Avaz-brødrene slog hårdt igennem dansk film tilbage i 2017 med filmen ’Mens Vi Lever’. De fulgte op med ’Kollision’ i 2019 og er siden gået hver sin vej for at udforske egne passionsprojekter. Milad Schwartz Avaz, som normalt er brødre-trioens manusforfatter, debuterede som instruktør med tv-serien ’Alfa’ i 2020, men springer nu ud som spillefilmsinstruktør med feel-good filmen ’Bedre tider’.

Avaz-brødrene sagde fra begyndelsen på deres færd efter overtagelse af dansk filmherredømme, at de ville lægge vægt på patos og ikke skye væk fra følelserne ved at smide en selvironisk replik ind, som der ellers har været tendens til på film den seneste tid.

Dette har jeg enormt respekt for, da grin og selvironi tit bliver brugt som en ventil for følelserne, så det ikke bliver alt for hårdt. Selvom instruktør Milad Avaz kommer godt i mål med dette, minder filmen dog meget om en amerikansk produktion, hvilket efterlader den i det generiske.

Filmen handler om brødrene Karl, Lukas og Oscar (henholdsvis spillet af Sebastian Jessen, Andreas Jessen og Ari Alexander), der besøger deres far, Vagn (Lars Brygmann), hjemme i en rolige landsby, langt fra brødrenes nu travle hverdag i storbyen. De finder tilfældigvis ud af, at farens lokale bageri står overfor konkurs, og de går nu sammen om at redde familiens arv og farens eneste livsglæde efter morens død fem år tidligere.

Hjem til far

Det er nemlig sådan, at ingen af dem rigtig har set eller talt med hinanden siden morens bortgang. Hendes død lurer uforløst over forholdet mellem de fire mænd, og de skal i jagten på frelse finde hinanden. De arbejder hver især derfor på deres sorg, forholdet til hinanden og en måde at tjene penge hjem til familiens bageri.

’Bedre tider’ er både meget rørende og enormt sjov. Sammenspillet mellem de fire herrer er uanstrengt og troværdigt. Det hjælper nok at have de to Jessen-brødre til at spille overfor hinanden, imens de hives op af den exceptionelle scene-stjæler Ari Alexander. Lars Brygmann giver historien en tyngde og oprigtighed, samtidig med at han er ubevidst morsom i sin optimistiske tilgang. Hans plan for at redde bageriet indebærer den skæve idé at bage verdens største træstamme. Denne skøre træstamme-idé står fint i kontrast til filmens hårde og følsomme undertoner.

Især én søn stjæler showet

Dette er mest af alt Ari Alexanders film. Han bærer plottet fremad med sin charmerende åbenhed og gode kemi med alle. Han spiller begge Jessen-brødre godt op, udfolder sig i en sød kærligheds historie med Johanne Milland, og jagter den følsomme forbindelse til sin far.

Filmen er drysset med enormt sjove men også rørende øjeblikke, da han bliver ved med at udtrykke ”jeg elsker dig, far”, hvortil Lars Brygmanns rømmende respons ”ja” og ”mhmm” tilføjer finurlighed til en ellers følsom situation. Fordi det er faktisk ikke så nemt for mande-mænd at fortælle hinanden ”jeg elsker dig”, og det er især ikke nemt at reagere på det.

Ari Alexander er åben og ægte, og han tør at være følsom i en fortælling, der essentielt handler om fire mænd, der skal lære at tale sammen. Noget han så fint selv udpeger til Johanne Milland karakter, imens de sidder på en græsbakke og kigger udover vandet.

Dansk film på amerikansk manér

Teknisk er filmen fantastisk flot. Avaz formår at skildre Danmark både med et meget poleret bybillede og et idyllisk provinsbillede. Det hele bliver tegnet som et glansbillede. Det er tydeligt at se, at Avaz har hentet sin erfaring fra Hollywood, fordi Danmark bliver vist fra sine allerbedste sider som en hvilken som helst romantisk feel-good komedie fra USA. Den meget pæne og ordentlige afbildning af Danmark bliver i hvert fald også fremvist med et yderst fængende soundtrack fyldt med engelsk singer-songwriter indiemusik.

Når Ben Howards sjælvrangende sang ’Depth Over Distance’ kommer på, og pryder lydsiden til den sørgelige fortælling, der udfolder sig, fungerer det, og man efterlades med tårer i øjnene. Men jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med tanken; hvorfor er der ingen dansk musik i en dansk film? Den danske popstjerne Nicklas Sahl er endda med i filmen, men ikke engang hans musik er til at finde.

Det er generelt med Avaz-brødrenes projekter, at det hele virker som en amerikansk-præget afbildning af, hvordan en dansk film skal være og se ud. Det er ikke fordi, teknikken og historien ikke virker. Jeg bliver bare hele tiden gjort opmærksom på, at noget virker lidt ”lost in translation”.

Selvom filmen minder meget om alle de amerikanske produktioner, der spyttes ud, lykkedes den med både at trække på smilebåndene og væde tårekanalerne, hvilket er en flot bedrift for instruktørens spillefilmdebut.