udtryk afspejler Østtyskland som et øde, men overvåget sted, hvor selv sommeren er forblæst og uden ro og idyl.  Stemningen er presset og uforsonlig og med selv en begrænset viden om det tidligere DDR, ligger Barbara på linje med andre film der tager de menneskelige omkostninger og tilværelser bag jerntæppet op, som fx De andres liv, men også komedien Good Bye Lenin! I Barbara er vi bare på landet, ude i det åbne landskab, midt om sommeren og alligevel er klaustrofobien, som mange indbyggere i DDR nødvendigvis må have følt, til stede i hvert billedframe.

Barbara holder sine tilskuere fanget og fængslet i dette univers hele filmen igennem. De to hovedpersoner, Nina Hoss som Barbara og Ronald Zehrfeld som den mandlige læge, André forankrer filmen følelsesmæssigt og bærer tilskueren igennem den slumrende dysterhed med et vist håb, men også en stor interesse. Det er vældig godt skuespil og en god historie, skrevet af instruktøren Christian Petzold, også selvom den er lidt åbenlys på visse tidspunkter, men samlet set er Barbara en god film, et godt drama, der vil få en til at føle at man har været med i nogle andres liv.