De amerikanske Independent film, de såkaldte indiefilm, har længe været populære blandt det danske biografpublikum, som synes at være interesserede i at se nogle anderledes film fra et anderledes USA end de ofte ”larger than life” historier med deres polerede billedside, som vi primært har adgang til.
At Bellflower er en indiefilm hersker der ingen tvivl om. Evan Glodell, der har skrevet og instrueret, har lidt af en kultundergrundsfortid på internettet med nogle små videoer. I denne lavbudget spillefilmdebut spiller han endvidere hovedpersonen Woodrow, som sammen med sin bedste ven Aiden er taget til Californien, hvor de fører et rigtigt slackerliv uden arbejde og mål i tilværelsen, men med masser af fest, sprut og joints, og samtaler der mest involverer ord som dude, sweet og awsome. Woodrow og Aiden er dog stærkt optaget af et projekt der går ud på (på nærmest Jackass-agtig manér) at skabe den perfekte flammekaster, så deres imaginære bande Mother Medusa, har noget at stå i mod med når det ligeså imaginære Mad Max-inspirerede ragnarok indfinder sig. Da kærligheden rammer Woodrow i form af Millie – en vild og fri pige og ligeså inkarneret slacker – og da kærligheden igen slutter, manifesterer det drømte ragnarok sig på psykotisk vis for Woodrow.
Glodell har til dels fundet inspiration til sin film i sin egen baggrund og det kan jo være et glimrende afsæt, men i Bellflower bliver det desværre mere til en film der er tænkt og konstrueret hen over nogle personlige oplevelser som Glodell tydeligvis synes er interessante og vedkommende, men som egentlig ikke er det for beskueren. Der mangler en sund distance til emnet, og der mangler forunderligt nok også hjerte og kærlighed til karaktererne, der ikke vinder meget ved nærmere bekendtskab, men forbliver småirriterende og endimensionale filmen igennem. Glodells egen lettere hvinende stemme forekommer påtaget og bliver mest en usexet efterligning af Casey Afflecks. Samtidig hæver skuespillet sig generelt kun få gange en anelse over det amatøragtige, som desværre bliver understøttet af en temmelig indholdsløs og træls dialog. Det kan selvfølgelig også argumenteres at alt dette er en del af den ægte indiefilms low-budget vilkår, og en konkret manifestation af filmens slacker-tema, men man føler der må være en grænse.
Dermed ikke sagt at Glodell er uden talenter. Der er bestemt nogle ting i Bellflower – især da filmen går ind i et dystert og voldspræget univers for en stund – som viser at Glodell tydeligvis har nogle filmiske kvaliteter, som han bør udforske, såfremt der fortsat er folk der vil skyde penge i hans filmprojekter. Filmens åbning med korte klip fra scener i kommende kapitler skaber en appetizer effekt, der minder om Triers indledende stills i Melancholia, såvel som Triers brug af kapitler i flere af hans film. Bellflower er visuelt grumset og nusset og understøtter filmens tema. Til gengæld er en scene hos en brugtbilforhandler delvis skudt bag en beskidt forrude på en brugt bil og selvom det er opfindsomt, så er der ikke nogen pointe med det og man savner lidt det her med ”kill your darlings”.
Cinemateket glæder os jævnligt med at tage film hjem, som vi ellers ikke ville få at se og det er jo også tilfældet her. Det er ikke altid en lige stor succes eller i alle folks smag, men altid rosværdigt. Døm selv om Bellflower er noget for dig – du kan se den kl. 19:15 fra torsdag d. 16. – søndag d. 26. februar i Cinemateket, hvor den er månedens film.
Foto: Oscilloscope Laboratories
Af Dorte Winkler
