Tim Burton hidkalder Beetlejuice efter 36 år. De velkendte skuespillere fra 1988’s ’Beetlejuice’ samles endnu engang i spøgelseshuset til ny omgang gru, hånd i hånd med nye karakterer.
Lydia Deetz (Winona Ryder) er ikke længere en deprimeret teenage-goth, der ikke bryder sig om sin stedmor. Hun er nu selv mor til teenagedatteren Astrid Deetz (Jenna Ortega). Vi begynder på samme måde, som vi gjorde i 1988 filmen: et dødsfald, der samler en splittet familie til en omgang spøg og gøgl.
Filmen er kategoriseret som en gyser-komedie, men den er ikke gyselig i den forstand, at man får jump-scares. Det hælder mere til at være en illustration af en mærkelig drøm eller hallucination, hvor man tænker: jeg tripper for vildt.
Samme forløb, ny historie
1988-filmen går hånd i hånd sammen med den nye film. Vi støder på et problem, der ikke er nemt at løse. Beetlejuice bliver nævnt som en, der kan hjælpe med problemet, men karaktererne bliver advaret om, at de skal holde sig væk fra ham. På trods af advarslen ender de alligevel med at tilkalde ham ved at sige hans navn højt tre gange, og så bryder legen løs.
Vi er i det præcis samme hus, samme venteværelse til de døde, møder de samme sandorme, og man kunne blive ved. For folk, der ikke har set 1988-filmen, er det dog stadig en film, man forstår og kan følge med i. Der kunne lige så godt ikke have været en ældre version. Men hvis man har set den ældre version, så gør alle lighederne, at man føler sig tilpas, fordi man genkender det meste.
Vi ved alle, at Beetlejuice (Michael Keaton) nok skal blive tilkaldt på en eller anden måde, men det at Lydia ser Beetlejuice tilfældigt rundt omkring, giver os et hint til, at han sidder klar til sin tilbagekomst.
I denne omgang støder vi på mere end én problematik. Vi har både et problem Astrid roder sig selv ud i, og et som Beetlejuice skal håndtere. En lille detalje fra 1988-filmen, som er blevet til en stor del af den nye, er Beetlejuices ex-kone. Hun bliver nævnt kort i slutningen af 1988-filmen, da Beetlejuice skulle finde sin ring frem. Hun bliver ordentligt præsenteret i den her film, men fylder gudskelov ikke for meget, da hun kunne have taget opmærksomheden væk fra det, der egentlig er filmens egentlige fokus: familie. Alle problemerne mødes til sidst på midten og bliver til ét stort problem, der bliver løst sammen.
Livet efter døden
En unik del af filmen er hele universet, de døde befinder sig i. Det er virkelig spændende at se alle rummene, væsenerne og generelt hele deres system og regler. Hver gang karaktererne åbner en dør, har vi ingen ide om, hvor vi bliver ført hen som det næste. Hele de dødes univers er tilfældigt, hvilket er en gennemført tilføjelse til det komiske.
Vi befinder os i en omvendt-verden. Hvor uhyggelige nogle af væsenerne end ser ud, så er de alle virkelig venlige, og man ender endda med at holde af nogle af dem. Beetlejuice er anset for at være en farlig person, som man absolut ikke skal kontakte, men er egentlig mere en trickster end en trussel, som de selv nævner i filmen. Han hjælper dem endda i flere omgange gennem filmen, hvilket man jo ikke ville forvente af en antagonist. Vi har også Wolf Jackson (Willem Dafoe), som fremstilles som lovens lange arm i de dødes univers, men han er i virkeligheden en skuespiller afgået ved døden, som spiller politi i universet. De her små twists får vores øjne til at rulle samtidig med, at vi har et smil på læben.
Dialogerne bliver rigtig sjove og spændende, når de begynder at vikle sig ud i alt rodet med de døde, hvilket viser, at et omdrejningspunkt for filmen netop er samspillet mellem de levende og de døde.
Hele samlingspunktet i begge film er familie, og hvordan man i fællesskab løser problemerne, og ender med et stærkere familiebånd end før. Alle får endelig løst deres problemer i sidste ende, de kommer ud af de dødes univers og hermed væk fra Beetlejuice. De kommer til konklusionen om, at man bare skal nyde livet og hinandens selskab som mor og datter.
Der bliver dog til sidst vist, at Lydias tanker stadig florerer omkring Beetlejuice, på trods af at de kom af med ham. Er det et hint til en Beetlejuice, Beetlejuice, Beetlejuice?