Berlinalen er ikke altid lige nem. For hvert et guldkorn er der sten til ens sko. Så det er godt, at man kan trøste sig med den stærke danske tilstedeværelse.

Pludselig virker de forbistrede køer ikke så underlige.

For selv om det til tider føles som om, at det kunne trænge til en brugsanvisning, så byder programmet da også på lidt til enhver smag. I sidste ende giver det mening, at lokale såvel som turister stimler sammen i hyldesten af fortællemediet over dem alle.

Tarkovsky-light og Hitchcock-zero
Der ønskes alskens held og lykke til den, der forsøger at finde en instruktør, der ikke vil nævne nogle af de store mestre som inspirationskilder. Men når disse instruktører vælge at tale om deres forbilleder, gør de klogt i at holde tungen lige i munden. Der eksisterer ikke en værre måde hvorpå man kan introducere sin egen thriller end som ”Hitchcockian”. Løftede øjenbryn er uundgåelige – for man skal virkelig kunne bakke det op, for ikke at falde helt igennem.

Men Wayne Wang og hans film ’While the Women are Sleeping’ faldt helt igennem. Ikke med et brag, men snarere med en knappenåls sagte klingen i en sal, der efter forestillingen var stille som graven. Det var noget af helt særlig oplevelse da det på Berlinalen er kotyme at klappe efter hver en visning, hvad end der er filmskabere til stede eller ej. Dette var ikke en betaget stilhed, hvor folk sad tilbage i ave efter at deres kollektive grundvold var blevet rystet godt og grundigt. Nej, dette var en larmende stilhed, som filmen havde gjort sig selv fuldstændig fortjent til. Meget kan man sige om kælkede linjer og Beat Takeshi, men intensiverende i sig selv er de ikke.

Anderledes stilfærdigt foregik det i den kinesiske ’Crosscurrents’ – et ekstremt stemningsfyldt lille stykke kinesisk drama, hvor et beskeden mandskab sejler op ad Yangtze-floden alt imens at kaptajnen læser sin afdøde fars digte om de byer, han selv passerede på en lignende rejse. Men hver by virker forladt – øde og udhulede kadavere, hvis forfald kun bevidnes af de omsluttende skove og bjerge. Det kræver sin tålmodighed at komme igennem, men den meditative rejse, hvor afgrænsninger i tid og rum udviskes, er det værd.

De små stykker af Danmark
Ingen festivalsdækning uden et par ord om den danske tilstedeværelse. Men i stedet for at rette mere opmærksomhed mod ’Kollektivet’ bør man unde sig selv at opsøge Rebecca Millers ’Maggie’s Plan’ hvori Juliane Moore spiller den frigide og neurotiske antropologiunderviser, Georgette Nørgaard, hvis narcissistiske torsk af en mand, forlader hende til fordel for Maggie, spillet på Greta Gerwig-agtig maner af Greta Gerwig. Flashforward fem år og Maggie er så småt begyndt at fortryde hele affæren – selvom hun har fået den sødest mulige datter ud af det. Så sammen med Georgette planlægger hun, at føre Georgette og hendes eks sammen igen. Og det er helt utrolig morsomt. Filmen har en iboende lethed og alt er lidt aparte – helt uden at blive quirky på en måde der føles søgt. Som Julianne Moore selv siger med en svenskklingende accent: ”Det var så hyggeligt”.

Rigtig dansk bliver det også næsten i Spike Lees ’Chi-Raq’, hvilket måske kommer som noge af en overraskelse til alle kendere Lees særlige afart americano-centrisme. ’Chi-Raq’ fortolker Aristofanes ’Lysistrate’ og flytter den til det urbano Chicago år 2015. Her har banderne Trojanerne og Spartanerne så travlt med at skyde hinanden synder og sammen at kvinderne siger fra. Anført af Lysistrata aflægger samtlige af byens kvinder kyskhedsløfter indtil mændene får en fred på benene – ”No peace, no pussy”.

Denne protestbevægelse bliver et verdensomspændende fænomen og lille København er da også lige med for en kort bemærkning. Her lyder budskabet ”Ingen fred, ingen fisse”. Hvis den lille detalje kan få ’Chi-Raq’ til at lyde som alt for meget, skal man holde sig langt, langt væk. Som det kunne forventes, lægger Lee ingen fingre imellem når det kommer til filmens politiske budskab. Det samme gælder den spraglede brug af formalistiske greb som filmen er fuld af. Der tales i vers, nedskudte gangbangers tanker popper op som sms-tekstbokse og Samuel L. Jackson fryser flere gange filmen for at adressere publikum direkte som det græske en-mandskor, Dilomedes.

Det er præcis lige så fedt som det lyder. ’Chi-Raq’ tager ingen fanger. Den er et legitimt debatindlæg og et energiindspark af en film.

… Og så er den jo også lidt dansk.