I 1998 var der en oprørsk stemning i den ellers rolige, texanske landsby, Carthage. Bernie Tiede, byens højtelskede bedemand, blev dømt for mordet på den gamle fru Nugent. Men hele byen holdt så meget af ham, at de var mere end villige til at se igennem fingre med hans ‘forseelse’. Historien, der dengang skabte røre og debat, er nu blevet filmatiseret på mesterlig vis med Jack Black i sit livs rolle.

Bernie starter med at præsentere os for Bernie Tiede (Jack Black), som det er meget svært ikke at holde af. Han er gemytlig, gavmild og bidrager aktivt til den lille bys velbefindende. Han elsker alle, og alle elsker ham. Undtagen den rige enke, Marjorie Nugent (Shirley Maclaine) – og det får kun Bernie til at elske hende mere. De indleder et romantisk forhold, hvor Bernie må finde sig i alverdens ydmygelser og fratagning af alle de aktiviteter, der gør ham og hele byen lykkelig. En dag bliver det for meget for Bernie, der skyder fru Nugent fire gange i ryggen.

Jack Black er intet mindre end fænomenal i rollen som Bernie. Han har taget en portion af sin humor med sig ind i filmen, men bruger den kun som et simpelt redskab til at gøre Bernie så sympatisk, som han er. Karakteren er dynamisk med mange lag, og Black får det til at ligne en leg at mestre dem alle. Sidste halvdels hovedperson, Danny Buck, er også flot leveret af Matthew McConaughey, der har bevæget sig langt væk fra sin forrige rolle som stripperkonge. Han er en blærerøv, men en tør en af slagsen, og med en beundringsværdig integritet.

Det giver en fantastisk konflikt, da man ikke ved, hvem man skal holde med. For Danny Buck vil have Bernie Tiede dømt, mens hele byen modarbejder ham, fordi de er så glade for Bernie, der ellers har tilstået blankt at have dræbt fru Nugent. Og man bruger selv mange resurser under og efter filmen på at prøve at nå frem til, hvilket udfald ville have været mest “retfærdigt”. For der er ingen tvivl om, at alle ville have dræbt den gamle hejre (en trang, som Maclaine frembringer ved at være exceptionelt og overlagt irriterende) – det er også et faktum, at hendes penge bliver brugt på at gøre alle andre lykkeligere, efter hun er død. Og det lader til, at anklageren mest af alt bare vil have sine 15 minutes of fame. Så hvad er egentlig det mest retfærdige?

Richard Linklater, der før har arbejdet med Jack Black i School of Rock, har instrueret filmen og givet den et unikt, kreativt præg. Den er sat op som en dokumentar med byens beboere, der interviewes omkring Bernies skæbne, og med selve handlingen som en form for reenactment. Det føles stadig som klassisk fiktion, men narrativen følger dokumentarens konventioner. For så snart Bernie er i fængsel, følger vi i stedet Danny Buck som hovedperson. Derved mindes vi konstant om, at det er en sand historie, hvor langt ude den så end bliver. Og det giver forargelsen og humoren det ekstra pift, der får filmoplevelsen helt op at ringe.

Bernie er en beskeden, men dybt originalt filmperle. Den er alt, hvad en film skal være: Den underholder, bevæger, forarger og sætter tankerne i gang. Den giver plads til hver spillers personlighed, som i sidste ende giver hele filmen sin egen, unikke sjæl. Den fortjener intet mindre end en topkarakter.