Ari Asters tredje gyserflick taber desværre momentum i Beaus pilgrimsrejse, der mangler indlevelse til trods for endnu en pragtfuld Joaquin Phoenix.
Gyser-mester får ikke 3 på stribe
I 2018 bragede Ari Aster ind på gyserscenen med anmelderroste ´Hereditary´ og fulgte trop med svenske gysertraditioner i ´Midsommar´ (2019). Begge film viste en instruktør med fuld kontrol over sine fortællinger og påførte sit publikum nervepirrende gys, gru og stemninger, som i mange år har været erstattet af ubetydelige jumpscares. Efter de 2 succeshistorier havde Ari Aster vundet indpas som en af de gyserinstruktører, hvis værker man ser ekstra meget frem til. Med ´Beau is Afraid´ taber han desværre momentum, men cementerer sin position som grænsesøgende og udforsker af gysergenren.
´Beau Is Afraid´ handler om Beau, der skal til en meget vigtig begravelse. På vej ud af døren bliver hans nøgler stjålet og det starter en rejse, der byder på alt fra et skov-cirkus til en familie, der ligner portrættet af den amerikanske drøm, og ender ud i en helt igennem absurd retssal. Ja det lyder vanvittig, og det er det også!
Joaquin Phoenix spiller paranoide Beau, og som titlen antyder, er han bange. Han formår at balancere moderkomplekser og angst på en meget fin måde, hvor man hurtigt går fra at være rørt til at grine af absurditeten. Dog bliver denne angst understreget i en alt for ekstrem grad de første 45 minutter (ja første, for filmen er 3 TIMER LANG!). Indledningsvist er det underholdende, lidt uhyggeligt og neglebidende, men efter to timer bliver paranoiaen simpelthen for meget og derfor for lidt.
Mangel på virkelige konsekvenser
Specielt gennem kameraet og lyden bliver vi inviteret ind i Beaus verden. Vi ser hans tanker og lytter med hans ører. Det betyder at en markant del af handlingen, udelukkende foregår i Beaus eget “univers”. Rent teknisk er det absurd godt konstrueret, men det fjerner al form for konsekvens, troværdighed, sympati og indlevelse. Normalt er den upålidelige fortæller et spændende værktøj, som fastholder, opbygger og intensiverer filmoplevelsen for publikum. Desværre resulterer hele filmens centrum (Beau og sin paranoia) ikke i en særlig god seeroplevelse, idet vores forståelse af Beaus virkelighed er så overfortalt, samt den konsekvensløshed den medbringer.
Det skyldes at jo flere gange filmen bygger spænding på Beaus indre paranoia, ender det som regel konsekvensløst og ligegyldigt, omend disse sekvenser kan være underholdende og til dels skræmmende. Hæmskoen findes i spilletiden på tre timer, hvor denne repetition og ligegyldige paranoia ikke fører nogle vigtige steder hen, og hvor filmens tematikker om barndomstraumer falder fuldstændig til jorden.
Mor/søn forhold, krydret med paranoia
Et centralt element i den emotionelle indlevelse ligger i mor-søn-forholdet med indskudte barndomsminder og -traumer. Filmen forsøger at lave en kobling mellem paranoiaen/skizofrenien til traumer i barndommen og moderkomplekser. Koblingen mellem de to er utrolig vag – eller faktisk direkte kedelig og uinteressant. Man sidder til sidst med en følelse af ”var det bare det?” efter godt og vel to timer og 45 minutters bedrag.
Filmens helt store byrde er dens historie, der som nævnt er uforløsende og uopfindsom. Med det sagt er Ari Aster fortsat en yderst spændende og fænomenal instruktør. Der er tænkt på alt! Der er uendelig mange detaljer, bl.a. graffiti på væggene eller karakterer, der både eksisterer i den rigtige verden og i Beaus fantasi.
`Beau Is Afraid´ indeholder også en del mere CGI end Asters to tidligere film. Denne CGI bliver brugt, ekstremt kreativt til at skabe scener/billeder, hvor et kameras tilstedeværelse ville være umulig. Denne form for eksploration af filmmediet er fremragende og kan fundamentere en helt ny måde at benytte sig af CGI ift. filmfortællinger.
`Beau Is Afraid ́ kommer som helhed desværre til kort. Joaquin Phoenix er fuldstændig fremragende, men den pilgrimsrejse, han bevæger sig ud på, går ham desværre ikke i møde. Hvad der burde være en spændende dannelsesrejse (en slags hjem-ude-hjem, hvor mor er ‘hjem’) bliver i stedet en konsekvensløs ørkenvandring, hvor der er vandforsyninger cirka hvert tiende minut.
Trailer: