Lovløsheden råder på de internationale farvande. Som turist på et krydstogtskib, er man hverken beskyttet af lovgivning eller retsinstanser. I det juridiske ingenmandsland er man overladt til skibets eget sikkerhedspersonale. Så hvad skal en mor gøre, hvis hendes datter bliver udsat for en grov forbrydelse midt ude på havet? Det udforsker ‘Birthday Girl’ på knivskarp og hjerteskærende vis.
Nanna (Trine Dyrholm) har inviteret sin datter Cille (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) og hendes bedste veninde Lea (Maja Ida Thiele) med på et cruise for at fejre Cilles 18-års fødselsdag. Med store forventninger og høj latter stiger de om bord på det ufatteligt store, luksuriøse krydstogtskib intetanende om, hvad der venter dem.
Badet i hot-pink neonlys fester de to veninder med en ivrig mor på slæb. Nanna forsøger ihærdigt at sparke gang i festen, og giver kæmpe I’m not like a regular mom, I’m a cool mom-energi. Nanna sørger derfor også for rigeligt med drinks til de ellers, efter amerikansk lov, mindreårige piger. Krydstogtdrømmen udfolder sig i neonlysets skær til musikkens dunkende rytmer, men festen forvandles pludselig til et mareridt, da Cille bliver fundet, udsat for et overgreb.
Retfærdighed; en form for kærlighed?
Nanna indser hurtigt, at hun selv må handle for at beskytte sin datter. Hun trodser diverse adgang-forbudt-skilte, vader ned i både maskinrummet og køkkenet, og forsøger at få skibets personale til at handle. Men penge taler højere, end Nanna kan råbe, og skibspersonalet er ikke andet end udglattende servicerobotter, der kun handler i virksomhedens interesse.
Men i hvis interesse handler Nanna egentlig? Cilles eller sin egen? Når omsorgspersoner skal agere efterforskere, bliver der ikke spildt mange øjeblikke på nærvær og trøst, men at opgive og lade gerningsmanden gå fri, kan for en mor føles som at kaste sin datters retfærdighed over bord. Nannas forsøg på at navigere efter et moralsk kompas i det juridiske tomrum viser sig dog at være en umulig opgave med uoprettelige konsekvenser.
Michael Noer styrer mod succes
’Birthday Girl’ er guld til de danske lærreder, og med den internationalt venlige titel ser det ud til, at instruktør Michael Noer også spejder mod udenlandsk filmfarvand.
Filmens hot-pink paradis forvandles til et rødt, gyngende helvede, hvor selvtægt er offerets eneste våben. Her er det nemlig kapitalismen, der hersker, og den kender ikke til retfærdighed. Og værst af alt; det er taget direkte ud af virkeligheden. Michael Noer har skabt en skarpsindig og virkelighedsnær film, der peger på et overset problem, og med temaer som moderskab og moral er det en film, der vedkommer os alle.
De genkendelige dynamikker i det anspændte mor-datter-forhold giver filmen en relaterbar dimension, i den for nogen fremmede krydstogtatmosfære. Det er svært ikke at føle med den unge Cille, der befinder sig i et teenage-dilemma af dimensioner, hvor lysten til selvstændighed kæmper med behovet for omsorg. Den afgrænsede lokation i form af krydstogtskibet bidrager til en følelse af klaustrofobi, og man kan levende forestille sig det ubehag, Cille må føle ved at være fanget med sin gerningsmand om bord. Filmen spænder således fra det hverdagslige til skrækscenariet, og kommer på den måde helt tæt på, og hvisker ”det kunne have været dig”.
Film for forandring
Det er desværre nok først, når retssystemet glimrer ved sit fravær, at man for alvor sætter pris på det. Særligt her i Vesten tager vi vores retssikkerhed for givet. ’Birthday Girl’ giver én en ordentlig rusketur. Filmen minder os om, at et rimeligt retssystem ikke er en selvfølge, hverken til lands eller vands.
Trine Dyrholms præstation som Nanna er både stærk og øm. Hun formår endda at lirke en smule humor ind hist og her i den ellers dystre fortælling. Det bankende mor-hjertes rytme er som en underliggende bas filmen igennem. Nannas afmagt er til at tage og føle på.
Man kan kun håbe, at filmen med sin stærke fortælling kan bidrage til en forandring, så vi om forhåbentlig kun få år, når vi genser den, kan gyse og ryste på hovederne af fortiden.
