Den nye Hunger Games-prequel er både flot og fængende, men den største fornøjelse leveres af en giftdryppende grusom Viola Davis.

Sneen falder på The Capitol i den sidste scene af ’The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes’, symbolsk for det slagord hovedpersonen Coriolanus Snow (Tom Blyth) og hans familie har gentaget til hinanden igennem filmen: “Snow lands on top”. 

Da skærmen herefter bliver sort inden rulleteksterne, hører biografsalen Donald Sutherland, der spillede fremtidens Coriolanus (præsident) Snow i de oprindelige fire Hunger Games-film, sige ordene: “it’s the things we love most that destroy us”. 

Kuldegysninger.

Det her lydklip, fra en af de tidligere film, blev også brugt i traileren til ‘The Ballad of Songbirds and Snakes’, og jeg må indrømme, at jeg efter at have set den frygtede, at filmen ikke ville kunne leve op til det dramatiske løfte, traileren gav. Min frygt blev heldigvis gjort til skamme. 

Tom Blyth lands on top

‘The Ballad of Songbirds and Snakes’ foregår 10 år efter en voldsom krig har hærget i Panem, og den tidligere velhavende og indflydelsesrige Snow-familie er nu ludfattig, hvilket de omhyggeligt forsøger at skjule for omverdenen, fordi de vil fastholde muligheden for igen en dag at regere over Panem. 

Den unge Coriolanus Snow får til opgave at være mentor i det tiende Hunger Games for en pige fra distrikt 12 ved navn Lucy Gray Baird (Rachel Zegler).

Hvis han kan guide hende helskindet igennem spillene, har han chancen for at vinde en pengepræmie, som ville kunne sikre hans og hans families fremtid. 

Det er dog ikke helt ligetil. Lynhurtigt bliver Snow fanget i at skulle jonglere sin pligt over for sin sultende familie, en gryende forelskelse i Lucy Gray og en støt voksende ambition efter magt og anerkendelse, som hele tiden fodres af den skræmmende spilmester Volumnia Gaul (Viola Davis).

En af de ting jeg var bange for, da jeg så traileren til ‘The Ballad of Songbirds and Snakes’, var, om den relativt ukendte Tom Blyth ville kunne udfylde de gigantiske sko, Sutherland har efterladt sig. Og i samme mundfuld portrættere en ret kompliceret karakter, der gennemgår en omfattende indre kamp i løbet af fortællingen.

Her blev jeg positivt overrasket. Tom Blyth er supergod – en pragtpræstation af en så relativt ukendt skuespiller i en hovedrolle som virkelig kræver sin kunstner.

Mageløs malice

Generelt er filmen rig på gode skuespilpræstationer. Jason Schwartzman tilføjer tiltrængte grin som Lucky Flickerman, vejrmand og vært på dødsspillet. I øvrigt ligner han Stanley Tucci i rollen som karakterens slægtning i de oprindelige Hunger Games-film så meget, at jeg et øjeblik troede, de havde castet Tucci igen! 

Peter Dinklage spiller helt eminent og hverken Hunter Schafer (ret godt castet til at spille Snows kusine Tigris, hvis lille rolle i de gamle film bliver meget mere meningsfuld, nu hvor vi får hendes baghistorie) eller Rachel Zegler falder igennem. 

Men den store pris og ros og ærefrygt (med tryk på frygt) må gå til Viola Davis, som fuldstændig fænomenalt og uden sidestykke spiller den fascinerende og udsøgt onde Volumnia Gaul.

Hver gang hun kom på skærmen, kildede det i min mave. Hver gang hun talte, havde jeg lyst til at spise alle hendes ord. Hun gør en relativt lille skurkerolle til et monument inde for kvindelig ondskab på linje med Glen Closes Cruella Deville eller Dame Judi Dench’s Lady Macbeth.

Jeg kunne ikke få nok af hende, og var det udelukkende hendes præstation, jeg skulle give stjerner, ville jeg ikke have stjerner nok at give.

Filmatiseringens svære kunst

Der er nogle problemer med plottet i ‘The Ballad of Songbirds and Snakes.’ Det er på mange måder en film om selve dødsspillene. Filmen fortæller historien om, hvordan spillene opstod, og hvilke tanker der var med til at forme dem til det, vi ser i de oprindelige Hunger Games-film (som foregår 64 år senere).

Derfor er det en lille smule skuffende, at selve spillet kun fylder en mindre del af filmens toenhalv-timers spilletid. Noget af det, der var så effektivt ved den første Hunger Games, var netop dens skarpe form, hvor fortællingen primært foregik inde i arenaen. 

Der er også elementer af, hvordan filmen viser denne her tidlige version af spillet, som af og til falder til jorden. Symbolikker skæres ud i pap, hvor de var mere effektfulde i de oprindelige film, fordi uhyggen var mere subtil og spillede på kontraster.

Blandt andet bliver sonerne i stedet for den smukke lejlighed fra den første film her anbragt i abeburet i zoologisk have, da de ankommer til the Capitol. Jeg ved ikke, om jeg kunne have tænkt mig til en mere ubehjælpsom metafor. 

Det er dog svært at klandre filmen alt for meget for disse ting, da mange af problemerne er nogle, den har med sig fra bogen. Ikke at det er en direkte undskyldning, men her er filmatisering bare en kompliceret disciplin, denne film generelt har succes med.

‘The Ballad of Songbirds and Snakes’ er niveauer over sit bogforlæg, både når det kommer til karakterskildring og sprog. 

Den er simpelthen bedre skrevet, og den retter op på mange af de mere tåkrummende og fanfiction-agtige passager fra romanen. Ikke alt har den dog kunnet rette op på, og det holder den desværre fra at nå helt op på niveau med den første af de oprindelige film.

Den kan dog sagtens måle sig med de andre, og den er alt i alt en fornøjelse at opleve.