En has-been Hollywood-stjerne prøver at udrette noget vigtigt med sin karriere og sit liv i en herlig og vedkommende komedie.

Det er ikke bare sådan at komme fra sus og dus i Hollywood og derfra prøve at være en kunstner på de skrå brædder. Det bliver gradvist tydeligt for Riggan (Michael Keaton), der i løbet af ’Birdman’ skal igennem en stribe af ydmygelser for at realisere sit projekt. Michael Keaton er enestående i rollen som denne nedslidte mand, der bare vil have respekt fra andre og sig selv. Både når Riggan tager sin paryk fra stykket af og afslører sin halvskallede isse, og når han halvt afklædt og med en ikke-flatterende ølmave løber gennem Times Square, spiller det glimrende sammen med de øjeblikke, hvor han virker tæt på vanvid og kan flytte genstande med tankens kraft.

I filmen bliver vi som tilskuere taget med på en rutsjebanetur af intriger, selvhad og vanvittige ambitioner, anført af skuespilleren Riggan Thomson, der engang spillede den famøse superhelt Birdman i hele tre film. Gennem hvad der er konstrueret til at føles som ét langt take, kommer vi med i forskellige afkroge i og omkring teateret, hvor Riggan skal opføre et stykke af Raymond Carver, som han endda selv spiller med i.

Et betagende skuespiller-ensemble
Lesley (Naomi Watts) stormer ind i sit omklædningsrum og fejer i sit raseri make-up ned fra sit bord. Der har lige været generalprøve, og Mike Shiner (Edward Norton) har prøvet at have sex med hende under et lagen foran en fyldt sal. ”Why don’t I have any self respect?” spørger en tårevæddet Lesley sin medskuespillerinde Laura (Andrea Riseborough). Laura svarer simpelt: ”You’re an actress honey”. Vi får et skarpt og troværdigt indblik i relationerne mellem en gruppe store egoer, i et teater der ofte føles en smule klaustrofobisk, da vi næsten aldrig bevæger os uden for det.

Riggan er en eminent hovedrolle, der er bundmenneskelig i kraft af, at de nederlag han har været igennem står malet på hans ansigt. De kvaler han har med at håndtere sine skuespillere, her især Mike Shiner, gør ham endnu mere elskværdig, da den narcissistiske Mike er en seriøs udfordring for Riggans selvtillid. Både Edward Norton og Emma Stone er fantastiske i deres biroller som Riggans umulige hovedrolle og hans datter på afvænning, der både lader til at holde af Riggan og nære afsky for ham.

Teknisk overvældende
Den visuelle stil er, ligeså meget som skuespillerne og de velskrevne replikker, med til at understøtte følelsen af, at Riggan altid er et skridt bagud, når det kommer til at holde overblikket over sit stykke. Den geniale cheffotograf Emmanuel Lubezki, hvis tidligere bedrifter indbefatter ’Gravity’ og ’The Tree of Life’, har endnu engang været en del af et ambitiøst og visuelt visionært projekt. Som publikum er manglen på klipning en stor mundfuld, men det bliver en essentiel del af at beskrive en verden, hvor alt lader til at være i opløsning, og ingen ved, hvad der skal ske.

Instruktør Alejandro González Iñárritu har endnu engang lavet en film, hvor det er rigtige mennesker, der får lov til at folde sig ud på det store lærred. Midt i en storm af kaos og vanvid står Michael Keatons Riggan Thomson tydeligt og tiltalende med sin ynkelighed, sin tvivl og sin menneskelighed. Godt gået!