Det lovede så godt, og det blev så skidt.

Plakaten ser lovende ud. Sandra Bullock, der bærer på to små børn, alle tilsmudsede og med bind for øjnene. Dernæst kommer beskrivelsen; Drama, gyser, sci fi. Tre ord er alt, der skal til, før jeg kaster mig forventningsfuldt over denne Susanne Bier produktion. At den så oveni købet er post-apokalyptisk og bliver sammenlignet med ’A quiet Place’ fra tidligere i år sætter mine forventninger helt i top. Det her kan kun blive godt!

Ingen dansk køkkenvaskrealisme
Sandra Bullock spiller den hårde og gravide kvinde Malorie, der har svært ved at lukke folk ind. Under et besøg hos lægen begynder folk ud af det blå at begå selvmord rundt omkring hende. Gaden er et stort kaos, og Malorie søger i sikkerhed i et hus sammen med otte andre og forsøger nu at overleve og undgå, hvad end det er, der gør, at folk begår selvmord.

Ret hurtigt og lidt for belejligt finder de ud af, at der er nogle ”væsner” (vi finder aldrig rigtig ud af, hvad de er) i luften udenfor. Hvis man kigger på dem, hvilket vil sige, hvis du i det hele taget kigger udenfor, så ændres noget i dit sind, og du får en ustyrlig og ustoppelig trang til at begå selvmord. Så vil man overleve, må man gå blind ud i verden.

Blind vej Bier
Som i den fabelagtige ’A quiet Place’, hvor den mindste lyd kan få dig slået ihjel, er det igen sanserne, der er det centrale. Præmissen er virkelig interessant, for hvordan bevæger man sig rundt i en post-apokalyptisk verden uden sit syn til at guide sig og være opmærksom på den lurende fare? Men modsat ’A quiet place’ så bliver dette handicap ikke rigtig brugt til noget. Vores hovedpersoner bevæger sig lidt for nemt rundt, og faren virker ikke uhyggelig og reel, når vi som publikum kan se, hvad der sker uden for karakterernes synsfelt. Denne effekt havde været langt stærkere og effektiv, hvis vi også var hæmmede i at se, hvad der foregik udenfor.

Hvis man har set M. Night. Shyamalans ’The Happening’, så ved man, hvorfor jeg tænker på den. For også her er der noget i luften, der får folk til at begå selvmord. Selvom ’The Happening’ ikke var en særlig vellykket film, så havde den én effektiv scene. Nemlig øjeblikket, hvor en stor flok mennesker én efter én hopper ud over en bygning. Det var voldsomt og virkningsfuld, og sådan en scene mangler jeg i ’Bird Box’. Igangsættelsen af hele katastrofen mangler opbygning og bliver mere kaotisk end farefuld.

Generelt er hele filmen lidt blah. Karaktererne er stereotypiske, og jeg føler ikke, jeg lærer nogen af dem at kende, så jeg rent faktisk investerer mig i dem. Derfor betyder det heller ikke så meget, når nogen dør (spoiler). Det er først i den sidste halve time, at filmen bliver interessant. Her er der noget på spil. Her er der følelsesmæssige dramatiske valg, og jeg mærker karakterne, men det er for sent. Selv om det er rart endelig at se en gravid kvinde, der ikke er et offer, men er sej og hårdhudet, så mangler jeg mere dybde i Bullocks karakter. Hvis man skulle være i tvivl, så blev jeg fælt skuffet og anbefaler hellere at man ser ’A quiet Place’ af John Krasinski.

Foto: Netflix