Nicolai Meldgaard Eskesen
Selvom Nosferatus udsendte havde nedjusteret forventningerne til det minimale, tog det ikke mindre end godt og vel 5 minutter før de negative superlativer meldte sig i en lind strøm. Tredje film i serien om den overvægtige Big Momma i Martin Lawrences skikkelse er en rærlig forestilling, som de bedste steder nøjes med at virke anstrengende og de værste direkte fordummende!
Nogle gange er det godt at stige ned fra den kulturelitære høje hest og se en helt ordinær genrefilm, hvor det forudsigelige i plottets udfoldelse taler til ens tidligere oplevelser i biografen. Parret med genkendelsens glæde og de få momenter af variation i filmens eksekvering kan give en den helt rette mikstur af uforpligtende underholdning, så det bliver en kvalitet i sig selv. Nogenlunde sådan var denne anmelders ”forventninger” til den tredje film i sagaen om Big Momma aka FBI agenten Malcolm, som gang på gang af arbejdsrelaterede årsager, må se sig nødsaget til at tage et fatsuit på. Og da den gimmick er set to gange før med Big Mamma´s House 1 og 2, får vi denne gang den dobbelte ”fornøjelse” da Malcolms søn Trent (Brandon T. Jackson) træder til som Big Mommas knap så lille niece Charmaine.
Okay, men hvorfor er filmen så dårlig, spørger du? Man har jo tit set mænd optræde i kvindetøj endda i gode film som Ingen er fuldkommen(1959) og Mød min Hr. Mor(1978) (som i 1996 blev genindspillet i Hollywood under titlen The Birdcage). Det spørgsmål er svært at svare på af den simple grund, at der er så mange ting ved Big Mommas… at man knap ved, hvor man skal begynde. Martin Lawrence, der herhjemme er mest kendt for sit samarbejde med Will Smith i de to Bad Boys film er så usjov, at han næsten burde belønnes for sin konsekvente stil. At han tilmed ikke er i nærheden af fornuftigt skuespil slås fast, da han ved skiftet til Big Momma (og dermed får noget i retning af et halvt kilo makeup i hovedet) fremstår lige så udtryksløs som før! At filmens plot er den sørgeligste knage man kan hænge sine dramaturgiske forventninger på, kan måske ikke overraske, men når filmen starter med at vise os Malcolms jagt og senere overfald i tjenestebil på postbudet, for at få svaret på om sønnen er blevet optaget på universitetet, ja så formår filmen ikke alene at råbe filmens præmis og konflikt mellem far og søn ud. Nej, den gør det på en facon, så man absolut ikke får lyst til at se hvordan det spænder af.
Big Mommas: Like Father, Like Son er på alle måder en useværdig film, som brillerer ved sin konsekvens af umorsomheder. At filmens producerer oveni har følt en trang til at appellerer benhårdt til de yngste teenagepiger ved at have musik og danseelementer snuppet fra film som High school musical, samt teenagedrenge ved at lade handlingen udspille sig på en pigeskole, får kvalmebarometeret solidt banket op i det røde felt hos Nosferatus anmelder. Alt i alt er Big Mommas: Like Father, Like Son en film som ikke fortjener et publikum af den simple grund, at en succes i form af et plus på filmselskabets bankkonto, vil resulterer i Mr. Lawrence om et par år igen vil forpeste en biografsal nær dig!