Med skalpel bliver året 1957 og manden, Ingmar Bergman, dissekeret, så alskens neuroser og lettere sadistiske tendenser blotlægges.

Hvem er den største svenske filminstruktør?

Det umiddelbare svar er (selvfølgelig) Ingmar Bergman; dog vil der være enkelte kværulanter, som vil slå et slag for Roy Anderson eller Victor Sjöström. Men man kommer ikke udenom, at Bergman var noget ganske særligt.

Ikke blot i en svensk eller skandinavisk kontekst, men også i en filmhistorisk generelt. D.14. juli 2018 ville unikummet være fyldt 100 år, og som en fødselsdagsgave til alle filmelskere har vi derfor fået ’Bergman – et år, et liv’.

Dokumentarfilmen, instrueret af Jane Magnusson, tager udgangspunkt i året 1957, hvor den yderst aktive instruktør fik sit egentlige internationale gennembrud – han lavede 2 film, havde premiere på 2, stod bag 4 teateropsætninger og 1 TV-film.

Nå ja, så var der også lige privatlivet, hvor han allerede på dette tidspunkt, som 38-årig, havde 6 børn med 3 forskellige kvinder. En travl mand kan man roligt konkludere.

Filmen springer rundt i forskellige perioder af Bergmans liv, men vender hele tiden tilbage til ’57, som bliver gået igennem slavisk fra januar til december.

Myten vs. Manden
Jeg vidste ikke så meget om den svenske maestro og har heller ikke stiftet større bekendtskab med hans filmografi – efter den her film bliver der ændret på det hurtigst muligt.

Interviews med manden selv og forskellige mennesker, som han på den ene eller den anden måde har haft indflydelse på, pryder filmen. Der krydres med klip fra hans ouvre, samt unikke baggrundsoptagelser fra hans forskellige projekter.

Særligt interessant er et gammelt interview med Bergmans bror, Dag. Heri fortæller han, hvordan meget af den selvbiografi, som folk (og Bergman selv) har tillagt filmene, faktisk bygger på Dags oplevelser. Bergman fik forbudt, at interviewet blev vist da det blev lavet tilbage i 1980’ne, så det er faktisk første gang disse optagelser bliver set.

Magnusson giver Dags påstand støtte ved at kæde den sammen med flere eksempler, hvor den svenske auteur har haft alternative udlægninger af den faktuelle sandhed – den fiktionelle egner sig nogle gange bedre til at skabe en legende.

Perfektionistens diktatur
Noget der til gengæld ikke hersker tvivl om er hans temperament, som får selv en Kubrick til at ligne en daggammel kattekilling. Det er til tider tåkrummende, men også lidt sjovt at overvære hidsigproppen tabe sutten et par gange.

Der er cirka 40 interviews og det er selvklart ikke alle der får lige meget taletid. Der er også et par stykker man sidder og venter på, men ikke kommer (Max von Sydow, hvor er du?).

Dog er der et par celebrity-interviews, som udelukkende føles som fyld og ikke bidrager til noget, udover at vise at Bergman var berømt og indflydelsesrig. Det til trods, så er der et fint tempo og filmens spilletid på knap 2 timer mærkes ikke – dertil er der for mange små godbidder.

Alt i alt er ’Bergman – et år, et liv’ en af de mest interessante og underholdende dokumentarer jeg har set længe. Tempoet er næsten nakkeknækkende og ideen med at vende tilbage til 1957 er tenderende til genialt, da det giver filmen et fast holdepunkt i den lettere fri associerende måde Magnusson bevæger sig igennem hans karriere på.

For denne Bergman-novice var det en øjenåbner og en maraton igennem den svenske narcissists katalog af mesterværker virker faretruende nær, på trods af det alt for gode sommervejr.