Dag 4:
Efter i går følte vi begge, at vi havde lidt at indhente på filmfronten, så på denne fjerde dag blev der dømt ‘store filmdag’. Vi stod tidligt op, og har stort set intet andet lavet end at se film – i en sådan grad, at det til tider har været svært at finde tid til at klemme et måltid ind. Vi er derfor også kommet op på seks film, så i skrivende stund føles hovedet lige lovlig bombarderet dem indtryk. Gode indtryk (for det meste…). I kronologisk rækkefølge så vi: Konkurrencefilmen Meteora, konkurrencefilmen Captive, panorama-dokumentaren (festivalens næststørste konkurrence) This Ain’t California, Shadow Dancer, Keyhole og til sidst dagens højdepunkt – den fænomenale The Flowers of War.
Som i muligvis kan have sympati for, er vi noget bombet lige nu, så i stedet for at lave en slavisk gennemgang af filmene – det er så kedeligt – vil vi beskrive dagens største filmmæssige nedtur og dagens filmmæssige højdepunkt. Passende nok var dette henholdsvis dagens første og sidste film. Den første film, Meteora, er en græsk/russisk produktion, der handler om et forbudt kærlighedsforhold mellem en monk og en nonne. Det kunne være sødt nok, MEN filmen kandiderer for vores vedkommende i hvert fald til festivalens absolut dårligste film. Og ikke nok med at være dårlig af Berlinale hovedkonkurrence standard er den nok en af de kedeligste film, vi begge har set i umindelige tider. Oveni hatten skar det i Lars’ (der ved siden af arbejdet på Nosferatu er professionel fotograf) hjerte og øjne, at filmen lignede, den var skudt med en dårlig telefon eller mormors gamle aflagte kamera. Især når miljøet havde potentiale for så smukke og stemningsmættede billeder. Men nok om skuffelsen, nu til opturen som vi lige er kommet fra – Zhang Yimou‘s nye film med Christian Bale i hovedrollen: Flowers of War.
Flowers of War finder sted i 1937 og tager udgangspunkt i en ægte historie, hvor japanerne angriber byen Nanking i Kina. Japanerne skåner ingen og selvom kineserne kæmper bravt, må de se sig løbet over ende i filmens indledning. De når dog i et sidste slag at redde en gruppe unge piger, der studerer i en kirke, hvor størstedelen af handlingen udspiller sig. Selvsamme kirke søger de også tilflugt i, sammen med en bedemand i skikkelse af Christian Bale og derudover en flok smukke geishaer. Japanerne lader dem dog ikke få fred særligt længe, så de må herfra virkelig kæmpe for ikke at ende som voldtægtsofre og lemlæstede lig. Handlingen er svær at gengive retfærdigt, da filmen virkelig skal opleves. Alt går op i en højere enhed med smukke billeder, blændende skuespilspræstationer og oscarmoments af Christian Bale, mindeværdige krigssekvenser og flotte scenerier. Det er en film, der får følelserne til at flyde, og eneste anke er også at dette måske tager en anelse overhånd på et tidspunkt. Dog ødelægger det på ingen måde det overordnede indtryk af en fabelagtig og seværdig film.
Fotos courtesy of Berlinalen
