Dagen nærmer sig, hvor vi skal sige farvel til wunderschöne Berlin. Vi er nemlig nået til den sjette ud af syv glamourøse dage på Berlinalen, og føler derfor, at dagen bedst udnyttes ved at hamre så mange film igennem, som vi kan nå. Dette gælder især de film, der er i hovedkonkurrencen – hvilke vi starter ud med at nuppe tre af fra morgenstunden. Morgenfriske og frejdige som altid møder vi op kl 9.00 i Berlinale Palast og får indtaget et par pladser lige bag ved nogle pressefolk med alt for store hoveder, der senere skal vise sig at lide af ADHD, tager man deres sejlen rundt på sædet i betragtning. Ak.

Men det handler altså om den mellemøstlige Pardé (Closed Curtain), som også er med i konkurrence-kategorien. Handlingen er sat nær det Kaspiske Hav, hvor den umiddelbare hovedperson skjuler sig selv og sin ulovlige hund for overmagten. Han får snart uindbudte gæster, og derfra stikker filmen af i en metakommentarisk retning, der kommenterer på den kreative undertrykkelse, man som kunster bliver udsat for af statsmagten. På trods af en helt forfærdelig lydside (sandsynligvis pga. at instruktøren selv har ageret de fleste roller i produktionen) var de to udsendte nosferater ret enige om, at de havde fået stof til eftertanke og, at det var en særdeles interessant film, de her havde været vidne til.

Strømmen af Competition-film fortsatte med at skylde ind over os, og efter Pardé var det altså derfor tid til Steven Soderberghs nyeste skud på thrillerstammen – nemlig den umådeligt veludførte og overraskende Side Effects. Som titlen antyder handler det om medicinske bivirkninger. Sagt på den måde lyder det måske kedeligt, men kombinerer du det med historien om en depressiv kvinde, der anklages for at have myrdet sin mand – og det muligvis på grund af bivirkninger fra den antidepressive medicin – og smider du så et cast af bl.a. Jude Law, Catherine Zeta-Jones og Channing Tatum i puljen, så er der dømt god film. Vi var i hvert fald flere, der var begejstrede. Især også for at se Jude Law i levende live til pressekonferencen efterfølgende.

Sidste (og mest skuffende) konkurrencefilm, der blev set i dag, var Camille Claudel, 1915. Den kære Frederik måtte sågar forlade foretagendet allerede 40 minutter inde i filmen, da jagten på en pose chokoladeknapper og cola syntes mere tillokkende end halvanden time med en grædende Juliette Binoché (der ellers som altid spiller skønt), og absolut ingen historisk udvikling. Det var for at sige det mildt en meget langtrukken oplevelse. Thea udholdt dog til den bitre ende i håbet om, at filmen ville tage en dramatisk drejning. Men ak nej.

Der blev dog for en gang skyld tid til rent faktisk at gå i et normalt tempo hen til næste forestilling: Den georgiske A Fold In My Blanket. Begge journalister var i og for sig meget positivt stemte efterfølgende, men på den der underlige ambivalente måde, hvor man alligevel ikke helt føler, at man har knækket koden til filmen. At forklare hvad filmen handler om, kan næsten også synes som en umulig opgave, på grund af de mange handlingstråde, som blev suppleret med stemningsladede og smukke billeder, der ind imellem hang sammen i en symbolsk klipning. Men interessant var det uden tvivl.

Char.. No Man’s Island omhandler øen, der markerer grænsen imellem Indien og Bangladesh, hvis indbyggere kun lige ernærer sig ved at smugle ris imellem de to lande. Filmen benytter sig af mange forskellige kamerateknikker, der på forskellig vis skildrer den dommedagsagtige stemning. De smukkeste billeder af landskaber kombineres med pixeleret, håndholdt kamera, og giver filmen en helt unik portrættering af indbyggernes daglige kampe. Efter filmen var der en Q&A (Question and Answering) som Thea og Frederik besluttede sig for at blive til eftersom der nu var en dansk finger med i spillet i produktionen af filmen (Final Cut for Real).

Selvom mange mennesker undervejs gjorde deres exit, smækkede med døre eller hostede, lykkedes det næsten at få noget brugbart lyd på den lille medbragte recorder – som man kan glæde sig til at høre i et senere program. Måske vil man også her kunne høre den akavede kvindelige interviewer på scenen erklære sig yderst affekteret af filmen. Dette blot med et lidt for uheldigt ordvalg (som ikke finder sin gang på denne kultiverede blog), som nogle blandt publikum kunne finde på at mistolke. Dette gjaldt dog ikke de civiliserede og seriøse nosferater.

Char… No Man’s Island var den allersidste film, der blev set på vores sidste hele Berlinaledag.
Selvom vi er kede af at måtte erkende det, er det i morgen vores allersidste dag på Berlinalen. Det gør ondt. Men heldigvis har vi forberedt at skulle se tre pressevisninger, inden vi derefter må haste til flyet. Vi blogges derfor ved i Danmark i morgen , når vi formegentlig er hjemme med ømme knæ efter en uge med at sidde ned og godt glade i låget over alle de gode oplevelser. Tschüss!