Fra asken af det efterhånden smuldrende DC Extended Universe rejser der sig nu endnu et (anti-)heltehold.

Margot Robbie vender tilbage som Harley Quinn, som vi først så i DC-universetets, og måske også hele filmverdenens absolutte lavpunkt ’Suicide Squad’.

Ligesom ’Joker’ frigjorde sig fra resten af DC-filmenes aldeles lave kvalitetsniveau, prøver Harley Quinn nu at frigøre sig fra manden som definerede hende, nemlig Jokeren.

Robbies portrættering af Jokerens første kæreste var uden tvivl et af filmens lyspunkter, men kan hun klare spotlightet som filmens titelkarakter og endda også upålidelige fortæller?

Har du aldrig hørt om Birds of Prey?
Det ville ikke være et rigtigt superhold uden andre holdmedlemmer, og Harley Quinn gøres netop selskab af Black Canary (Jurnee Smollet-Bell), Huntress (Mary Elizabeth Winstead), Renee Montoya (Rosie Perez) og Cassandra Cain (Ella Jay Basco), alle alumner fra tegneseriesiderne. Sammen udgør de Birds of Prey, med det fælles mål at banke voldspsykopaten og mafiabossen Roman ”Black Mask” Sionis (Ewan McGregor).

Det er dog Harley Quinn, som fylder mest på lærredet, hvilket er ærgerligt, da resten af holdmedlemmerne ellers ikke får meget mere end en montage og en lille introduktion af Quinn som fortæller.

Hvis det ikke allerede stod klart, er Birds of Prey også det første kvindelige protagonisthold i alle tegneseriefilmatiseringerne – og vistnok også i tegneserierne med deres debut i 1996.

Selvom jeg, som mand, ikke følte, at filmen på noget tidspunkt definerede karaktererne ud fra deres køn, er de alle tidligere blevet forbigået og undervurderet af, og på grund af, mænd.

Som titlen hentyder til, kæmper de alle for at frigøres fra de ufrivillige omstændigheder, de er tvunget til at leve med, hvilket er universelt relaterbart.

Hvor bliver Jokeren af?
Der er ingen Jared Leto-Joker at se, selvom titlen sagtens kunne forlænges med ’… from Joker’. Derimod har vi gangsterbossen Black Mask, som mest af alt opfører sig som et lille psykopattebarn.

På trods af sit smukke ydre og uendelige karisma formår Ewan McGregor at være rimeligt ubehagelig, men desværre ikke nok til, at man rigtigt hader ham.

Udover den for lange titel er filmens største svaghed Harley Quinns indre monolog og generelle quirky-komiske opførsel.

Margot Robbie spiller den sindssyge psykolog godt, men karakterens barnlighed bliver hurtigt irriterende, og man forstår godt, hvorfor Black Mask vil af med hende.

Margots stunt double skal også have ros for Harley Quinns kreative, akrobatiske kampscener, som trods alt holdt filmen kørende.

Birds of Prey: and the Unexpected Virtue of How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb
Visuelt føltes det nærmest som at se en tegneserie med freeze frames og tekst på skærmen. Karaktererne opfører sig også som arketypiske to-dimensionelle tegneseriefigurer og ikke ligesom Marvels dybere, mere virkelige personligheder.

I sidste ende slipper ’Birds of Prey: And the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn’ ikke ud af DCEUs sump af middelmådige film, men den indskriver sig dog heller ikke i historien som den næsten mesterligt elendige ’Suicide Squad’.