Nu lakker Berlinalen for alvor mod sin ende, og der stort set kun visninger af film, som ingen af os har hverken læst eller hørt om. Dagens program var derfor præget af spændende vilkårlige greb i filmpuljen, og vi lagde ud med brasilianske Lirio Ferreiras cirkus-drama ’Sangue Azul’ (’Blue Blood’).

Vi var begge enige om, at den ganske interessante historie desværre tabte pusten efter godt en time.

Et cirkus slår lejr på en ø i det sydlige Atlanterhav, og den første aften præsenterer cirkusdirektøren kanonkongen Zolah, der straks tiltrækker et hav af kvindelige beundrere.

Zolah er i virkeligheden Pedro (Daniel de Oliveira), der voksede op på øen og som niårig blev givet væk til cirkusset af sin mor, så han kunne komme ud og opleve verden.

Gensynet med moren, søsteren og barndomsvennen får fortidsminderne til at vælte frem, og Pedro sætter nu spørgsmålstegn ved hele sin tilværelse. Hvordan havde hans liv set ud, hvis han var blevet på øen?

Setuppet fangede os ret hurtigt – især i kraft af et meget ekspressivt anslag, der viser båden med cirkusensemblet nærme sig øen, mændene, der rejser teltet og aftenens første nummer – alt sammen i kontrastrige sort-hvid-billeder. Da Zolah forlader kanonen med et voldsomt brag, skifter billederne til klare, stærke farver.

Billedarbejdet var i det hele taget det, der dominerede vores samtale efter filmen. Der er blandt andet nogle vanvittigt flotte undervandsoptagelser af Pedro og hans søster på dykkertur.

Selve historien gik dog af og til uransagelige veje med decideret mærkværdige karakterhandlinger, hvor man ikke helt kunne gennemskue, om de var tilsigtet mærkelige, eller om man måske selv var blevet hægtet af.

Japansk engel oppe mod hårde odds
Klokken 15.30 satte vi os ind i CinemaXx 7 for at se det, der formodentlig er vores sidste konkurrencefilm på festivalen: ’Chasuke’s Journey’.

I et mystisk og tåget rum sidder en lang række mænd og skriver på hver deres del af en gigantisk pergamentrulle. Her møder vi historiens hovedperson Chasuke (Ken’ichi Matsuyama), der serverer te for skribenterne. Stedet viser sig at være himlen, og pergamentet er intet mindre end skæbnens manuskript. De mange travle pensler nedfælder menneskenes skæbner.

Men pludselig sker der noget. Herren lader sin stemme runge gennem rummet. Ét ord lyder: ”Avantgarde.” Chasuke er i færd med at servere te for en manuskriptforfatter, der går i panik over, hvad han dog skal finde på for at puste originalitet i sit manuskript. Han hiver desperat et forslag ud af Chasuke, men ændringen i manuskriptet medfører, at en anden manuskriptforfatters hovedperson dør.

Derfor bliver Chasuke sendt ned til jorden og tilbage i tiden for at redde den uskyldige Yuri (Ito Ohno) – En vaskeægte fish-out-of-water-historie.

Specielt filmens anslag er vanvittigt morsom. Alle de mennesker Chasuke møder på jorden har haft et sært liv med mange overraskelser, der tydeligvis er resultatet af manuskriptforfatternes interventioner. Eksempelvis manden, der blev opfostret af ti hjemløse fædre og viste sig at være et naturtalent til fodbold, men hurtigt blev smidt ud, da hans fortid blev opdaget. Derfra begyndte han at bokse og derfor blev kendt som den hjemløse bokser osv.

Situationerne og karaktererne er dejligt gakkede, og det er nemt at forstå Chasuke, når han får nok af menneskernes uretfærdige skæbner og beslutter sig for at rebellere mod manuskriptforfatterne ved at kurere folk med sine overnaturlige englekræfter.

Desværre er de gode idéer ikke fulgt helt til dørs, og filmen bliver decideret kedelig til sidst, da den aldrig får malket de relationer og situationer, der blev etableret i starten.

Det er virkelig ærgerligt, da filmen lagde ud med at ligne en prisvinder.

Nu går turen til Rosa-Luxemburg-Platz, hvor vi er inviteret til hjemmelavet ravioli hos tre vaskeægte Berlinere.