Natten til onsdag blev vi begge hevet bryskt ud af vores drømme af en voldsom buldrende lyd fra underste køje i værelsets fjerneste hjørne – det lød umiskendeligt som et troldeagtigt væsen, der brølede af sine fulde lungers kraft.

Det viste sig at være den nye gæst, der plagede os med en snorken af helt groteske lyddimensioner. Hold da op! Vi var mildt sagt lettede, da han om morgenen fortalte, at han skulle af sted allerede.

Wenders’ uklare fortælling
Wim Wenders er et allerede en vigtig instruktør, men han er særligt vigtig på årets festival, da han både får overrakt æresguldbjørnen og har sin nye film ’Every Thing Will Be Fine’ med.

Som hovedrollen i Wenders’ nye film ses James Franco, der mildest talt er present på årets Berlinale. Han spiller forfatteren Tomas Eldan, der ved et uheld påkører to små drenge, hvoraf den ene dør. Herfra følger vi Tomas’ forsøg på at komme videre i sit liv og hans relation med drengenes mor Kate (Charlotte Gainsbourg).

Filmen har flere steder en interessant og intens stemning, hvor man fornemmer at noget frygteligt snart vil ske. Men de overraskende øjeblikke kommer ikke rigtig, og man sidder i sidste ende tilbage uden at vide hvad det var, filmen egentlig ville fortælle én.

Problemerne ligger i høj grad på det manuskriptmæssige plan. Skuespillerne gør hvad de kan, men deres karakterer er ikke særligt velskrevne. Som et eksempel kan nævnes hovedpersonen Tomas og hans virke som forfatter. Før ulykken er han temmelig middelmådig, men bagefter bliver hans bøger markant bedre. Man føler, at han kunne have været talrige andre ting end forfatter. Hans profession tjener ingen videre interessant funktion.

Der er også nogle underlige instruktionsmæssige beslutninger, som eksempelvis at give Rachel McAdams’ karakter en fransk accent. Hun klarer udfordringen ganske fint, men hvorfor ikke bare lade hende tale med sin naturlige accent?

Musikken løftede filmen, og da rulleteksterne løb over lærredet, viste det sig, at den allestedsnærværende Alexandre Desplat står bag.

Dansk tv-serie-premiere på Berlinalen
Hen mod eftermiddagen tog vi U-Bahn til Spichernstr. i bydelen Charlottenburg og tilbagelagde småløbende de sidste par meter til Haus der Berliner Festspiele, hvor vi skulle til premiere på DR Dramas finanskrise-serie ’Bedraget’.

Holdet bag serien entrede den gamle teatersal under klapsalver og fulgtes af blændende spotlys og storladen hyldestmusik op til deres pladser.

’Bedraget’ er en tv-serie i 10 afsnit (de to første blev vist), der handler om økonomisk kriminalitet og om hvad der sker med mennesker, når grådigheden tager over. Historien er centreret omkring vindmøllefirmaet Energreen, hvor den sterile glasfacade slår revner og korruption og bedrageri langsomt siver frem.

Nikolaj, hvor er du??
Efter visningen havde vi absolut ingen tid til at vende vores holdninger om det sete med hinanden, fordi vi hurtigst muligt skulle opsøge en PR-ansvarlig, som vi aldrig havde set før, i forbindelse med vores forestående interview med en af hovedrolleindehaverne Nikolaj Lie Kaas og seriens konceptuerende instruktør Per Fly.

Forvirrede for vi rundt og prøvede at finde nogen, der så business-agtig og dansk ud, og til sidst stødte vi heldigvis på en flok journalister, som vi tilsluttede os.

En lyshåret kvinde med headset og clipboard gennede os kort efter ind gennem en meget smal betoneret gang, med en smokingklædt Nikolaj Lie Kaas lige i hælene. Her blev serieholdet fordelt i små sminkerum, og efter tur fik alle pressefolk lov til at gå ind.

”Nosferatu?” blev der spørgende råbt, og kort efter sad vi over for Per Fly i et meget lille rum og snakkede om arbejdet med seriens æstetik, danske tv-seriers appel i udlandet og en masse andet.

De ti minutter fløj af sted og vi blev hevet ud og sendt hen til Nikolaj Lie Kaas, som velvilligt berettede om forberedelserne til rollen som Energreens ambitiøse CEO, Alexander Sødergren, og samarbejdet med Per Fly.

På vores vej hjem til hostelet fik vi endelig vendt, drejet og vurderet ’Bedraget’ og var rørende enige om, at vi nok ikke helt delte det tydeligvis ”nordic-noir”-fetischistiske publikums entusiasme. Men dét vil vi snakke meget mere om i vores Berlinale-program d.18. februar kl. 13-15. ’Bedraget’ har dog først premiere i januar 2016.

Nu er det blevet tid til en velfortjent Weizenbier og en god nats søvn. I morgen venter ’Eisenstein in Guanajuato’ (Peter Greenaway) og ikke mindst ’Fifty Shades of Grey’.