Så oprandt én af de dage, vi havde glædet os allermest til: Terrence Malicks længeventede ’Knight of Cups’ blev vist i Berlinale Palast med efterfølgende pressekonference, hvor både Christian Bale, Natalie Portman og Terrence Malick stod på listen over gæster.

Mere eller mindre veludhvilede skovlede vi en skål müsli i os, inden vi, fulde af forventning, skyndte os ud af døren for at få en fordelagtig plads i den utvivlsomt voldsomme kø op til salen.

Vi kaprede heldigvis perfekte pladser (eller dvs. ikke ifølge Arthur, der af uransaglige årsager gerne vil sidde helt tæt på lærredet) og lod os suge ind i Malicks lyrisk-poetiske, overflodsæstetiske univers.

Selvom både trailer-klip og still-billeder lagde op til Malicks velkendte stil, der nok må siges at dele vandene, havde vi forestillet os, at ’Knight of Cups’ ville skille sig ud på grund af sin moderne og mere poppede setting. Sådan blev det ikke helt.

Second-hand-Malick
Malick og co. har holdt kortene tæt ind til kroppen, så det var ikke meget, man vidste om handlingen. I efteråret offentliggjordes et klip, der giver en abstrakt synopsis:

“Once there was a young prince whose father, the king of the East, sent him down into Egypt to find a pearl. But when the prince arrived, the people poured him a cup. Drinking it, he forgot he was the son of a king, forgot about the pearl and fell into a deep sleep,” fortæller den fløjlsbløde voice-over. “Rick’s father used to read this story to him as a boy. The road to the East stretches out before him. Will he set forth?”

På baggrund af ovenstående eventyrlige fortælling, har Malick metaforisk rettet linsen mod Hollywood, hvor skuespillerstjernen Rick (Christian Bale) dulmer sorgen over sin brors død ved at vælte sig i fest og damer. Han flyder gennem tilværelsen, fra kvinde til kvinde, og synes uhelbredelig i sit nihilistiske livssyn.

Og så er det måske, at den opmærksomme Malick-kender godt kan tænke sig, at ’Knight of Cups’ alligevel ikke helt skiller sig ud. Den viste sig tværtimod at være et ubestrideligt, arketypisk Malick-værk med svævende organisk kameraføring, poetisk, spirituel voice-over og masser af bare fødder i strandkanten.

– Utroligt smukt, jovist, og det utal af langlemmede, gudesmukke modeller, der prydede en stor del af scenerne, gjorde bestemt heller ikke filmen dårligere (vel, Arthur?).

Men, men men. Æstetikken er desværre ikke helt nok, når man har set det i samtlige af auteurens film. Og når han derudover genanvender sin yndede far-søn- og død-bror-tematik og lader sin hovedperson vandre gennem skiftevis golde klippelandskaber og sterile kontormiljøer (erstatter man Bale med Sean Penn, kunne det uden videre have været scener fra ’The Tree of Life’) bliver man altså lidt skuffet.

”This is a question for the director”…
Da der var omkring fem minutter tilbage af filmen, begyndte de første journalister at rejse sig og småløbe ud af salen for at sikre sig siddepladser til pressekonferencen.

Vi synes nu det var vigtigt at få det hele med, så vi måtte følges med de resterende – og pinligt emsige – masser.

Siddepladser var der ikke flere af, men vi fandt et ganske udmærket sted med godt udsyn til gæstepodiet, hvor Christian Bale, Natalie Portman og tre producere kort efter tog plads i en regn af blitzlys fra den kødrand af fotografer, der som altid havde taget opstilling en meter fra bordet. Malick udeblev, men det kom nu ikke som den helt store overraskelse.

Det viste sig at blive en virkelig god og spændende konference – måske nok den bedste indtil videre. Anne fik stillet et (synes hun selv) virkelig godt spørgsmål og kunne derved nyde øjenkontakt med både Bale og Portman så længe dialogen varede.

Mindre godt gik det for en stakkels journalist, der valgte at stille et spørgsmål til ”the director”, hvilket udløste en bølge af latter gennem salen.

”Terry’s not here” skyndte Portman sig at sige i mikrofonen, hvilket mildt sagt ikke satte nogen dæmper på den muntre stemning. Stakkels journalist, men altså…produceren lignede jo ikke engang Malick? Av!

Gylden Mirren og dansk-islandsk drama
Resten af dagen splittede vi op. Anne så Simon Curtis’ ’Woman in Gold’, der fortæller den sande historie om jødiske Maria Altmann (Helen Mirren), der, sammen med den unge advokat Randol Schoenberg (Ryan Reynolds), kæmper for at generhverve et værdifuldt maleri, som frarøvedes hendes familie af nazisterne.

Historien var på ingen måde nyskabende – den havde faktisk en del paralleller til Stephen Frears ‘Philomena’ -men velorkestreret og båret af fantastiske skuespillere.

Arthur besluttede sig for den dansk-islandske ’Virgin Mountain’ af Dagur Kári, der handler om Fusi: En overvægtig mand i 40’erne, som stadig bor med sin mor og dagligt trasker trøsteløst rundt i en lufthavn og transporterer baggage. Selvom den mistede noget af pusten mod slutningen, var det en rigtig fin film, og Arthurs yndlingsfilm på festivalen indtil videre.

Nu vil vi forberede nogle spørgsmål til Joachim Fjelstrup, som vi er så heldige at skulle tale med i morgen. Fjelstrup er Danmarks repræsentant på Berlinalens talentplatform Shooting Stars i år.