Efter en blød start i går gik festivalen for alvor i gang i dag og radioens udsendte var da også tidligt oppe, da dagens første pressevisning i hovedkonkurrencen begyndte kl 8.30 i Berlinale Palast selve hjertet af festivalen, hvor den store åbningsgalla og prisoverrækkelse foregår.

vel ankommet og en smule benovet over biografens eks- såvel som interiør fordrev reporterne tiden med at spotte folk fra den danske presse heriblandt Erik Jensen fra Politiken, Per Juul Carlsen fra DR P1´s Filmland og Bo Green Jensen fra weekendavisen.

Filmen Howl var en noget anderledes biografifilm, idet at den tager udgangspunkt i beatdigteren Allen Ginsberg digt af samme navn fra 1955. Filmen er så meget en film om digterens liv som det er en udforskningen af det berømte digt, dels gennem et interview med Ginsberg spillet af James Franco, sort/hvid billeder fra en oplæsning af digtet,  fortolkninger af digtet givet visuelt gennem computeranimerede sekvenser, der er mindst lige så syret som digtet selv og så gennem den retsag digtudgivelsen og dens forlag var i gennem. Anklagen lød på at værket via dets vulgære sprogbrug skulle forbydes eller censureres. I disse tider med muhammedtegninger og snak om ytringsfrihed og (selv)censur af knust virker Howl hyperaktuel set med danske øjne. Så afgjort en fin film med gode præstationer af folk som Jon Hamm, David Strathairn, Jeff Daniels og ikke mindst James Franco i hovedrollen.

Efter fimen stak vi lige hovedet inden for til pressekonferencen med filmens instruktør og fik en lydbid til programmet den 25/2.

Efter det splittede nosferatu sig op således at Nicolai tog til Panorama visningen på Sex&drugs&rock&roll og Martin gik til hovedkonkurrencens visning af Roman Polanskis The Ghost writer. Førstnævnte er lavet af Mat Whitecross der ikke er fremmed på Berlin, da han i 2006 vandt en sølvbjørn sammen med Michael Winterbottom for The road to Guantanamo. Denne gang er han dog tilbage med en mindre politisk film, da han har kastet sig over det engelske punkrockfænomen Ian Dury. Manden der blev ramt af polio som lille var hele sit liv lammet i venstre side, hvilket dog ikke stoppede ham fra en af de mere spøjse karrierer i britisk musik. Filmen er igen, ligesom Howl en noget alternativ biografifilm, der er rodet, kulørt, flabet og underholdende anarkistisk. Det der løfter filmen fra det pudsige til seværdige er præstationen af Andrew Serkis(ja, ham der lagde krop til Gollum), der ikke alene går som den krøblede musiker, men også synger/preformer røven ud af bukserne. Forståeligt nok er manden nomineret til en BAFTA for det!

Martin gik tilbage til Palast til en af de mest hypede film på festivalen og var i det store hele underholdt af en spændende thriller, der formåede at gøre spilletiden på over de 2 timer kort og stadig overraske lidt ved plottwistet til sidst. Ewan McGregor spiller hovedrollen som den “famøse” ghost writer, der efter den pludselig død af en kollega overtager hans job med at skrive den forhenværende engelske Prime ministers biografi. Denne spilles af Pierce Brosnan, der undervejs beskyldes for i sin tid har hemmligholdt tilsagn til at overdrage formoede terrorister til USA. I denne pludseligt opståede politiske trykkoger stræber nogen måske det nye skrivespøgelse på livet.

Efter filmen mødtes den dynamiske duo igen med planer om at komme til pressemødet med castet fra filmen, hvor alle stjernerne var mødt op(instruktøren er jo, som bekendt optaget andetsteds). Forvist til storskærmen udenfor formåede Nosferatus udsendte at få lidt lyd og billede til program og blog.

Således opløftet begav vi os til dagens første dokumentarfilm i Panaorama dokumenteBeautiful Darling: the life and times of Candy Darling der var et solidt værk om en mærkelig skæbne, der endte sit liv kun 29 år gammel. Filmen er blevet til i kraft af “kæresten” der gennem mange år har samlet arkivmateriale omkring den transkønnede, der startede som dreng og endte som allesammens darling, som man kender det fra Lou Reeds Take a walk on the wild side. Bagefter var der Q&A med instruktøren og selvfølgelig var vi hurtige og havde diktafonen klar til endnu en lydbid til vores lyttere.

Dagens ellers gode stemning fik vi desværre ødelagt da den såkaldte tyske effektivitet svigtede til pressevisningen på David wants to fly. Her havde instruktøren fået lov til at inviterere hele filmens crew, hvilket gjorde at ingen fra pressen kom ind. Det var der en del sure miner og protester over.

Heldigvis for os er dagen ikke slut, da vi skal til fest hos DFI senere i aften, hvor The blue van spiller op til dans med mere…

Af Nicolai Eskesen og Martin Wolsgaard