CPH:DOX, nu i online form, bringer os instruktøren Jannik Splidsboels berigende og stærkt sanselige beretning om den japanske pianist og performancekunstner Eriko Makimura.

”When I was younger, I identified myself as a pianist. Pianist came first, before being Eriko. But now it’s the complete opposite.”

Sådan fortæller Eriko Makimura om sig selv i begyndelsen af filmen. En beretning der kredser om, hvordan hendes kunstneriske udtryk nu afspejler, at klaverspillet er en del af hende og ikke hele hende.

Eriko begyndte at spille klaver, da hun var to år gammel og startede med at deltage i konkurrencer, da hun var fem. Hendes strengt disciplinerede liv bestod af undervisning, koncerter, masterclasses og konkurrencer. Hendes forældre forsørgede hende, så det var bare at levere resultater.

Da hun var niogtyve, elleve måneder og tre uger deltog hun i sit livs sidste konkurrence og vendte det martrende liv som professionel pianist ryggen.

På tur i Dyrehaven klædt i udklædningstøj
Kameraet følger hende tæt på en turnéfærd, som bringer hende til Danmark, Berlin, Polen og hendes fødeby Kobe i Japan. Vi er sammen med hende under forberedelserne til forestillingerne og i samtaler med samarbejdspartnere og venner, førstnævnte er også venner til hende, og det forstår man godt.

For når man er sammen med Eriko bliver verden en anden. Hendes stærke tilstedeværelse slår gnister, og det må føles som et privilegium og en berigelse at få lov til at være en del af. I hendes verden føles alt stærkere, smukkere og mere levende. Hendes smukke og store øjne suger verden omkring hende ind.

Særligt scenerne med den danske drag-performer Ramona Macho er rørende og følsomme. De bader i havet, og da Eriko bagefter kommer i kontakt med smerten fra fortiden, holder han hende fast i en trøstende omfavnelse. Vi oplever dem også lege i Dyrehaven klædt i udklædningstøj.

Vild energi og kraftfuld kreativitet
Hendes optrædener er en blanding af performance og klaverspil. Klaveret er et element i en fortælling, hun beretter, som er bygget op efter temaer, hun selv har været i berøring med.

Man frydes over de mange mystiske og dragende optagelser fra hendes optrædener verden over. I én er temaet hendes tidligere ægteskab, hvor hun blev mishandlet, en anden handler om vrede.

Her skriver publikum på små sedler, hvad vrede er for dem og putter dem ind i små transparente bolde, som Eriko så bruger i forestillingen. Hun veksler imellem hengivelse og modstand mod klaveret.

I forestillingen slår hun på tangenterne med basebolde og baseballhandske, og andre gange smelter hun nærmest sammen med dem. Det kan i og for sig lyde tungt, men det er det ikke, for hun formidler det med vild energi og kraftfuld kreativitet. Publikum er som hypnotiserede.

Det bliver ved antydningen
Under en samtale med en ven, der også er pianist, siger Eriko ”Life is more than being put into a box.” Filmen afspejler tydeligt i hvor høj grad, Eriko har brudt kassens vægge ned og nu og lever et mangefacetteret, rigt og kreativt liv.

Filmen manglede beretninger om hendes fortid. Flere konkrete eksempler på den smerte som før var hendes faste følgesvend. Det bliver ved antydningen. Man havde bedre kunnet sanse forskellen på det fortidige og det nutidige, og så ville det have været endnu mere intenst at opleve det liv, hun har i dag.

Man er som tilskuer ikke i tvivl om, hvordan det er at være Eriko. Og jeg forstår instruktøren Jannik Splidsboels fascination af hende. Næste gang hun optræder i Danmark, er jeg uden tvivl at finde blandt publikum.

Filmen er at finde i CPH:DOXs virtuelle biograf, CPH:Market, indtil den 5. april 2020.

Du kan læse flere artikler fra Nosferatu om dette års festival eller følge vores dækning af online-festivalen løbende her på sitet.