Beslutningen – La Rafle.

Af Jesper Nielsen

”16. juli 1942 – et af de sorteste kapitler i Frankrigs historie er ved at begynde…” dette citat er vedhæftet filmplakaterne for filminstruktør Roselyne Bosch nye film Beslutningen. Der er tale om et krigsdrama, som er baseret på virkelige hændelser om den jødiske Jo Weismanns tilværelse under Anden Verdenskrig, der i filmen spilles fortrinligt og nærværende af den unge Hugo Leverdez.

Det har tydeligvis været vigtigt for instruktøren at dokumentere dette ømtålelige emne, og filmen er også den første som beskæftiger sig direkte med de franske jøders deportering til Auschwitz. Beslutningen har netop vundet Publikumsprisen på Buster Film Festival og det forstår man godt.

Den 11-årige Joseph (Hugo Leverdez) lever et forholdsvis fredeligt liv med skolegang, kammerater og familie trods sin jødiske herkomst. Den gule stjerne der er syet ind til brystet på ham og samtlige andre jøder i det tysk-besatte Paris i Montmatre-kvarteret, gør det nemt for kvarterets andre beboere at håne og råbe ad jøderne, hvilket de i en mellemting mellem modvillighed og venlighed affinder sig med. Dette er kort fortalt filmens første del, hvorefter den tager et dramatisk skift, gående fra det sødladne til det ondsindede, hvilket markeres med datoen den 16. juli 1942, hvor operation Vent Printanier (forårsluft) begynder.

Bosch gør filmen igennem meget ud af at vise/fortælle, hvordan franske embedsmænd og fransk politi samarbejdede med nazisterne i denne operation, hvor 13.000 franske jøder blev frihedsberøvet og interneret på cykelbanen Vélodrome d´Hiver udenfor Paris. I denne kolde og mørke cykelarena-scene, hvor samtlige jøder bliver opbevaret inden de videredeporteres til Auschwitz, får filmen et gevaldigt skuespil-løft da læge Dr. Scheinbaum (Jean Reno, Léon, The Da Vinci Code) og sygeplejerske Annette Monod (Mélanie Laurent, Koncerten, Inglourious Basterds) bliver introduceret. Reno giver med sin uhyre intense og rolige fremstilling sin karakter en utrolig troværdighed alene ved sin sørgmodige mimik. Laurent er en af Frankrigs fremadstormende skuespillerinder (af flere udråbt som arvtager til Catherine Deneuve) og hendes dygtighed portrætterer hun i karakterens udvikling – fra uskyldig nyuddannet sygeplejerske til en helgenagtig naiv frelser. Filmen byder generelt på store skuespilpræstationer fra franske stjerner, som vi endnu har til gode at opleve herhjemme.

Filmens styrke er, at instruktøren har valgt at koncentrere sig om én begivenhed til at fortælle de franske jøders skæbne, hvor formålet er at illustrere, hvor svært nazisterne ville have haft ved at gennemføre deportationer fra Frankrig, hvis ikke de franske myndigheder havde medvirket.

Derimod kommer filmens svaghed især til udtryk når de ”gode” og ”onde” alt for tydeligt kontrasteres, og ved kameraets bevidste opholden ved især jødernes glæde og sorg, som desværre nogle steder giver filmen et alt for sentimental udtryk. Under alle omstændigheder er det en vigtig historie som instruktøren har valgt at fortælle, og som de danske biografgængere nu har mulighed for at se.

4 ud af 6 stjerner