Hvis du heller ikke kan få nok af den Oscar-vindende instruktør, så ånd lettet op. Bongs portræt af en mor er at finde i biografens mørke, hvor kærlighed og tillid bliver sat på den hårdeste prøve.

Bong Joon-ho vil fange din opmærksomhed.

Og når ’Mother’ fra 2009 åbner med titelfiguren dansende på en mark, så kan man ikke kigge væk.

Den ældre kvinde svajer i takt med sivene med bevægelser, der burde signalere livsglæde, men i stedet virker halvhjertede. Hun kaster blikket på sine hænder, inden hun kigger ind i kameraet, ud mod publikum.

Dette er en film, der er finurlig på den mest mærkværdige måde og hårdtslående på grummeste vis.

Stilheden før stormen

En unavngiven mor (Kim Hye-ja) lever en stille tilværelse med sin udviklingshæmmede søn, Yoon Do-joon (Won Bin); en genert, men stædig ung mand, der er ivrig efter at kunne klare sig uden sin mor, og som hænger ud med den mere rebelske Jin-tae (Jin Goo).

Men med en instruktør som Bong er intet, som det ser ud, og ’Mother’ er selvfølgelig ingen undtagelse.

Snart ryster et mord på en ung kvinde den lille by i dens grundvold, og ligeså øjeblikkeligt chokket er, lige så øjeblikkeligt udpeger politiet en mistænkt – ingen ringere end Yoon Do-joon.

Faktisk går de så langt som til allerede at hævde, at han er skyldig, og det er her moderkærligheden står sin ultimative prøve: for når politiet vil lukke sagen, må hun tage den i sine egne hænder og bevise, at hendes søn ikke kan gøre en flue fortræd.

Ned til mindste detalje

Thrilleren hviler på de mindste øjeblikke.

Golfkøller, der ryster bag på en vogn; moren, der skænker sønnen sin medicin, mens han står og tisser op ad en mur; et close-up af en dåse rødt pigment i kvindens skød – ’Mother’ er ikke hæsblæsende, men langsom, pinefuld og nærværende.

Bong Joon-ho er kongen af plottwists, og denne er ingen undtagelse, det er helt naturligt: men ligesom i hans seneste mesterværk ’Parasite’ sættes farten ned uden at gå på kompromis med mysterierne, der hober sig op og gør dig åndeløs som de karakterer, du følger på lærredet.

Hovedkarakteren er allerede på kanten af loven, da hun udfører akupunktur uden at have officiel tilladelse, og dette talent udnytter hun til afhøring af hendes medborgerne.

Ligesom nålen, der trænger igennem huden, bevæger kameraet sig i cirkler omkring mor og søn, deres upålidelige, turbulente og omsorgsfulde forhold, og kæmper for at se sandheden. Doon-jo ligner ikke en morder. Gør han? Og er det ikke en mors opgave, at beskytte sine børn, selv når de er ude på dybt vand?

Frihed eller sandhed?

Den mest præcise gengivelse af ‘Mother’ må være at beskrive den som en mors favntag; men blot et for tæt, stramt og tilbageholdende et af slagsen.

Moren er her lige så, hvis ikke mere, stædig som sin søn, og fremfor alt må Bongs film være et spørgsmål, der stilles både til de fiktive personer, men også til publikum: hvor langt er du villig til at gå for at beskytte dem, du elsker?

Men samtidig sniger et andet spørgsmål sig ind, et langt mere gådefuldt og grusomt et af slagsen: tror du, at du kan stole på dem, du holder af?

’Mother’ er blot ét af mange mesterværker i Bong Joon-hos filmografi. Instruktøren blander konstant genrer på kryds og tværs og finder humor i selv de mest brutale situationer.

Og ligesom moren, der danser mellem sivene, bevæger vi os uvidende og ængstelige rundt i filmens mange krogede hjørner og kan blot håbe på, at vi får svar.

Det er en del af faren ved det at leve. Men selv hvis vi ikke får svar, er der så ikke noget utrolig smukt i uvisheden?