Ben is back
Ufokuseret historie om stofmisbrug drukner i egen forvirring.
Onsdag aften var jeg i biografen og se Yorgos Lanthimos nye mesterværk ’The Favourite’, hvilket var mig en stor fornøjelse. Kun 10 timer senere sad jeg biografen til Peter Hedges nye makværk, ’Ben is Back’, hvilket var yderst trættende.
Ben er tilbage
I Ben is Back spiller Lucas Hedges (Manchester by the sea, ladybird) den unge stofmisbruger Ben, der juleaften vender tilbage til sin hjemby efter et ophold på en afvænningsinstitution. Julia Roberts spiller den hjertelige mor Holly, som vil gøre alt for sin søn. Hun ser Ben som en engel, mens hans stedfar og søster har lettere ved at gennemskue narkomanens bluf.
Livet i den lille midtvestlige by lader til at være uændret, siden Ben forlod den. Jeg har ingen anelse om, hvilken by det er, men det virker nærmest, som en parodi på en amerikansk forstad, hvor alt er kristent, ordentligt og kedeligt. På trods af byens ordentlighed lurer stofmisbrugernei alle afkroge, og hold da op hvor er der mange af dem. Byen lader til at have helt ekstremt mange junkier per capita, men jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig klog på statistik.
Første halvdel af filmen fungerer egentlig uden større komplikationer. Små øjeblikke mellem mor og søn viser det fragmenterede forhold, og Hollys konstante tro og mistro til Ben. Udover at Lucas Hedges spiller sin karakter irriterende og ret utroværdigt visse steder, fungerer det. Det bliver dog ikke bedre af, at Ben konstant suger på en el-cigaret på størrelse med en stor skoleagurk. Jeg ved simpelthen ikke, hvad Peter Hedges har tænkt, den skulle have af effekt, men jeg får et godt grin hver gang den overdimensionerede vape er i billedkompositionen.
Hvor er fokus?
Filmen tager en drejning til det værre, da Holly på komisk vis skriger ”I HOPE YOU DIE A HORRIBLE DEATH” til en gammel, dement mand i et supermarked. Jeg er flad af grin, og således taget helt ud af filmens univers. Plottet får dog endelig et mål – familien får stjålet deres hund, og den vilde mor/søn-jagt efter tæppepisseren starter. Her formår filmen at være fuldstændig ufokuseret samtidig med at være enormt forudsigelig.
Det viser sig, at hunden er blevet taget af Clayton, der bliver omtalt som en skrækindjagende kriminel konge af underverdenen. Denne Superskurk viser sig dog at være en kikset pantelåner, der går med nissehue. Han virker faktisk enormt flink og giver Lucas hunden tilbage, da det jo er jul. Den sidste halvdel virker formålsløs og spændingen, der forsøges skabt, er fuldstændig uden effekt.
Far og Søn
’Ben is Back’ lader til at være produktet af skuespiller Lucas Hedges, der har fået farmand til at lave en film, der skulle hjælpe ham med at udfordre Timothee Chalamet som Hollywoods unge darling. Det virker lidt skørt at udgive denne nærmest identiske historie samme måned som ’Beautiful Boy’. Jeg har endnu ikke set sidstnævnte, men jeg kan med sikkerhed anbefale den over dette mislykkede makværk. Få fine øjeblikke drukner desværre i myriaden af kiksede.