En episk tragedie om begyndelsen på Colombias narkokarteller.
I gangsterfilm- og serier er latinamerikanske narkokarteller et yndet emne. ’BIRDS OF PASSAGE´ fortæller også en historie om narkohandel, men gør det uden skyggen af den glorificering af gangsterfiguren, man ser i fremstillingen af Vito Corleone i ’Godfarther’ eller eksotiseringen af narkohandleren Pablo Escobar i ’Narcos’.
I stedet låner filmen den græske tragedies form til at udfolde en fortælling, der begynder med et traditionelt ritual i Wayúufolkets landsby i det nordlige Columbia, og ender med vestliggørelsens indtog i takt med, at tragedien griber om sig.
Filmen er et godt eksempel på vigtigheden i en mangfoldig filmisk repræsentation, for ’BIRDS OF PASSAGE’ skræller alle gangstergenrens klicheer væk, så der tilbage står en fortælling om colombiansk smuglerhandel fra et lokalt perspektiv. Det giver en både oplysende og gribende fortælling.
Second Hand embarrasment
Kameraets vide vinkel viser hvor gold og forblæst ørkenen er, og minder om kameraføringen i westerns, hvor naturen spiller en selvstændig rolle i fortællingen. I 1960erne, hvor filmen starter, lever de fleste af Wayúufolket endnu efter oprindelige traditioner, hvor kvinderne i stammen tager de vigtigste beslutninger ud fra naturen og drømmenes tegn. Blandt andre matriarken Ursula, der i filmens første del gifter sin smukke, unge datter Zaida væk til Raphayet.
Raphayet er allerede mere influeret af Vesten, end Ursula bryder sig om. Derfor forlanger hun en meget høj medgift for Zaida. For at få råd til medgiften begynder Raphayet at sælge marihuana fra sin fætters farm til de amerikanske unge, der er i landet som fredsvogtere. Derfra eskalerer tragedien langsomt, men ubønhørligt.
At se de nøgne, skæve amerikanere tumle omkring på stranden gennem Raphayets øjne, giver mig second hand embarrasment og en god del skam over, hvilken skade idealistiske vestlige såkaldte hjælpeprojekter har skabt og stadig skaber rundt om i verden.
Ikke at amerikanerne alene bærer ansvaret for Colombias narkoproblemer, men de selvfede gringos deler skolebøger ud med den ene hånd og ryger joints med den anden. På den måde muliggør deres tilstedeværelse det system, der for dem er en fed fest, men for Wayúufolket er begyndelsen på fortabelsen.
Storhed
Ursula taler for døve øre, når hun igen og igen advarer om farerne ved at engagere sig med amerikanerne. For med rigdommene og vestlige goder såsom et nybygget hus, der er totalt malplaceret i den golde ørken, synker Raphayet dybere og dybere ned i moralsk uføre. Samtidig glemmer Wayúuerne lidt efter lidt de traditionelle leveveje. Efterhånden som Wayúuerne glemmer deres traditioner, forlader evnen til at læse naturens og drømmenes tegn dem.
Fald
Dog er det til syvende sidst ikke de amerikanske dollars, som ruller ind, der udløser den endelige tragedie. Det, der bliver byggestenen til den eskalerende konflikt omkring smuglingen af stoffer, er relateret til overtrædelsen af de oprindelige Wayúu-værdier.
På den måde peger filmen på, hvordan det ikke i sig selv er magten og pengene, der er fundamentet for årtiers voldelige konflikter i Colombia, men transgressionen af traditioner, der rækker længere tilbage end udenlandsk tilstedeværelse.
’BIRDS OF PASSAGE’ viser ikke Wayúuerne som ædle vilde uden aggressioner, men skildre hvordan et komplekst folkefærds møde med vestliggørelsen og modernisering ender i dets forfald og opbrud. Raphayets giftemål er det snefnug, der får lavinen til at rulle. Det er en tankevækkende, oplysende vinkel på historien om Colombias narkohandel, og et tiltrængt bidrag til gangstergenren.
