Kevin Costner spiller hengiven, men alkoholiseret bedstefar, som desperat forsøger at holde fast i det sidste holdepunkt i sit liv: Sit sorte barnebarn.

Tragedien indtræffer fra første minut, da Elliots (Kevin Costner) kone dør i en bilulykke. Han har opfostret sit barnebarn Eloise (Jillian Estell) sammen med sin kone, da deres datter døde under fødslen. Eloises sorte bedstemor Rowena (Octavia Spencer), også kaldet Wee Wee, forsøger nu at få forældremyndigheden over Eloise. Hun mener, at Eloise har brug for at være sammen med den store familie på faderens side, samt at hun skal væk fra Eliots druk, som han er tvunget ud i på grund af sin store sorg.

Det er tunge emner som sorg og race ‘Black or White’ tager op, men især den del der omhandler race og racisme ender med at være en smule tandløs. Vi er nemlig aldrig i tvivl om, at Elliot ikke er racist, selvom han i den afgørende retssag til spørgsmålet ”Do you dislike black people?” svarer ”Not all of them”. Han nærer et stort had til Eloises far, men det skyldes dennes destruktive crack-afhængighed, som ødelagde både hans datters og Eloises liv. En stor del af filmens omdrejningspunkt, nemlig race, kommer derfor ikke til at fremstå som andet end en svag og lidt billig baggrund for historien.

Det er til gengæld tilfredsstillende, at det overordnet set undgås at lægge for meget vægt på traditionelle stereotyper. Godt nok er faderen crack-afhængig, og Wee Wees familie bor da også over for et crack-hus, men hovedfokus er på individerne, hvilket er meget positivt. Særligt bliver der brugt tid på at portrættere Elliots sorgproces, hvilket til tider fungerer effektfuldt og uden tvivl er filmens største force.

‘Black or White’ formår dog ikke at hæve sig over det middelmådige og nipper kun til det store racetema uden for alvor at bide sig fast. Og så kan det være lige meget, at titlen refererer til en Michael Jackson-klassiker.