Berlinalens ottende dag tilbragte vi hver for sig.

Annes dag begyndte med ’Sworn Virgin’, der er Italiens bidrag til hovedkonkurrencen.

Anne: Da pressevisningerne til konkurrencefilmene altid er et voldsomt tilløbsstykke, besluttede jeg mig for at komme i rigtig god tid – lige den dag, hvor tidsplanen var forskudt, så jeg kom til at stå i kø i cirka en time.

”Så har den bare at være god,” tænkte jeg, mens jeg for 20. gang kastede et blik på uret, hvis visere bevægede sig fremad i snegletempo.

– Og dét var den! God, altså. For ikke at sige virkelig god.

Frihedens pris
Italienske Laura Bispuris første spillefilm fortæller historien om Hana (Alba Rohrwacher), der vokser i en albansk bjerglandsby, hvor en arkaisk, sexistisk kultur undertrykker samfundets kvinder, så fædre, brødre og ægtemand har den fulde magt over deres koners, søstres og døtres liv og død.

Hana vælger den eneste udvej: For at leve et liv i frihed skal hun aflægge en ed om evig kyskhed, klippe håret kort og gå i mandetøj. Hendes stedfar affyrer sit gevær som signal for, at familien nu har fået en søn.

Frihedens pris er dog højere end som så, og da forældrene dør påbegynder Hana langsomt kampen om at genfinde sin feminine identitet.

Den på alle måder rørende historie fortælles med stærkt og følelsesfuldt billedsprog. Flashbacks til tiden inden Hana skiftede køn giver både handlingen og dens karakterer dybde; i den forbindelse er det helt uundgåeligt at nævne Alba Rohrwachers fantastiske skuespil. Hun er et af Italiens kendteste ansigter på internationalt plan og vandt prisen for bedste skuespillerinde på filmfestivalen i Venedig sidste år.

’Sworn Virgin’ er en absolut værdig bejler til guldbjørnen, ligesom Guatemalas ’Ixcanul’ – der i øvrigt har mange tematiske ligheder – er det.

Hvorfor lige Owen Wilson?
Efter en lang kaffe- og skrivepause gik turen til CUBIX ved Alexanderplatz, hvor spændingen over Matthew Weiners ’Are Your Here’ endelig skulle forløses.

Jeg har sådan set ikke så frygteligt meget at sige om den. Weiner fortæller en fin lille historie om maniodepressive, midt-trediveårige Ben, der uventet bliver millionarving, da hans far dør.

Altid morsomme og kære Zach Gaifianakis spiller Ben, mens resten af filmens besætning blandt andre tæller Amy Poehler, Laura Ramsey og ikke mindst Owen Wilson. Sidstnævnte er nok i virkeligheden, for mig, skyggen over den aldeles velspillede og godt fortalte film. For jeg kan simpelthen ikke tage Wilson – om han så befinder sig i en Wes Anderson- eller en Woody Allen-film er han lige irriterende at være i selskab med. Det skal dog siges, at kemien mellem Galifianakis og Wilson er gnistrende god og lige i øjet – givetvis også takket være den virkeligt velskrevne dialog.

Arthur startede dagen i et mageligt tempo og var til dagens første visning kl. 14. Dette gav masser af tid til at nyde den mest trofaste ven, man kan finde i Berlin: Döner kebaben.

Ligegyldige wannabe-kunstnere
Arthur: ’Elixir’ er den første tyske film jeg har set på dette års festival, hvis man ikke medregner stumfilmen ’Varieté’. Filmen omhandler livet i en slags kunstnerkollektiv i Berlin, og det drama, der bringes frem, da en provokatør og tidligere misbruger vender tilbage til gruppen. Den sprængfarlige gruppedynamik bliver forstærket yderligere, da et helt nyt medlem også tilslutter sig. Af en eller anden grund taler det nye medlem næsten aldrig – måske fordi hun har travlt med at se enigmatisk og intens ud, hvilket også hurtigt imponerer to af mændene i kollektivet. Og så er der ellers dømt trekantsdrama. Filmen var grufuldt dårlig, og mindede mig om alt det, jeg ikke kan fordrage ved den type mennesker der portrætteres.

Det var to timer i selskab med selverklærede kunstnere når de er værst: Mennesker der kun er optagede af at høre dem selv snakke og ikke tør sætte noget personligt på spil. Når det viser sig, at de bliver smidt ud af lejligheden hen mod slutningen af filmen, tænkte jeg: ”Så kan I lære det.” Stilen var uinspirerende og til tider kvalmende, som f.eks. en sekvens hvor den nye i kollektivet nøgen bevæger sig foran et forvrænget spejlbillede til lyden af sukkersød popmusik.

Familieforviklinger en masse
Derfra havde jeg en lang pause, før jeg satte mig ind i salen, hvor Margarethe von Trottas nye film ’The Misplaced World’ skulle vises. Der var stadig god tid til filmen begyndte, så jeg gjorde noget så ambitiøst som at fortsætte min læsning af Dostojevskijs ’Dobbeltgængeren’ – en bog jeg har genoptaget efter at have brugt ca. fire måneder på to sølle kapitler. Da filmen gik i gang, viste det sig, at den handler om en midaldrende kvinde, hvis far finder et billede på internettet af sin afdøde kones dobbeltgænger. Coincidence? Jeg har ikke set nogle af den berømte instruktørs andre film, der indbefatter ’ Die verlorene Ehre der Katharina Blum’ og ’Hannah Arendt’, men jeg var ganske begejstret for denne her.

Filmen er ligeså charmerende som personerne i den. Jeg var fornøjet og underholdt af at følge Sophies (Katja Riemann) rejse til New York for at opsøge sin mors dobbeltgænger: Operasangeren Caterina Fabiani (Barbara Sukowa). Her bliver Caterinas manager Philip (Robert Seeliger) småforelsket i Sophie, og det lykkes ham også at charmere hende og publikum med sin tykke newyorker-accent og bramfrihed. Da Sophie begynder at grave i Caterinas fortid, finder hun ud af, at den også involverer hendes familie, og den ene løgn efter den anden kommer frem.

En af de sjoveste indslag i filmen er Sophies far (Matthias Habich), der også sætter hele historien i gang. Da det viser sig, at det er farens bror, der også havde en forhold til Sophies mor, forstår man, at familiens forviklinger i fortiden er fuldstændig absurde. Den mest fantastiske og morsomme scene i filmen er da Sophies far og farbror slås med hinanden. De to ældre mænd er så ufarlige, at selv Sophie, ligesom publikum, må overgive sig til latteren Særligt morsomt bliver det, da faderen tager et bundt tulipaner fra en vase på sofabordet og klasker dem i hovedet på sin bror.

I morgen står den bl. a. på den japanske konkurrencefilm ’Chasuke’s Journey’, der nok skal blive en speciel oplevelse. Bjørneuddelingen nærmer sig med hastige skridt.