Af Dorte Winkler

Barneys mange liv af Richard J. Lewis er en romanbaseret bittersød komedie – morsom på den måde livet kan være selv når det er værst, krydret med lidt melankoli og tristhed som kun gør filmens livs tema endnu bedre, og proppet til randen med godt skuespil og et dejligt gensyn med Dustin Hoffman.

Barneys mange liv har den engelske titel Barney’s Version, som på mange måder beskriver filmens tema bedre end den danske. Filmen handler nemlig om Barney, som i sit livs efterår – der et sted i tresserne – kigger tilbage på forskellige begivenheder som har haft stor indflydelse på hans liv, herunder tre ægteskaber og en mistanke om at han havde begået et mord!

Barney (Paul Giamatti) er ikke umiddelbart den mest sympatiske mand vi måske har mødt – udover at han konstant ryger på en gennemtygget cigar og hælder den ene whisky ned efter den anden, så er han ikke bleg for at chikanere sin ekskones nye mand i tide og utide, og han opfører sig langt fra eksemplarisk over for de ansatte i hans eget selskab Totally Unnessary Productions, som står bag en af de her sæbeoperaer der aldrig vil dø. I lyset af Barneys umiddelbart usympatiske liv er det derfor ikke helt unfair at Barney får lov at komme med sin version af de forgangne år. Barneys version er skildret i tilbageblik, og her er der ikke den store overraskelse – Barneys version er noget anderledes og mere nuanceret end det indtryk vi får af ham når filmen skildrer ham ”udefra”. Selvfølgelig er spørgsmålet om Barneys egen version er den ”ægte” – men det må vi tro på, hvis vi skal nyde filmen som den er – ellers taler vi om en helt anden slags film og den ville i så fald ikke være forløst.

Paul Giamatti er en af de amerikanske skuespillere som i årevis har været i periferien af de store roller, men som takket være Alexander Paynes independent succes Sideways (2004) har fået mulighed for endelig at få nogle hovedroller – selvfølgelig ikke som poleret Hollywood førsteelsker, men som rigtige mænd, med masser af facetter og en tyngde af rigtig menneske. Han spillede USA’s anden præsident, John Adams, i HBO serien af samme navn (2008) og er sidst set i en hovedrolle herhjemme i Cold Souls (2009). Så Giamatti fans kan roligt glæde sig over og til Barneys mange liv, hvor han er i storslået topform og giver os en karakter vi ikke glemmer.

I filmen ses også Minnie Driver i rollen som hans anden hustru. Minnie Driver har en intensitet over sig som vi allerede mærkede tilbage i Good Will Hunting (1997), og som gør at hun altid står lysende tilbage når lærredet er blevet mørkt. Det må snart være på tide at Driver selv får en hovedrolle, og ikke en hvor hun ”bare” er en interessant mands kone, men hvor hun kan få en af de her uhyggeligt få kvinderoller, som mange skuespillerinder ville give deres sidste botox indsprøjtning for at få. Der er også et fornøjeligt gensyn med Dustin Hoffman som en jævn og pensioneret jødisk politimand (dem er der ikke mange af) – en rolle Hoffman tydeligt nyder. Men også Rosamund Pike, som Barneys store kærlighed, er en sikker vinder blandt mange i øvrigt rigtig gode præstationer. Pike kan i øvrigt ses i en vigtig birolle i Det stærke køn, som kører i biograferne i øjeblikket.

Barneys mange liv er en skuespillerfilm og en nydelse fra ende til anden. Den er kort sagt en dejlig film.