Vores første dag på Berlinalen startede med udsøgt kontinental morgenmad ved otte-tiden. Derefter drog vi ind til Potsdamer Platz hvor vi på Hyatt-hotellet modtog vores pressekort og en stak pressemateriale af den anden verden. Der var nok til store og små, så at sige. Efter vi måtte sande, at vi ikke fik nogen gratis taske, og Frederik derfor måtte købe en udmærket mulepose for at kunne føle sig bare lidt speciel, gik vi til European Film Market, der ligger ti minutter væk fra festivalens epicenter. På EFA, som markedet forkortes, havde vi nemlig et håb om at møde Lars fra DFI vi havde fået et nys om havde forslag til personer, vi kunne interviewe. Lars havde imidlertid travlt, så vi aftalte at mødes efter den første pressekonference på hotellet. På vej tilbage mod Potsdamer Platz øjner de to krejleranlagte (os) en række splinternye Mercedes-minibusser. Eftersom der på bilernes sider står ”shuttle bus” synes Thea det ikke unaturligt at spørge chaufføren, om han kan køre os tilbage til hotellet. Frederik rystede på hovedet, men jyden hun er stærk og sej, og et snuptag senere sad vi på bagsædet af ovennævnte køretøj på vej tilbage til Hyatt-hotellet, hvor vi skulle overvære pressekonferencen for juryen.

For den danske læser er nok mest interessant at vide, at jurypræsidenten er Wong Kar Wai, der på Berlinalen viser sin The Grandmaster (mere herom senere i bloggen) og Susanne Bier, der er menigt medlem. Juryen tæller udover Wai og Bier gode gamle Tim Robins, iranske Shirin Neshat, den amerikanske filmfotograf Ellen Kuras, den tyske instruktør Andreas Dresen og græske instruktør og producent Athina Tsangari.
Til pressemødet sad vi på fjerdeforreste række og benyttede os vældigt af de udleverede headsets hvori en tolk snakkede lystigt på engelsk lige så snart der blev stillet mudrede spørgsmål på tysk. Der kom ingen nyheder frem under pressekonferencen – det var mere en åbning af festivalen for pressen. Spændende var det dog at være med, ingen tvivl herom.
Efter Berlinalens første pressekonference vendte vi snuden (her: shuttlebussen) mod EFA, hvor vi mødtes med Lars fra DFI. Lars opholdt sig med resten af den nordiske udsending på den del af EFA, der sælger film fra de nordiske lande. Med Lars havde vi en udmærket samtale og fik gode råd om hvordan og hvem vi skulle skrive og spørge om interviews. Efter samtalen med Lars gik vi tilbage til Potsdamer Platz og Hyatt-hotellet for at deltage i pressekonferencen for Wong Kar Weis The Grandmaster. Dette synes muligvis omsonst eftersom vi på daværende tidspunkt ikke havde set filmen, men ikke desto mindre interessant. Denne pressekonference var af en noget anden kaliber end den første: Vi erfarede, at man bør have set den film snakken går på den næste halve times tid, hvis man vil have noget ud af det hele. The Grandmaster havde været vist klokken 12, men der minglede vi jo med Lars. Til pressekonferencen på hotellet var udover instruktør Wai også de to hovedrolleindehavere og filmens fotograf. Halvvejs inden i pressekonferencen begyndte Frederik at læse i det udleve materiale om festivalen, så vildere var det heller ikke.
Efter konferencen bevægede vi os tyve meter, og fik billetter til en visning af The Grandmaster klokken 20.30 i det monstrøse Friedrichstadt-Palast (mere herom senere).
Med festivalens første billetter i hånden gik vi på Starbucks og fik en kop kaffe og optog en opdatering til video-bloggen (se link hertil i bunden). Eftersom cafeen var overfyldt med såvel presseakkrediterede som almindelige dødelige, måtte vi sidde udenfor. Det blev i længden for koldt, og vi besluttede os for at få varmen. Vi gik op til Denkmal für die ermordeten Juden Europas, Brandenburger Tor, og tog metroen tilbage til Potsdamer Platz. Vi skulle jo heller ikke overanstrenge os. Ej, okay, vi har syvdagesbilletter til transporten, så vi hamrer bare alt det vi har lært med alskens transportmidler.
Vel tilrette i CinemaxX’ sal seks så vi den danskstøttede Matar extraños (Killing strangers) der var noget af en intellektuel mavepuster. Den indgår i festivalens Forum-kategori og vil altså sige, at den ikke har en specifik genre påduttet. Dette måtte siges af skinne igennem, eftersom filmen var et sammensurium af fakta- og fiktionskoder ud over det hele. I filmen taltes der om en instruktørs og skuespillernes rolle i en hvilken som helst film, og den indeholdt en mængde næsten teatralske sekvenser der filmisk havde et yderst dokumentarisk præg, og som stod som små opråb mod fiktionens genredefinitioner.
Killing strangers var en speciel sag, men den affødte nogle gode samtaler, Nosferatus to udsendte imellem. Gennem snebyger og menneskemængder fandt vi vej via S-Bahn til Friedrichstraße for der at skifte til U-Bahn for endelig at stige op fra undergrunden på Oranienburger Tor-stationen.

Her skulle dagens anden film, jurypræsidenten, Wong Kar Weis, åbningsfilm The Grandmaster, nemlig ses. Og det endda for fulde huse, skulle det vise sig. Inden dørene til Friedrichstadt-Palast-teateret blev åbnet, så vi vores snit til at købe lidt aftensmad. Velforsynede foran et pizzeria, observerede vi en ung herre i jakkesæt med en casanovamaske på. Vi smilte skævt til hinanden og tænkte i vores stille sind, at Berlin er Tysklands Herning, herom skal ingen tvivl herske, men at Berlin også er mangfoldighedernes by. Med kameraet fyldt af dækbilleder til videobloggen og maven fyldt af næsten færdigbagt pizza, gik vi ind i den enorme teatersal for at se hongkongsk storfilm. Hvad vi imidlertid ikke vidste var, at vi også fik den tv-transmitterede åbningsceremoni af festivalen med oveni hatten. Normalt er enhver gratis ting en god ting, men lige netop i den beskrevne situation var den ekstra time en time for meget. Pladsen i Friedrichstadt-Palast-teateret er nemlig uden hensyntagen til mennesker med normal længde ben, så vi var godt møre efter tre timer i den samme position.

Da vi havde set filme, og var på vej mod U-Bahn, talte vi om, at en overvejende del af The Grandmaster bestod af mange nære og ultranære billeder der sammen med den asiatiske fortælleform er med til at gøre Kar Weis film til noget helt, helt andet end europæiske film. Asiatiske film, talte vi også om, har en tendens til at væve handlingstrådene særligt meget sammen, så det er med at holde tungen lige i munden, hvis man ikke vi tabes undervejs. The Grandmaster er en vanvittig filmisk flot film, men svær at finde ud af (først ved Hauptbahnhof fandt Frederik ud af, at hovedpersonen havde en kone og en elskerinde).
Vel ude af biografteatret ved Oranienburger Tor-station strækkede vi vores ben og trillede mod togene der så trillede os hjem til Hauptbahnhof hvorved vi bor.

Nu er klokken mange og vi har en lang dag for os i morgen. Vi har et håb om at komme til at se Joseph Gordon-Levitts Jon Don’s Addiction (hans instruktørdebut), efterfølgende tage til pressekonference for selvsamme film, se Paradise:Hope der er med i festivalens hovedkategori, muligvis også nå Les Misérables, og så kommer morgendagen sandsynligvis til at kulminere med den sociale sammenkomst Meet the Danes for de danske filmfolk og de gæster, disse har inviteret. Det skal blive godt.
Første dag på Berlinalen er slut. Vi er yderst spændte på de seks resterende. Det skal blive godt, skal det.
Ja tak.

/Thea & Frederik