Berlin er fyldt med filmkunst, kaffeånde og røde gulvtæpper.

Som film-rookie er Berlinalen en perfekt smutvej til at føle sig som en hardcore conniseur. Forestil dig at tale om film blandt gode venner og så trække en film fra Kyirgistan eller en tegnet kortfilm, der gør nar af ‘funny cats’, ud af ærmet?
I min imaginære rygsæk har et par perler allerede indfundet sig.

Transkønnet hygge
Værd at fremhæve blandt perlerne er især japanske ‘Karera ga Honki de Amu toki wa’ (eller bare ‘Close-knit’ på engelsk), der er instrueret af Naoko Ogigami. I filmen møder publikum den 11 årige Tomo, der pga. hendes mors drikkeri ender hos sin onkel. Det særlige ved denne onkel er at han lever sammen med transseksuelle Raiko, der tidligere har været mand og nu har fået vendt kønsorganerne indad sammen med en flot og fast E-skål. Relationen mellem Tomo og Raiko bliver helt unik og der er på samme tid både dybde og umiddelbarhed i denne film. En film jeg virkelig håber at holdet, der arrangerer filmfestivalen MIX Copenhagen (Den med fokus på LGBTQ-film) vil holde et vågent øje med, så den får mulighed for at ramme så bredt som muligt.

Nyt fra Kirgisistan
En del af det fabelagtige ved at være på filmfestival er muligheden for at se en koncentreret portion film, der alle er nøje udvalgt af filmkyndige typer. Alene oprindelseslandet på filmen ‘Centaur’ lokkede mig ind i mørket. Kirgisistan! Hvornår har du sidst hørt nyt fra Kirgisitan? Jeg har ikke for nyligt og derfor tænkte jeg at nu var rette tid. I ‘Centaur’ er omdrejningspunktet et hestetyveri. Det lyder skørt, men med hestetyveriet som katalysator får instruktør Aktan Arym Kubat sat fokus på emner, der (tro det eller lad vær) har virkelig international karakter. De to bærende emner er slet og ret; konflikten mellem islam og en lokal/national kultur og menneskers manglende kontakt til naturen. Lyder det bekendt?

Handicap på film
For at skabe lidt kontrast til det hammer spændende østen fandt jeg den eneste nyproducerede danske film ‘At elske Pia’ om den mentalt handicappede Pia, der prøver at finde den kærlighed hun skal bruge den dag hendes mor er mæt af dage. En sød og ærlig hybrid film der balancerer mellem fiktion og dokumentar, og som har tunge danske elementer i sig eksempelvis sproget. En Langelandsk dialekt, en fransk accent og Pia, der taler som en mentalt handicappet nu engang gør. Jeg spurgte instruktør Daniel Borgman og et par af de internationale publikummer ind til netop denne problematik, og her var der ingen tvivl om at det naturligvis skaber en anden oplevelse at have den ekstra sprogfunktion, og hvad der er komisk på renskrevet engelsk bliver let tragikomisk på mentalt handicappet dansk.