Dag 5

Efter at have ladet op med en enkelt film i går, var det store 3D-dag i dag. 3 film, 3 dimensioner og en hulens masse brilleposer, som forhåbentlig bliver genbrugt. Teknologien bliver tydeligvis dyrket med en vis interesse blandt mange filmfolk, og der begynder at tegne sig et billede af, hvad 3D rent faktisk kan bruges til, og hvad det ikke kan bruges til.

Først har vi franske Michel Ocelots tegnefilm Les contes de la nuit (dansk: Fortællinger fra natten). I et lille teater et sted i Frankrig, ser vi 3 skuespillere diskutere hvilke opsætninger som skal opføres, og derefter ser vi historierne spillet ud. Vi når 5 eller 6 små historier fra vidt forskellige dele af verden, og alle som én er de simple eventyr af bedste skuffe. Vi når at opleve en hel masse drama i et trygt og sikkert animeret miljø, som formår at repræsentere alle de forskellige miljøer uden at ændre stilen synderligt. Samtidig oplever vi skuespillerne diskutere de forskellige historiers kunstneriske og moralske værdier, og oplever deres glæde ved at finde den rigtige idé. En fantastisk film for både børn og voksne, og en aldeles vidunderlig måde at starte dagen på. Man kan kun håbe på al mulig succes for denne film, den er med i hovedkonkurrencen så vi krydser stille fingrene – det kunne også være dejligt med en dansk premiere, om end det nok er for meget at håbe på. Og her ser vi også antydningen af at 3D er ved at blive forstået af instruktører. En film som foregår i et teater er perfekt til 3D, da man bliver i stand til at sætte en scene op på lærredet med rigtig dybe, akkurat som en teatersal i virkeligheden.

I perfekt forlængelse af netop denne tendens ligger næste film, Wim Wenders Pina, som vises udenfor konkurrence. En dansefilm, dedikeret til danserinden Pina Bausch, som jo nok for de fleste vil være et nyt bekendtskab. Filmen varer 106 minutter, og er rendyrket visuel poesi, hvor musik og krop sammen forsøger at fortælle en historie. Vi ser uddrag af utallige scener og hører fra forskellige dansere kort om Pina. Men ordene er ikke det vigtige, dansen er i højsædet, og 3D’en er igen her fuldt berettiget. Ikke nok med at teaterscenen igen bliver repræsenteret strålende, bevæger Wenders’ sig også ud med sine dansere, og lader dem opføre numre rundt omkring on location i Tyskland. Det er enestående at se øm ballet blive fremført i enorme fabrikshaller, eller sågar på et stykke græs mellem kørende biler ude på vejen. Wenders formår at lave en fremragende homage til teaterkunsten, samtidig med at han tilpasser emnet til filmsproget på storslået vis.

Dagens sidste film er den tyske filmmager og humorist extraordinaire Werner Herzogs nyeste film for History Channel, Cave of forgotten dreams. I 1994 blev en hule opdaget i Frankrig, som viste sig at indeholde de tidligste hulemalerier som nogensinde er blevet opdaget. Hulen er lukket for alle undtagen de nødvendigste videnskabsmænd, for at bevare de unikke billeder som er overlevet i 40.000 år nærmest uskadt, takket være et jordskred som har dækket hulen indtil den blev opdaget i slutningen af sidste århundrede. 3D’en her er ikke så veludført som i de to forrige film, men det er stærkt når man virkelig føler at man er inde i hulen, og enkelte steder i filmen er virkelig klaustrofobiske. Det er interessant at høre om civilisationer som er så uforståeligt gamle, men det er også en anelse nørdet, og lidt langtrukkent hvis man ikke lige er stor fan af hulemalerier og symbolik fra fortiden.

Ude af biografen viser verden sig også at være i 3D – og man behøver ikke engang have de mørke briller på længere. Vi tager hjem og går tidligt i seng, men på vejen møder vi en amerikaner ved navn Max Neger, og så er klokken 05:00 og vi håber på at de hovedpinepiller vi har samlet op på et apotek et par dage i forvejen, vil vise sig at være pengene værd i morgen.