Her er vi igen. Lørdag endte med, at vi hoppede på hovedet i seng, og altså ikke tog til Meet the Young Danes vi ellers havde fået anbefalet af Daniel Borgman, instruktøren bag underskønne The Weight of Elephants. I morges synes vi selv, at vi var i rimelig god tid, men de to nosferater havde ikke taget højde for, at den offentlige trafik i Berlin altså lige tager sig et pusterum søndag morgen. Det korte af det lange er, at efter vi på halvvejen (Brandenburger Tor) måtte indse, at vi ikke kunne nå visningen af chilenske Gloria, blev der truffet en rask beslutning, og efter verdens korteste taxatur, sprang vi ind i Berlinale Palast.

Gloria var en morsom og rørende fortælling om en kvinde i tresserne, der finder sig en upålidelig kæreste, og at hun ud fra hans kontinuerlige fravær arbejder med sig selv, og finder frem til, hvad hun virkelig vil med sig selv. Filmen spås af os udmærkede chancer for at gøre sig bemærket, når der skal deles statuetter ud om en uge den 17.

Visningen af Gloria blev lidt forsinket, så vi havde ni minutter til at komme fra den ene ende af orkanens øje (altså festivalområdet) til den anden: CineStar. Heri skulle vi se Maladies med blandt andre James Franco på rollelisten. Filmen foregår i New Yorks 1960’ere og portrætterer tre voksne, hvoraf de to er mere eller mindre sindsforvirrede. Maladies havde et eksistensfilosofisk islæt, og det fungerede godt i filmens lille, næsten ikkeeksisterende handlingstråd. Der var ikke så meget fart over feltet, så at sige.

Efter Maladies tog vi U-Bahn for at skifte til S-Bahn og ende nær Humbolt Univärsitet. Det var nemlig på det nærliggende Hotel de Rome, vi skulle interviewe Mikkel Boe Følsgaard. Darlingen, der sidste år vandt en Sølvbjørn for bedste mandlige hovedrolle i En kongelig affære. Nu er han igen i Berlin, fordi han med ni andre europæiske unge skuespillere er udtaget til at være en Shooting Star. Det vil altså sige en skuespiller, der har en lovende karriere foran sig, men som endnu ikke er brudt igennem.

På hotellet blev vi forsynet ud over alle grænser med en overdådig frokostbuffet. Hvis mad var film, har vi i dag spist Godfather. Eller. I forstår hvad vi mener. Hovedsagen er, at vi tog for os.
Vi var på hotellet i god tid, så da vi fik at vide, at vores rundbordsinterview først ville finde sted klokken 15, så vi vores snit til at se os lidt omkring. Efter en fin gåtur og lidt mere ventetid blev klokken 15, og endelig blev det vores tur. Vi skulle dele Mikkel med en norsk og en rumænsk journalist, så interviewet foregik på engelsk. Det kan, ligesom vores interview med Daniel Borgman, høres i vores Berlinale-udgave af Nosferatu,  der sendes på torsdag den 14. februar 22-24.

Da vi havde slukket vores diktafon, og Thea havde nået at ærgre sig over, at vi glemte at få taget et billede, fik Frederik et klarsyn, og tjekkede programmet. Det skulle vise sig, at der klokken 16 gik en fransk film der er med i hovedkonkurrencen, og eftersom klokken var 15.38, tog Frederik benene på nakken, og vi kan med garanti sige, at Markgrafenstraße aldrig før har set en dansker smadre sig gennem menneskemængde efter menneskemængde på en sådan måde.

Frederik nåede akkurat til visning af Vic + Flo ont vu un ours (der på dansk betyder noget i nærheden af Victoria + Florence har set en bjørn) i CinemaxX. Det var en lidt speciel oplevelse, for at sige det mildt. En niece, 63-årige Victoria, kommer hjem til sin onkel for at passe ham. Det skal imidlertid vise sig at være et dække for, at hun sammen med sin kæreste Florence kan leve et tilbagetrukket landligt liv, der mest af alt består i at bumle rundt mellem marker. Victoria har før filmens handling været i fængsel, og det skal vise sig at komme til at betyde ret så meget for kæresteparrets pensionisttilværelse.

Vic + Flo var en underlig (læs: negativ) oplevelse, der egentlig ikke rigtig kunne finde ud af, hvad den ville fortælle. Eller også led Frederik under et fravær af dybsort kaffe. Han var i hvert fald ikke imponeret.
Imens Frederik overværede den franske bjørnefilm, sad Thea og redigerede vores interview med Mikkel Boe Følsgaard. Klokken 18 kom Frederik tilbage til Thea, og vi kom til enighed om at vores veje for denne dag skulle splittes dér.

Frederik tog til Ken Loachs dokumentar The Spirit of ´45, der med afsæt i stemningen i Storbritannien efter Anden Verdenskrig skildrede landets totale mangel på social omsorg i form af velfærd. Det blev vist, hvordan jernbanerne, minerne, vand- og varmecentralerne etc. op gennem den sidste halvdel af århundredet blev privatiseret, og hvordan det stod i kontrast til befolkningens åndelige tilstand i 1945.

ANEKDOTE: Portrættet af den offentlige sektor i Storbritannien endte med billeder fra nutidige demonstrationer imod en privatisering af sundhedsvæsenet. Det var en noget så farvet (hermed menes labour-venlig), og supergod dokumentar. Da en ekspert i filmen udtalte, at han ville skamme sig over at være amerikaner fordi så rigt et land har så ringe et sundhedssystem, brød salen ud i jubel.
Dette kan dog ikke stå mål med hvad Frederik oplevede efter visningen: Det viste sig nemlig at manden på Frederiks venstre og kvinden på hans højre side havde en fælles bekendt. Yaffa.

De tos samtale var for Frederik svær at overhøre, og det fornemmedes, at det blev en konkurrence om, hvem der kunne komme med de nyeste detaljer om denne Yaffas gøren og laden. Manden på Frederiks venstre måtte til sidst set sig slået idet kvinden kunne smide trumfkortet og sige, at Yaffa altså har to døtre på henholdsvis syv og fire år. Uden skyggen af værdighed kiggede manden på kvinden og sagde ”What do I know? He’s from Munich…”. Og så gik han. Fantastisk finish.

SLUT PÅ ANEKDOTE: Mens Frederik så britisk dokumentar, begav Thea sig uden for Potsdamerplatz ’ biomekka og tog turen til Karl Marx Allés Kino International for at se hebraisk gidseldrama af bedste kaliber. Filmen Youth handler om to tvillingebrødre, der vil gøre alt for at redde deres familie fra finansiel falliterklæring, også selvom dette betyder at gå til ekstremiteter. Leg med tilbageholdelse af viden for publikum skaber en fremdrift, der gør, at man ikke kan gætte sig frem til noget i denne film. En rigtig god oplevelse!

Efter Thea havde set Youth hastede hun tilbage til Berlinale-centrum for at se det argentinske trekantsdrama Deshora. Og er man til hanekamp i mere end én forstand, er denne film værd at se. En film med flere abstraktionslag, der tematiserer de menneskelige drifter og urtidsbehov. Dog var det ikke den allermest prima film at se efter midnat, spørger man en grødet hjerne og trætte øjne.

Frederik havde efter visningen af The spirit of ’45 tid til at strejfe om for sig selv, men han købte i stedet en sandwich og en kæmpe spand kaffe på Starbucks før turen gik med to gange U-bahn til endestationen Kurfürstendam. Herfra var der en lille gåtur ned til Haus der Berliner Festspiele. I festivalens hovedbygning, der ligger milevidt fra Potsdamer Platz’ puls, skulle Frederik nemlig klokken 22.15 afslutte dagen med sin sidste og femte film: The Necessary Death of Charlie Countryman. Filmen er med i hovedkonkurrencen, og hvis man tror, at dette er en garant for kvalitet, kan man roligt to om igen.

Nøj for noget møg. Filmen har Shia LaBeouf, Evan Rachel Wood, Mads Mikkelsen (yes), Til Schweiger, Rupert Grint (ham fra Harry Potter, du ved) og flere andre kendisser på rollelisten. Ikke desto mindre var det en absurd blanding af action- og kærlighedsdrama, coming of age-parodi og dannelsesfilme i én sammensurium. Filmen ville alle mulige ting, men det færdiggjorden ingen af dem. Frederik er i syv sind over, hvordan han skal formulere sig, men han vælger at gøre det sådan, at hvis film var tv-kanaler, var The Necessary Death of Charlie Countryman nok en kombination af CNN og Lorry. Make of it what you want.

Klokken er igen blevet mange, og vi har ikke andet tilbage at sige end, at vi glæder os til endnu en dag på verdens største filmfestival:  Internationale Filmfestspiele Berlin.