Klokken syv i morges flåede Annes ubarmhjertige vækkeur os ud af søvnen, så vi kunne nå ind til visningen af hovedkonkurrencefilmen ’Ixcanul Volcano’, der er Guatemalas første bidrag til Berlinalen nogensinde.

Da DFI’s Meet the Danes-arrangement i går fastholdt os lidt længere end planlagt, blev det kun til tre usle timers søvn, hvilket mildt sagt satte sit præg på den uoverskueligt lange tur til Potsdamer Platz – der var ikke kræfter til samtale. Men udsigten til det bløde biografsæde i salens trygge mørke bar os fremad, og da rulleteksterne løb over skærmen fortrød ingen af os at være stået tidligt op.

Sådan, Guatemala!
Jayro Bustamantes ’Ixcanul Volcano’ fortæller historien om syttenårige Maria, der bor ved en kaffeplantage i det midtvestlige Guatemala sammen med sine forældre. Familien, der tilhører Kakchiquel-Maya-folket, er fattige og dybt afhængige af faderens job i plantagen. Maria loves væk til plantagens forstander, men længes efter at se verden bag bjergene, hvorfor hun planlægger at flygte med en ung kaffeplukker. Skæbnen vil det dog anderledes, og en uønsket graviditet vender den lille families liv på hovedet.

Vi var hurtigt rørende enige om, at filmen er en af de bedste vi har set indtil videre, hvilket er store ord, selvom vi kun er nået til tredje dag. En fængslende historie og vanvittigt smukke naturbilleder afholdt vores tunge øjenlåg fra at falde i, og da vi bagefter læste os til at alle skuespillerne er amatører, var vi endnu mere imponerede og ærgrede os over ikke at kunne nå til pressekonferencen.

Léa Sedoux som kammerpige
Efter en kort pause med lidt frisk luft, tog vi atter plads i Berlinale Palasts enorme sal, hvor visningen af Benoit Jacquots ’Diary of a Chambermaid’ havde fyldt alle sæder med forventningsfulde journalister.

Filmen er baseret på den franske forfatter Octave Mirbeaus roman af samme navn, som også Jean Renoir og Luis Bunuel har brugt som filmforlæg i henholdsvis 1946 og 1964.
Léa Sedoux spiller historiens unge, parisiske kammerpige Célestine, der bliver ansat hos en herskabsfamilie i Normandiet. Her herser den tyranniske herskabsfrue konstant med hende mens manden i huset gør lumre, upassende tilnærmelser og Célestine selv drages mod den fåmælte gartner Monsieur Joseph.

Talrige tilbageblik viser os Célestines tidligere arbejdspladser, så filmen, som titlen antyder, tager form som en række dagbogsuddrag.

Vi havde ikke helt let ved at sætte ord på vores holdninger om filmen, selvom Anne umiddelbart var begejstret: For det første er Léa Sedoux som altid overbevisende og fantastisk – hun har et ansigt, der aldrig bliver kedeligt at se på.

Historien i sig selv er til tider en anelse forvirrende, og man er ikke helt klar over, hvor filmen egentlig vil hen med de nævnte tilbageblik, og mere presserende – hvem Céline egentlig er som person? Den grundlæggende, mystificerende atmosfære er til gengæld lige i øjet, og underbygges af melankolsk og foruroligende klavermusik.

Arthur besluttede sig for at overvære den efterfølgende pressekonference. Selvom skuffelsen over smukke Leá Sedouxs udeblivelse var stor, fik han nydt godt af den franske stemning og spurgte blandt andet ind til instruktør Benoît Jacquots overvejelser omkring musikken og samarbejdet med komponisten Bruno Coulais, som ifølge Jacquot bliver inddraget allerede på manuskriptstadiet.

Derefter stod den på hele fem kortfilm, hvoraf én var den danske ’Pebbles at Your Door’. Filmen, der er produceret af Final Cut for Real, var desværre lidt af en skuffelse, da den udelukkende består af voice-over og silhuettegninger. Historien var til gengæld interessant nok og beskriver en koreansk kvindes desillusionering, da hun finder ud af at Nordkorea er bygget på løgne. Men det interessante element gjorde ikke filmen god som helhed. Mest begejstrende var PLANET Σ: syret, smuk og dragende med sine underlige billeder af insekter der tøs op fra isklumper og derefter bevæger sig rundt i mystiske omgivelser.

Østrigsk eksistentialisme ved en fejl
Vi havde glædet os meget til Anton Corbijns ’Life’, der handler om Hollywood-fotografen Dennis Stock (Robert Pattinson) og hans forhold til skuespillerikonet James Dean.
At komme en time inden visningen var åbenbart ikke nok, for da vi endelig nået frem til salen, var den helt fyldt op. Den enorme tilbageblevne menneskemængde brokkede sig højlydt som utidige teenagere, og de stakkels, svedende ansatte satte himmel og jord i bevægelse for endnu en visning.

Da vi ikke helt kunne forlige os med tanken om at skulle vente hele to timer, besluttede vi os spontant for at se et lesbisk kærlighedsdrama (det var umiddelbart den, der tiltalte os mest i tidsrummets sparsomme udvalg). Vi var i hvert fald meget enige om, at vi ikke skulle se ”den der ’Superwelt’” fordi den bare ”ser lidt for syret ud”.

Vi satte os godt til rette i salen, tilfredse med at have fundet et konstruktivt tidsfordriv. Salen fyldtes langsomt, og en kvinde stillede sig op foran lærredet og ønskede velkommen til visningen af…..’Superwelt’. Vi så straks på hinanden, men blev stiltiende enige om at vores placering midt i salen gjorde det lidt for besværligt at mosle sig ud. Så vi blev. Og det var da bestemt heller ikke helt dårligt, synes Anne. Arthurs første kommentar var noget i stil med ”den var da godt nok ret forfærdelig?”

Ganske kort fortalt (for nu kan de kun tre timers søvn virkelig mærkes), så handler den om kassedamen Gabi, hvis rutineprægede liv forandres, da hun begynder at høre Guds stemme og fører daglige, lange samtaler med ham. ’Superwelt’ kan nok bedst beskrives som et sorthumoristisk eksistentielt drama, der ironiserer over menneskets søgen efter meningen med livet.

Der skal ikke herske tvivl om, at mindst én af os hellere ville have spenderet de to timer i selskab med Robert Pattinson, men ’Superwelt’ var bestemt ikke spild af tid.

Arthur befinder sig i skrivende stund endnu i biografens mørke hvor han ser den svenske ”Dyke Hard”, der handler om et lesbisk band af samme navn. Den må vi berette om i morgen, men ifølge Arthur ser den ”helt fucked ud”.

Auf Wiedersehen und gute Nacht. Nu skal der tankes energi til Terrence Malicks hypede ’Knight of Cups’ og den efterfølgende pressekonference i morgen. Mon Malick i egen høje person dukker op? Vi venter i spænding.