Berlinale Internationale Filmfestspiele er i fuld gang.

Han lovede, at han ville blive nøjagtig lige som os. Jobbet, familien, det fuckin’ store TV. Men hvordan står det til med Renton 20 år efter, at han stak af med 20.000 pund? Hvordan står det til med slænget, han forrådte?

Vigtigst af alt: Hvordan står det til med Danny Boyle og co.? Kan de leve op til arven fra et af 90’ernes ubestridte hovedværker? Spørgsmålene svirrer og journalister er stimlet sammen i en rastløs kø uden for salen. Ikke ulig en flok junkier, desperate for at få deres fix. Ikke bare af britisk bravado biografglæder, men af filmkunst i al almindelighed. For Berlinalen er i gang og i gear.

Dommedag i Edinburgh
’T2: Trainspotting’ bliver vist uden for konkurrence, opkaldt på flabet vis, som karaktererne ville gøre det, efter ’Terminator 2: Judgment Day’. Og hammeren falder på godt og ondt. Filmen kan i sidste ende berøve forgængerens slutning noget af dens energi og optimisme. Ak og ve, alt er ikke vel i Edinburgh og Rentons opgør med fortidens synder går alt andet end gnidningsfrit. Især efter at Franco flygter fra fængslet, hvor han har rusket tremmer i al den tid, Renton har kunnet nyde eksillivet i Amsterdam.

Jonny Lee Miller har endnu en gang afbleget lokkerne for at spille Simon, tidligere kendt Sick Boy. Til pressekonference beskriver han værket som et post-mortem, hvis man altså skulle være i tvivl om hvorvidt det ville være lutter glade dage. Alle vores hovedpersoner er ældre, hærgede og om noget endnu mere ude i torvene. Men hvor ’Trainspotting’ er et veritabelt kanonslag, føles det som om, at ’T2’ til tider holder lidt igen. Man skal i hvert fald lede længere efter mavepustere som døde babyer og groteske toiletture. Følelsen i filmen er en anden og selv om de prøver deres bedste, kan karaktererne ikke drukne deres tanker om arv og forspildte chancer i stoffer og popmusik. Boyle og co. tog chancen og har ikke besmudset arven, så meget er sikkert.

Høj- og lavkultur i evig vekselvirkning
Hvor ’T2’ laver højkultur af de laveste sociale lag, trækker Oren Moverman de højeste i samfundet ned i et trashy melodrama, hvor håndværket er helt hen i vejret. To brødre og deres respektive hustruer skal spise middag på den mest fisefornemme restaurant man kan forestille sig, deraf titlen ’The Dinner’. De skal i fællesskab prøve at finde ud af, hvad de skal stille op med deres unger. De er nemlig ophav til to møgdyr, der har begået en forfærdelig forbrydelse. Hvis den skulle komme ud i offentligheden, kunne den ødelægge alle deres liv. Det lyder jo egentlig som et ganske fint set-up. En slags ’Benny’s video’ møder Polanskis ’Carnage’. Men nej.

De arme skuespillere gør alt hvad de kan med materialet, men de lades fuldstændig i stikken af tekniske svipsere og et manuskript, der bare vil alt for meget. Oren Moverman har både skrevet og instrueret og han skyder med spredehagl, der kun strejfer noget interessant. Det er forfærdelig ærgerligt, for der gemmer sig masser af interessante problemstillinger i filmen, men de undermineres af tarvelig belysning, fjollede digressioner og et par ubehjælpsomme teenagere, der får de voksnes præstationer til at ligne toppen af poppen. I stedet for at dedikere tid til hver enkelt ret gaber Moverman over hele buffeten og hans kæbe går af led.

Hvorfor den er med i hovedkonkurrencen er svært at sige. Det skyldes muligvis Movermans tidligere sejrsgang på festivalen med ’The Messenger’, men hvis ’The Dinner’ skulle få møvet sig til de danske biografer, ville den nok gøre det i kraft af sin star-power. Vil folk stadig gerne se på Richard Gere være charmerende?
https://www.youtube.com/watch?v=3ApuUYVWT2Q