Så blev det lørdag den 9. februar 2013 og det betyder for Thea og Frederik, at det er deres tredje dag på Berlinale. Men den opmærksomme læser vil vide, at gårsdagens blog sluttede en kende abrupt eftersom vi forlod epicenteret (Potsdamer Platz og alle biograferne) midt på dagen for at komme hjem og dresse up og gøre os klar til Les Misérable og den danske filmindustris selvfejring i Berlin: Den sociale begivenhed Meet the Danes.

Efter vi havde dresset up til den helt store guldmedalje (Thea lignede mindst Medina, og Frederik bar butterfly) nåede vi lige præcis ind i CineStar med det formål, at se den danskstøttede dokumentar The Pirate Bay. De to stressede youngsters (os) havde dog i midten af festivalens puls glemt at hente billetter til filmen, og måtte derfor opgive pirateventyret. I kølvandet på den ekstreme skuffelse det var, tog vi over i Tysklands svar på Cinemateket for at overvære en lidt speciel oplevelse: En visning af en gennemrestaureret dokumentar (What Happened to this City) om en by i Indien fra slut 1970’erne til midten af 1980’erne, og de politisk motiverede demonstrationer, der havde været i byen. Ja. Ud over at vidne om hvor forbedret restaureringsudstyret er blevet nu til dags, var filmen ikke den mest nervepirrende oplevelse. Det blev en langsommelig affære for to sæt trætte øjne, der efterfølgende hastede over for at kaste et blik på Subways menukort og få sig en af de få daglige rationer mad.

Endelig blev det tid til at se det store musikalskrud af en film: Tom Hoopers Les Miserables. Og begejstringen var da rimelig stor. Selv Thea, der ellers er typen, der forlader selskabet halvvejs inde i Mamma Mia, Dream Girls eller andre uudholdelige musicalfilm, måtte erkende sig ganske positivt overrasket over den ekstremt storslåede musical. Ingen kan tage fra Les Miserables,at det er en vidunderlig historie (tak, Victor Hugo), som i samklang med de pompøse kulisser, danner noget af en storfilm. Sascha Baron Cohen spiller sammen med Helena Bonham Carter et grådigt, indbildsk – og ikke mindst genialt tyvepar, der tilfører et herligt indspark af comic releaf. Det blev dog ind imellem lidt anstrengende at høre på, at alle replikker skulle synges. Selv når intet rimede. Overhovedet.

DFI’s reception Meet The Danes foregik i en kæmpe sal i begyndelsen af Köthenerstraße (skulle du være interesseret). Til receptionen var foruden Nosferatus udsendte en mængde branchefolk og andre, der var inviteret af DFI. Vi hyggede os vældigt med hverandre, og her skal ingen detaljer udpensles, men lad det for stå klart, at der var fri bar.

Efter festen i går, der medførte en halvsen sengegang, tillod vi os at snue en smule længere end ellers. Sen formiddag stod den så på den dansk/newzeelandsk co-producerede The Weight of Elephants, som er Daniel Joseph Borgmans  første spillefilm. Begge spændte – eftersom der ventede et på forhånd planlagt interview med instruktøren, lod de to journalister sig glide ned i de røde biografsæder i CinemaxX. Og på den anden side af de 83 minutter gik mindst to meget glade mennesker ud af salen. For sikke en debut! Filmen omhandler ifølge instruktøren selv ensomhed og tabet af uskyld. Det er den 14-årige Adrian der hverken på hjemmefronten eller i skolen har det for nemt. Sammen med børnene i traileren ved siden af, lider Adrian under et kæmpe fravær af forældre. Det er denne vægt, titlen referer til.

Efter visningen af fremragende (!) The Weight of Elephants, drog vi over i biografmonsteret Berlinale Palast for at forberede nogle interviewspørgsmål til filmens newzeelandske instruktør Daniel Joseph Borgman. Vi havde på forhånd noteres os adressen for hotellet, hvor interviewet skulle holdes, men vi løb op og ned af Köthenerstraße, fordi nogen havde fjernet hotellet. Eller, det var i hvert fald den eneste logiske forklaring vi, på det givne tidspunkt, kunne finde. Lang løbetur kort: Vi ankom på minuttet.

Efter at være blevet fyldt op med lunken kaffe, fik vi adgang til Borgman: En stille og rolig men yderst venlig mand. Vi havde ti korte minutter til at stille ham nogle vældig kvalificerede spørgsmål, og det hele forløb som en drøm. Vi kom selvsagt ind på filmen vi lige havde set, og hans brug af dyr i filmen. Ydermere blev der kort snakket om hans fascination af Lars von Trier og hans næste filmprojekt. Interviewet vil blive inkluderet i vores massive Berlinale-program den 14. februar klokken 22-24. Det kan (surprise) høres på 95,5 Fm eller livestreames på www.universitetsradioen.dk.

Da vi i hotellets foyer havde tjekket, at vi havde fået optaget interviewet i en brugbar kvalitet, tjekkede vi programmet, og efter at have konstateret, at der ville blive vist en række kortfilm klokken 16 i CinemaxX’ Sal 5, stormede vi tilbage mod Potsdamer Platz. Frederik førte an, og manden der altid er stensikker i sin tro på sig selv, fik Thea og sig selv ledt ind i Sal 6. Wups.
Nuvel. Da vi cirka fyrre minutter inde i filmen konstaterede, at det vist ikke var en række kortfilm vi sad og så, trak vi på skuldrene og så videre. Efterfølgende skulle det vise sig, at vi havde set græske The Eternal Return of Antonis Pasakevas hvori en ældre mandlig studievært sammen med sin kanalchef iscenesætter sin egen bortførsel. Han bor på et luksushotel uden for sæsonen, og her sætter han sit liv på absolut pause, mens hele den græske medieverden skriger efter hans genkomst.

Det var en speciel men god og tænksom film, der i sandhed debatterede mediernes rolle, og afbillede en mand i dyb eksistentiel krise. Efter filmen gik turen mod Arkaden hvori Thea var sofistikeret og nød sushi mens Frederik takkede ja til en bakke Currüwurst mit Pommes. Echt super!

Med fyldte maver trillede vi mod CineStars ottende sal, hvor der 18.30 var verdenspremiere på A Single Shot. Vi kom i god tid, men alle de andre kom bare lige lidt før os, så vi endte på tredjeforreste række. Ikke optimalt, når lærredet var på størrelse med Canada.
Efter visningen kom instruktør David Rosenthal, producere, manuskriptforfatter og skuespillere på scenen for at tale og blive talt til. Da der var mulighed for spørgsmål tog Thea, vel at mærke foran verdenspressen og menneskene bag filmen, teten (altså mikrofonen), og stillede et spørgsmål angående filmens slutning. Vi optog hele seancen, og den vil der også blive bragt bidder af i vores monstrøse program den 14. februar.

Efter gårsdagens bumletur (Meet the Danes) lærte vi, at man kunne spare oceaner af tid ved at tage en bus i stedet for at skulle tage tog og metro for at komme hjem til hotellet. Derfor var vi hjemme på vores værelse cirka en halv time efter vi havde forladt CineStar. Love it.
Her sidder vi og debatterer hvorvidt vi skal tage til et arrangement den gode Daniel Borgman tidligere på dagen gjorde reklame for: Meet the Young Danes. Efter at have skrevet blog for halvanden dag og ømmet os over vores fødder og nakker, er skyggerne imidlertid blevet lange. Klokken 9 i morgen (tidlig) skal vi se Gloria inden vi lidt over middag skal til interview med Mikkel Boe Følsgaard (true story). Tough one.

Som afslutning på denne festivalens tredje dag er blot tilbage at sige, at vi blogges ved i morgen, og at vi håber, at alt går det det sig bør og hør i Danmark og at skabet står hvor det plejer. Ydermere vil vi lade dig vide, at vi elsker dig for at læse vores blog <3