Hvem er Bill Cunningham og hvad har han med New York at gøre, og hvorfor skal jeg se en film om ham, det var det spørgsmål jeg stillede mig selv da jeg første gang stødte på denne dokumentar. Men den farverige plakat med rigtige mennesker på gaden og en ældre herre iført en blå arbejdsjakke og et kamera, kildede alligevel min nysgerrighed. Og nå ja, så skadede det heller ikke at have et personligt forhold til the City of Dreams.

Så, ja, Bill Cunningham New York er en film om en mand, der har viet hele sit liv til mode. Hans hjem er et studio fyldt med arkivskabe med negativer. Han er fotograf helt ind i sjælen, han lever og ånder tøj, fra han står op til han går i seng på en tarvelig madras på et par mælkekasser. Han fotograferer tøj, ikke nødvendigvis mode. Det der tricker ham er om det noget rigtige kvinder vil gå i, vil købe, og når han er æresgæst ved et modeshow løfter han ikke kameraet, hvis ikke disse krav efterleves.

Han går op i hvordan tøjet har sit eget liv, fra det bliver vist på runwayen til det bliver fortolket på gaden, og det er som om hans største passion er netop her. Han står trolig på gadehjørnet for at få et snapshot af virkelighedens mode, og hans øje er hurtigt og fanger gerne det sjove, skæve, interessante. Der er ikke plads til det kedelige.

Det er en anden side af modebranchen man ser gennem Bill, han er dedikeret til sit arbejde i en sådan grad at han aldrig kunne drømme om at drikke et glas vin eller spise en pindemad når han dækker store societyevents. Og det er interessant at se denne perfektionist på New York Times hvor han hundser rundt med sine assistenter, der tager sig af alt computerhalløjet og så cykler han selv ned med sine filmruller og får dem fremkaldt.

Dokumentaren drager sin seer ind i dette univers, hvor tøj er det vigtigste i verden. Den er absolut ikke fejlfri og et par af sidehistorierne bliver ikke indfriet. Især historien om lukkelsen af Carnegie Hall for beboelse hænger desværre lidt i luften, og kunne givetvis bære en helt film selv, for det er levende stykker af historien, der har haft husly her, den ældste en ægte diva der siden 1940’erne har huseret her. Det er faktisk underholdende at se, hvordan de stjæler filmen fra dens øvrige gæstestjerne blandt andet Anna Wintour og Tom Wolfe som talking heads varmt taler om Bill Cunningham, med det fællestræk at ingen af dem egentlig ved særligt meget om ham, ud over at han er fantastisk.

Uden at være blevet modeekspert tager jeg mig selv i efterfølgende at kigge en ekstra gang på folk der har gjort lidt ekstra ud af deres påklædning efter at have set filmen, og således kan jeg kun sige tak til Bill Cunningham for at have delt sin passion og sin utrættelige tålmodighed med et kamerahold og med mig. En skam at københavnerne ikke er lige så modige som New Yorkerne…

Af Ditte Evald