Black Panther blev, ikke mindst på grund af dens banebrydende diversitet, en af Marvels største kommercielle succeser, da den udkom i 2018. Nu er Ryan Coogler tilbage med en efterfølger, der tager også endnu dybere ind i hjertet af Wakanda, dog desværre uden Chadwick Boseman i hovedrollen.
Der er ét spørgsmål som særligt presser sig på i forventningerne til den nye ’Wakanda Forever’: Hvordan laver man en Black Panther-film hvis Black Panther er død? Her taler jeg selvfølgelig om Chadwick Boseman, den forhenværende hovedkarakter, i filmen også kendt som T’Challa, der døde i 2020 efter fire års kamp mod kræft.
Da vi sidst så Wakanda i 2018, havde kong T’Challa netop åbnet op for landets ellers hidtil ukendte rigdom, teknologiske udvikling og beholdning af supermetallet vibranium. Det Wakanda, vi vender tilbage til nu, er en nation i sorg over tabet på deres konge. Ikke nok med det, så trues Wakanda nu fra alle kanter. Men uden vibranium er intet land i verden en alvorlig trussel.
Det vil sige lige indtil en anden hidtil ukendt og undersøisk nation, med mange paralleller til Wakanda, viser sig også at have uanede mængder af Vibranium. Spørgsmålet er bare, om denne nation er en fjende, der vil destruere Wakanda i sin mest sårbare tilstand, eller en allieret i kampen mod andre fælles fjender.
Generationskløft
I hullet efter Boseman, tager ’Wakanda Forever’ udgangspunkt i søsteren Shuri spillet sublimt af Letitia Wright. Hvor hun i første film mest kom til udtryk gennem veltimede one-liners, er denne Shuri tydeligt mærket af tabet af hendes far og bror. Hun føler sig svigtet, både af sin families traditioner og samtidig af videnskaben, som hun ellers troede havde svaret på alt.
Generationskløften mellem hende og hendes forfædre har aldrig været større. Dette er ikke en tematik vi ikke har mødt i film før – det er en vaskeægte klassiker. Men den er særlig godt formidlet igennem Shuris indre kamp om tradition overfor innovation. Dette er netop også det Wakanda er, sammenstødet mellem en afrikansk kulturs mytologi og teknologi.
Repræsentation på tapetet
Der er ingen tvivl om, at Black Panther som superhelt, både tegneserien og nu også filmene, har haft en kæmpe betydning for bl.a. sorte mennesker, der i den grad har savnet repræsentation i populærkulturen, ikke mindst i superheltegenren.
En anden måde, hvorpå filmene er banebrydende, er deres repræsentation af kvinder. Karakterer som Shuri, Okoye (Danai Gurira) og Nakia (Lupita Nyong’o) er tæt på at være de eneste kvindelige karakterer indenfor hele MCU, som jeg tror på, og føler mig repræsenteret af, og det er en fryd at se. Diversitet og repræsentation er selvfølgelig ikke et kvalitetsstempel i sig selv, men det falder på et tørt sted i superheltegenren og giver mig lyst til absolut at hengive mig til universet.
Visuelle udfordringer
Instruktør Ryan Coogler fortæller, at én af de største udfordringer var at skabe en verden der føltes ægte, da Wakanda jo er en fantasination sat i den rigtige verden. Denne opgave synes jeg dog, at han løfter overraskende flot. Jeg vil endda gå så langt som at påstå, at Black Panther-universet på mange måder er langt mere ”stofligt” end mange af de andre MCU-film.
Især de smukke kostumer som krigerne har på, bidrager til den meget taktile fornemmelse af universet. Wakanda er en blanding af det organiske og det teknologiske og i mange situationer er dette ret godt løst. Der er dog passager, hvor CGI’en ser ret unaturlig ud, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, men selv nede i undervandsverdenen er det kunstige udtryk ingenting i sammenligning med f.eks. ’Aquaman’ fra 2018, der til dato har noget af det grimmeste CGI, jeg har set til det budget. Og Wakanda tager sig generelt godt ud på det store lærred.
’Black Panther: Wakanda Forever’ er alt i alt ikke revolutionerende men dog en velfortalt historie. Coogler har formået at bruge Bosemans tragiske død til at fortælle om sorg ved tab og om at genvinde troen på det gode. Filmen er fyldt med overgangsritualer og formidler i det hele taget en overlevering af traditioner fra generation til generation og markerer derved også overdragelsen af Black Panther til den næste generation – en ny æra.
Universet er flot og tilføjer langt mere dybde end tidligere. Ja, der er nogle skønhedsfejl på den visuelle side, men filmen ender ud med at være både en stærk fortælling i sig selv og en smuk hyldest til Chadwick Boseman og det han stod for – som skuespiller og som Black Panther.
