Kenneth Branaghs autofiktive fortælling om en dreng fanget i Nordirlands politiske konflikter i 1969 oser af Oscar-nomineret, højtidelig storhed, men har sine styrker i det intime og familiære.

Vi begynder med en montage af Belfast, som det ser ud i dag, fra containere i havnen til moderne arkitektur og skulpturer i fængende farver. Bag et murmaleri af irske havnearbejdere er farverne forsvundet, og vi er på en livlig gade i slutningen af 60’erne, hvor Buddy (Jude Hill) løber og leger.

Det idylliske lokalsamfund, hvor alle kender og passer på hinanden, og hvor børn kan spille bold ude på vejen, bliver afbrudt, da et organiseret optog af protestanter ankommer for at vandalisere gaden, som er hovedsageligt katolsk.

Ved hjælp af disse to sekvenser gør Branagh sin ambition og sit perspektiv klart: en bys erindringer fortalt gennem en version af hans egne, præsenteret i udsøgt sort/hvid fotografi.

Kenneths kunstneriske kneb

’Belfast’ sigter efter at være en film med stort ”F”. Hele barndomsgaden er kærligt genskabt fra murstensfacaderne til de barrikader, der bliver sat for enderne efter åbningsscenen. Den valgte sort/hvide farvepallette får slutningen af 60’erne til at føles så fjernt som anden verdenskrig.

Vigtigst af alt er billedernes opsætning. Branagh og hans fotograf Haris Zambarloukos fylder hver scene med nøje opsatte kompositioner og markante perspektivvalg. Vidvinkellinser får forgrunden til at bugne, lys og skygge sættes i flot balance, hegne og vinduer anvendes som rammer omkring karaktererne.

Farven vender ovenikøbet tilbage på lærredet, når Buddy er i biografen og ser ’Chitty Chitty Bang Bang’ eller i teateret til en juleforestilling. Et åbenlyst, men ikke desto mindre effektivt billede på hans kærlighed til kunsten.

På sine bedste tidspunkter ophøjer stilen en barns verden til noget af enorm størrelse og vigtighed – ’Citizen Kane’ i børnehøjde. Men æstetikken fylder ofte for meget og dækker over en historie, der er personlig, intim og under 100 minutter lang.

Verden ifølge Buddy

Ved at begrænse sig til Buddys perspektiv indsnævrer Branagh sine muligheder i fortællingen. Den større kontekst om ’the Troubles’ er indikeret, men aldrig ligeud sagt. Familiens pengeproblemer overhøres af drengen fra trappegangen, mens forældrene tror, han sover. ’Katolikker’ er dem, som kan skrifte og blive tilgivet, og som har de og de efternavne.

Der hvor Buddy bevæger sig længst væk fra den centrale gade er i skolen, hvor han har et uskyldigt crush på den klogeste pige i klassen, og på hospitalsbesøg hos farfaren (Ciaran Hinds), som får sine lunger undersøgt.

Filmen slår knuder på sig selv for at placere sin hovedperson de rigtige steder for at overhøre de rigtige samtaler eller se de dramatiske konflikter, der foregår uden for hans families omgangskreds.

Resultatet er, at de store temaer om forfølgelse, politivold og valget mellem at blive i et støttende, men konfliktramt lokalsamfund eller at flytte til et ukendt land, hvor arbejde og sikkerhed findes alt sammen bliver vist fra afstand, mens de små øjeblikke får lov til at brænde igennem.

Det er farfar og farmor (Judi Dench), der danser i stuen. Det er faren (Jamie Dornan), der lærer sin søn en vigtig lektie. Det er Buddy, der omfavner sin bedstefar, fordi han ikke vil flytte væk fra ham, selvom forældrene snakker om at gøre det. Sådanne kærlige momenter føles dybt sande, hvor optøjer og tv-nyheder føles opsatte.

Insisterende vigtighed

”The Irish were born to leave,” siger en familieven i et øjebliks refleksion, som er et nik mod de større bevægelser i øens komplicerede historie. ’Belfast’ vil så inderligt gerne være en stor film om netop dét, og på sådanne tidspunkter rammer den sit mål.

Men filmens insisterende vigtighed gnider mod dens egentlige kvaliteter som et stille hverdagsportræt. En mere jordnær, realistisk stil havde måske fanget følelserne på en måde, dens Oscar-søgende kunstneriske ambition ikke helt gør.

Når rulleteksterne kommer over skærmen (efter en dedikation til det irske folkeslag), føles det, som har man set første halvdel af en tre timers lang livsfortælling. En ganske god første halvdel med masser af hjerte og smukke billeder, men et ukomplet forsøg på at indfange store ting i en lidt for lille beholder.