Radioen spiller reggae, sofaerne er fyldt med muntre backpackere, og vi har knappet den første Berliner Kindl op for at sunde os oven på en indtryksfuld dag. Vi befinder os på et livligt hostel i midten af den tyske hovedstad, hvor vi kommer til at tilbringe de næste elleve dage i filmenes tegn.

Den 65. udgave af Berlinalen er i dag skudt i gang, og vi kommer til at berette om samtlige festivaldage her på www.nosferadio.dk.

Da vi gerne ville være i god tid, stod vi i går umenneskeligt tidligt op for at fange et fly klokken 7 om morgenen. Selvom alt ting gik lidt langsommere end vanligt, kom vi afsted og nåede vores hostel ikke længe efter.

Der gik noget tid inden vi kunne checke ind på vores værelse, så vi brugte tiden på at hente vores akkrediteringer ved Potsdamer Platz, der er centrum for mange af de presserelaterede aktiviteter.

Længslen efter en middagslur ledte os hurtigt tilbage til hostelet, hvor vores værelse viste sig at være lidt af en æstetisk katastrofe, men dog ikke uden sin egen form for charme. De forskellige rum har deres eget tema, og vores ”The Chief Room” kunne tyde på noget indianer-dekoration, men i stedet er det en kombination af malede bøger på væggen, såvel som en kæmpestor fyldepen og ternet, loddent vægtapet.

Efter en nogenlunde antagelig nats søvn begav vi os i morges ind til hotellet Grand Hyatt på Marlene Dietrich Platz, hvor årets International Jury Q&A fandt sted.
Juryen, der i år består af Darren Aronofsky, Audrey Tautou, Daniel Brühl, Bong Joon-Ho, Martha De Laurentiis, Claudia Llosa og Matthew Weiner var aldeles veloplagte og svarede tålmodigt på alle de mere eller mindre relevante spørgsmål.

Arthur tog mod til sig og stillede Aronofsky et spørgsmål, der skulle vise sig at være lidt vanskeligt at svare på.

Arthur: Mr. Aronofsky – could you mention some Berlinale-winners that have inspired you the most?

Aronofsky: (stilhed)…uhmmm, why don’t I have my Golden Bear-list with me right now?…I’ll have to ask Dieter (Kosslick, festivaldirektør, red.). Dieter?? Where are you? (stilhed)…I don’t think I’m fully qualified to answer this question.

De andre jurymedlemmer greb bolden og reddede stakkels Aronofsky, der dog selv endte med at nævne Disneys ’Cinderella’, der var den første vinder af Guldbjørnen i 1951 og Terrence Malicks ’The Thin Red Line’. Festivaldirektøren Dieter Kosslick kom også lige ind fra sidelinjen med beskeden om, at han kun kunne komme i tanke om to vindere. Man må håbe at det var en spøg.

En tysk journalist rejste sig og stillede et spørgsmål til Matthew ”Wiener”, der hurtigt pointerede at hans navn er Weiner, men sagde også for sjov at den udtale af hans navn havde han aldrig hørt før.

Da pressekonferencen trak lidt ud, måtte vi haste over til CinemaXx for at nå Isabel Coixets ’Nobody Wants the Night’, der er årets åbningsfilm. Mængden af journalister var overvældende, og folk skubbede og maste sig frem, mens de ansvarshavende tyssede og forsikrede om at vi alle sammen nok skulle få en plads.

Og hvordan var den så, åbningsfilmen?

Den borgerlige Josephine Peary drager  i starten af 1900-tallet drager mod Nordpolen for at genforenes med sin ekspeditionsrejsende mand, der er besat af tanken om at markere det ukendte land med Stars and Stripes. Rejsen kommer dog i højere grad til at handle om forholdet mellem Josephine og eskimo-pigen Alaka, der viser sig at være både forbandelse og velsignelse for den skråsikre herskabsfrues videre færd.

Arthur: Det er svært at føle noget for Juliette Binoche i rollen som den arrogante og dumdristige Josephine Peary, der under hendes ekspedition til Nordpolen forfølges af en klodset og banal voice-over, der matcher en stor del af filmens dialog i elegance.

Anne var noget mere positivt stemt. Filmens sørgelige klimaks aktiverede en tårestrøm, der kom meget bag på hende: Selvom Juliette Binoches karakter så afgjort brænder alle broer til sympati fra publikum, og selvom den patetiske voice-over smadrer de ellers vanvittigt smukke billeder, vinder filmen med sin rørende portrættering af forholdet mellem de to kvinder, der er fanget i den barske naturs iskolde favntag med døden som eneste udvej.

Efter åbningsfilmen splittede vi op. Arthur tog ind og så den fransksprogede ’Histoire de Judas/History of Judas’, der var en interessant vinkel på Jesus’ sidste dage og prydet af stærkt skuespil og stemningsfyldte landskaber.
Anne fik en smagsprøve på portugisisk film med ungdomsdramaet ’Beira-Mar’ eller ’Seashore’, som den engelske titel lyder. Historien om de to teenagedrenge, der på en weekendtur i sommerhus kommer hinanden og sig selv nærmere, var desværre lidt af en søvndyssende oplevelse. Prætentiøse lange nærindstillinger og dvælen ved intetsigende detaljer bremsede handlingens fremdrift, og det kunne i den grad mærkes på stemningen i salen. Folk blundede åbenlyst i sæderne rundt omkring, og nogle gik endda så vidt som til at forlade salen. De kønne hovedpersoners skuespilpræstationer var derimod helt i top.

Som det sidste på dagens program tog Arthur ind og så filmen ’Varieté’ fra 1925, der er en del af Berlinale Classics programmet. Filmen, der har Emil Jannings i hovedrollen og er fotograferet af Karl Freund, havde flere spændende elementer specielt visuelt. Men desværre var den moderne underlægningsmusik der var lagt til stumfilmen, aldeles forfærdelig. Instrumentalt var det fint nok, men der var en sanger, der sang hvad der skete i usmagelige metaforer, og som mange steder byggede op til et form for omkvæd hvor han sang ”Variety” om og om igen – Intet mindre end psykisk terror.
I morgen venter endnu en spændende dag, hvor vi bl.a. skal se Werner Herzogs ’Queen of the Desert’ og overvære den efterfølgende pressekonference, hvor både Herzog, Nicole Kidman og James Franco er til stede. Anne skal gruble gevaldigt over et spørgsmål til sidstnævnte, hvis ikke hun skal ærgre sig resten af sit liv.

Gute Nacht!

Af Arthur Delay og Anne Hjelm Sørensen